Havenyt uge 19, 2004

Af Karna Maj, tidligere redaktør for Havenyt.dk, Karnas Køkkenhave

Bøgeskoven er lysegrøn, kirsebærtræerne står helt indhyllede i hvide skyer af blomster, æble- og pæreblomsterne er ved at springe ud, og der er masser af blomster på. Det tegner til at blive et godt frugtår – da meget tyder på, at vi kan undgå frost på blomtringstidspunktet. Ribs, solbær og stikkelsbær og blommer har heller ikke fået frost, mens de har blomstret. så der bør også blive masser af bær og blommer i år.

De store røde tulipaner og de gule skovtulipaner dominerer blomsterbedene og er ved tage al opmærksomheden væk fra bispehuens små sartgule blomster, som gemmer sig bag brunt løv fra sidste år.

Det spirer og gror i køkkenhaven. Løgene står i lige rækker med friskgrønne blade. Kartoflerne er på vej op, så fra nu af vil vi gerne undgå nattefrost. De første spæde rækker af gulerødder og løg kan anes, mens de valske bønners store saftiggrønne kimblade fra start af tydeligt markerer, hvor deres række er. Spinatplanterne er allerede ved at få de første rigtige blade. Jordbærrene har store blomsterknopper og rabarberstilke er der masser af til både grød og kompot. Varmen har fået aspargesbedet til at gå helt amok – det vælter op med lækre, sprøde asparges i en kvalitet, som ikke kan købes i forretninger.

Så sommerblomster direkte på friland

Der findes utroligt mange flotte sommerblomster. Mange skal forkultiveres, og det indebærer masser af arbejde fra sidst i februar med såning, prikling og ompotning. Hvis man da ikke vælger at købe dem i sidste halvdel af maj, hvor de kan plantes ud i bede og krukker, når faren for nattefrost er ovre.

Men der findes også en lang række af smukke sommerblomster, som kan sås direkte i blomsterbedene her først i maj. Det er arter som brudeslør, Gypsophila elegans, mamelukærme, frøkenhat, Zinnia elegans, blomsterkarse, hyacintridderspore, kinesisk nellike, Dinthus chinensis, guldvalmue, jomfruen i det grønne, kornblomst, morgenfrue, øjeblomst, Nemophila insignis, stolt kavaler som fås både i den meterhøje med lyserøde/hvide blomster og en lidt lavere med orangeblomster, Cosmos sulphurcus ‘Sunset’.

De skal sås i en periode, hvor der er godt med fugtighed i jorden. Ellers er man nødt til at gennemvande jorden dagen inden såning. De fleste gange går det problemfrit, men det kan give dårlig fremspiring, hvis der kommer en meget varm og tør periode, inden de når at spire.

Det ser nok mest naturligt ud, hvis frøene bredsås, men det er meget lettere at luge/hakke, hvis de sås i rækker. Hvis man gerne vil have flere arter i en blandet bestand, kan man blande frøene med 2–3 arter i hver række og så tynde ud senere og vælge den nøjagtige sammensætning på det tidspunkt. Så bliver der heller ikke huller i blomsterbedet, hvis der er en enkelt art, der ikke spirer.

Mange af disse arter er gode til afskæring til vaser, så hvis man bruger mange blomster hertil, kan det være en god ide at så nogle rækker i lille skærehave, hvor man desuden kan plante rækker med de stauder, som er gode til at plukke ind af.

For tidligt at plante tomater ud i drivhuset

Efter en weekend med næsten sommeragtigt vejr, skal man lige huske på, at vi kun er allerførst i maj, og at lave dag- og nattemperaturer stadig kan indfinde sig, og at der også stadig er risiko for nætter med frost, hvor det kan være nødvendigt at kunne flytte planterne indenfor. Det er derfor for tidligt at plante tomater, peber, chili, agurk, meloner osv. ud i almindeligt koldt drivhus, hvor jorden også er for kold endnu. Hvis man har varme bede lavet med hestemøg og har opvarmningsmuligheder, er det selvfølgelig en anden sag.

I et koldt drivhus gælder det lige nu om at have planterne ude i lyset i dagtimerne, så de kan vokse sig store og flotte, og det er vigtigt, at de står i tilstrækkeligt store potter. Agurker og meloner skal ind om natten. Chili og peber skal også ind, hvis nattemperaturen ikke kan holdes over 10° C, og tomatplanterne skal have mindst 8° varme om natten for ikke at tage skade og gå i vækststandsning.

Drivhusjorden har et vist varmeindhold fra dagens solopvarmning. Det kan man udnytte ved at placere planterne på jorden og overdække dem. Hvis man bruger vækstbuer og to lag fiberdug, er det hurtigt hver aften at dække dem til, og det giver et par graders ekstra varme. Eller man kan bruge isolerende bobleplast sat godt fast på vækstbuerne med tøjklemmer, så det ikke falder ned og beskadiger planterne.

Vanding med brændenældeudtræk

Lige nu er det også vigtigt, at udplantningsplanterne ikke mangler næring. Det kan man tilføre ved at vande med udtræk af brændenælder og evt. kulsukker. Brændenælder indeholder meget kvælstof, kulsukker en hel del kalium. Plantedelene lægges i vand i en plastspand eller kar, og man lader dem trække nogle dage, helst en uge. Udtrækket fortyndes i forholdet 1 liter udtræk til 10 liter vand. Man kan begynde at bruge brændenældevandet til at vande med allerede efter 2–3 dage, men da fortynder man det mindre og fylder nyt vand på karret med brændenælderne.

Plantetid for kål, porer, løg og salat

Hvis man ikke allerede har fået regn, er der udsigt til regn alle steder i ugens løb, hvor det bliver lidt blandet vejr med regn, overskyet vejr, men også nogetsolskin. Med andre ord ser det ud til at blive plantevejr til udplantning af kål, porrer, salat og løg. Det er aldrig til at vide om maj pludselig bliver varm og tør, og om det her er den bedste chance, vi får. Det er altid vigtigt at tage bestik af den lokale vejrudsigt, så man får plantet ud op til et par dage med minimum overskyet vejr og uden for megen blæst.

Porrer kan man også plante nu, da risikoen for frost hurtigt bliver mindre, men man kan også sagtens vente 2 uger endnu. Hvis man bor på særligt frostudsatte steder, bør man dog stadig vente lidt, eller man kan dække med fiberdug.

Udplantningsplanter kan ikke tåle at blive plantet direkte ud på friland fra drivhus eller mistbænk. De skal enten først afhærdes i nogle dage, eller de skal den første tid beskyttes med fiberdug.

Der er mange planter i bakker med f.eks. kål- og porreplanter. Det betyder, at man beskadiger rødderne, når de skilles ad og plantes ud. Indtil de får dannet nye rødder, har de svært ved at optage vand nok – de hænger med bladene. Jo mere man beskadiger rødderne, jo vigtigere er det at plante ud, når der er udsigt til nogle dage med overskyet vejr og gerne regn. Sørg altid for, at planterne bliver vandet omhyggeligt ved plantningen. Med mindre jorden er rigtig gennemvåd efter måske 30 mm regn, skal der vandes i plantehullerne inden plantning. Og der skal altid vandes efter plantning – det er meget vigtigt, at jorden ved vandingen slemmes godt sammen omkring rødderne, så der opnås god jordkontakt med det samme.

Vigtigt ved køb af udplantningsplanter

Når man køber udplantningsplanter skal man sikre sig, at man køber bakker med planter, som ser fine og velpassede ud. Køb aldrig et sted, hvor planterne står på et forblæst hjørne, og man kan se, at planterne ikke bliver passet med vand. Hold udkig med, hvornår der kommer friske planter hjem, hvis du vælger at købe i supermarkeder, og køb med det samme. De har det bedre hjemme hos dig end i et stativ på gaden. Desuden skal du overveje, hvad det er for en sort, du køber. Hvornår kan den kan høstes, og hvor vinterhårdfør er den?

Når man vil dyrke kål i sin have, er det vigtigt at vide, hvornår de kan høstes, så man evt. kan plante både sommer- og efterårssorter. Spidskål er normalt sommerkål og kan man høste i juli. Det er næppe muligt at finde udplantningsplanter af den lækre efterårsspidskål ‘Fliederkraut’, som man kan dyrke fra frø. Der findes sommerhvidkål, som kan høstes i august, og hvidkål som først er færdigudviklede i efteråret, og som kan gemmes til brug gennem vinteren. Også savoykål kan have forskellig udviklingstid.

Hvis man vil kunne hente friske porrer fra haven helt frem til foråret er det altafgørende, at man får fat i planter af en vinterhårdfør sort – ‘Siegfried Frost’ er den mest almindelige. Men det kan også være en god ide at plante en sommer- eller efterårsporre, da de giver gode porrer tidligt på efteråret og frem til frosten for alvor kommer i december.

Så ikke bønner, selv om kirsebærtræerne blomstrer

Vi holder meget af gamle haveråd, men de passer bare ikke altid. I år skal man i hvert fald ikke så bønner, selv om kirsebærtræerne blomstrer her først i maj.

Bønner spirer først ved en jordtemperatur på minimum 12° C, og det må frarådes at så, førend jordtemperaturen er minimum 14–18° C. Ellers er der stor risiko for en dårlig fremspiring. Hvis man gerne vil have tidlige bønner, så forkultiver nogle potter og plant ud. De gule voksbønner er lidt mere hårdføre end de grønne.

Status i køkkenhaven

I starten af maj er det meste af køkkenhaven sået til med ærter, salat, rodfrugter, kål og porrer. Spinat er det for sent at så nu, da den ikke når at sætte ret mange blade, inden den går i blomst, når sommeren kommer sidst i maj. Majs kan sås direkte på friland fra midten af maj, hvis man ikke vælger at så nu og forkultivere dem til udplantning. Bønner skal som sagt ikke sås før jorden er varm nok sidst i maj.

Her er du: Forsiden > 2004 > Havenyt uge 19, 2004

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider