Jeg har kæmpe problem med havepest (ved ikke hvad man ellers kalder det). Jeg har luget det tre gange, men det kommer jo igen. Jeg har dårligt knæ og kan ikke blive ved med at luge det. Er der ikke et godt råd til at bekæmpe det? Helst noget der ikke skader alle mine stauder. På forhånd tak.
Med venlig hilsen
Marlene, juni 2003
Havepest er et populært navn for ensidig klokke, Campanula rapunculoides. Den har fået sit lidet flatterende navn fordi den med tiden kan udvikle sig til et meget besværligt ukrudtsproblem. Den blomstrer blåt om foråret og bærer alle klokker på den ene side af stænglen, hvorfor den bærer navnet ensidig.
Når det er for besværligt for dig at luge, duer den almindelige strategi med kontinuerlig opgravning af rod og stængler ikke. Planten må så kvæles på anden måde. Det kan ske ved afdækning med sort plast eller et gammelt tæppe eller papstykker med et lag barkflis ovenpå, så ikke plasten skæmmer så voldsomt i haven. Sørg for at dække ordenligt af, så planterne ikke skyder alligevel i skjul. Kraftige stauder som f.eks hosta, løvefod, guldnælde, silkepæon (kræver sol) vil kunne klare sig i konkurrencen og holde planten i ave. Det skal dog nævnes, at guldnælde også breder sig ret voldsomt, så den skal enten plantes i baljer uden bund eller sikres med lodretstillede brædder under jorden, så planten ikke kan sende stængler ud.
Frøformerede planter må luges, men hvor bedene er optaget af andre planter, har ensidig klokke svært ved at etablere sig.
Med venlig hilsen
Henrik Ahlmann
Økologisk Havebrugskonsulent
Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Ukrudt > Hvordan bekæmper jeg havepest?
Kommentarer
Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…