Spørg eksperterne

Ødelægger rustangreb pæretræer?

På 4.–5. år er der rust i vore pæretræer. Vi har fjernet alle enebær i området, vi har hvert år forsøgt at fjerne blade – som jo er en umulighed. Bare enkelte glemte blade er vel nok til at rusten fortsætter. Findes der ikke et middel, som der har en rimelig mulighed for at bekæmpe bakterien? Eller skal man bare holde op med at dyrke pæretræer?

Med venlig hilsen
Svend Christensen, september 2006

Svar

Der er et par misforståelser i spørgsmålet. For det første skyldes rust en svampeart og ikke en bakterie, og for det andet nytter det ikke at fjerne »alle enebær i området«. Svampen har kinesisk ene som den anden vært, og sporerne derfra kan spredes over kilometerlange afstande. Og nej, desværre, der findes ingen lovlige midler (hverken økologiske eller kemiske), som kan bekæmpe svampen.

Svampen skader ikke træerne påviseligt, men det gør en hel række andre svampe, først og fremmest den, der fremkalder pæreskurv. Og det gør den bakterie, der fremkalder ildsot, som er dødelig for pæretræet. Så man må antage, at hvis træerne sygner hen, skyldes det disse andre årsager og ikke pæregitterrusten.

Med venlig hilsen
Sten Porse
Pensioneret faglærer, myrica.dk

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…

Relaterede sider

Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Plantesygdomme > Ødelægger rustangreb pæretræer?

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider