Vi har netop lavet vores køkkenhaven om til højbede og vil gerne have hjælp til at få blandet den bedst mulige jord til kasserne. Vi skal bruge ca. 18 m³ til de 9 kasser, så det er en ordentlig portion.
Vi har adgang til jord fra vores marker, hvor der i år er dyrket byg. Men den skal formentlig forbedres med noget grus og noget gødning? – Vi har 7.000 høns, så vi har nem adgang til frisk hønsegødning, men er det egnet?
På forhånd tak for hjælpen.
Med venlig hilsen
Kirsten Larsen, august 2002
Markjorden er sikkert ganske glimrende som grundbestanddel af bedets jord, men det afhænger unægteligt meget af, om der er tale om ler- eller sandjord. Knyt en klump af jorden sammen i hånden. Hvis den bevarer formen, også når man har ladet den falde fra brysthøjde, så er jorden leret. En lerjord bliver I nødt til at gøre mere mager ved at blande den med grus.
Uden at kende jorden, kan man ikke angive blandingsforholdet helt nøje, men brug f.eks. denne formel: 1 del grus
til 2 dele markjord. Gruset skal være lerfrit, gerne af typen »filtergrus« og gerne kornstørrelsen 2–6. Det vil altså sige, at der skal bruges 6 kubikmeter filtergrus og 12 kubikmeter markjord.
Denne blanding lægger I ned i højbedene, og derefter tilsætter I 1 skovlfuld (én skovfuld!) af hønsemøget til hvert bed. Det skal fordeles så godt som muligt over hele fladen og kultiveres ned bagefter. Der skal kun bruges én skovfuld, fordi hønsemøg er en meget kraftig gødning, men det er nok tænkeligt, at bedet kan klare et par skovlfulde mere i løbet af sæsonen.
Med venlig hilsen
Sten Porse
Pensioneret faglærer, myrica.dk
Søg i forhandlerguiden:
Bestil kompostorme fragtfrit
Rullerenser – hjulhakke – såmaskiner
Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Jord > Hvordan laver vi en god jordblanding til højbede?
Kommentarer
Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…