Jeg skal til at anlægge nogle bede i vores have. De skal graves ud i plænen og da haven ligger på ret sandet jord vil jeg høre, om I har et råd til hvad jeg evt. skal blande i jorden – spaghnum eller hestemøg eller lignende. Det er tanken, at der skal stå almindelige stauder og enkelte roser i bedene. Er det også en god idé at tilføre kalk?
Med venlig hilsen
Stine Rytter, september 2003
Du bør ikke fjerne græstørvene, men vende dem eller fræse i stedet. Fjernes tørvene, fraføres en vigtig og frugtbar del af pløjelaget, hvor humusfraktionen befinder sig. Jeg foreslår, at du gennem en årrække sørger for at opbygge jordens indhold af organisk materiale, enten gennem forbedrende dækafgrøde (1. sæson), jorddække eller tilførsel af helt eller delvist omsat kompost, gerne det hele. Dette øger bedst jordens frugtbarhed samt vand- og næringsholdende evne.
På sandjord er pH-værdien typisk lav, så der vil det være en god idé at kalke med dolomit- eller jordbrugskalk. Aske fra en brændeovn kan også bruges (der er selvfølgelig ikke afbrændt mælkekartoner, imprægneret træ eller andet affald!).
Ved valget af planter bør du vælge arter, der trives på sandjord, især hvis jordens humusindhold ikke øges væsenligt. Det er typisk tørkekrævende og storrodede arter. Lån evt. »Hvilken plante hvor« af Jane Schull; heri findes lister over en lang række egnede planter.
Roser kræver god jord og skal have masser af sol, vand og næring. Gør du ikke meget ved jorden, vil de afhængig af art og vækstkraft hurtigt kunne løbe tør for vand eller næring, hvorved trivslen nedsættes og angreb af skadevoldere øges. Så masser af regnormeføde må tilføres. Letnedbrydeligt jordække er bestemt at anbefale.
Med venlig hilsen
Henrik Ahlmann
Økologisk Havebrugskonsulent
Søg i forhandlerguiden:
Bestil kompostorme fragtfrit
Rullerenser – hjulhakke – såmaskiner
Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Jord > Har I nogle råd til, hvordan jeg anlægger staudebede på en sandet jord?
Kommentarer
Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…