Her i Værløse ved København, hvor jeg er grøn guide, er jeg omgivet af haveejere, der ønsker at dyrke rhododendron – og jeg har da også selv et par stykker, som jeg naturligvis gerne vil se i frodig blomstring og vækst.
Jeg kunne naturligvis råde til, at man dyrker mere hjemlige vækster, men vil hellere kunne give et godt og mere miljørigtigt alternativ til, hvorledes man kan gøre jordbunden egnet til rhododendrondyrkning, uden at skulle indkøbe sphagnum, der er skrællet af overfladen i f.eks. Nordjylland og sendt langvejs afsted.
Hvad kan man plante i, og hvad kan man bedre bruge til at sprede over jorden?
Skal man samle nåle, kommer man jo også i problemer, hvis ikke man selv har store nåletræer, for man må jo ikke hente dem i skoven. Hvad med ved-flis, og hvad med barkflis, og hvorfor ikke blot bruge blade til at samle om planterne? (omsættes det for hurtigt?). Jeg går ud fra, at almindelig kompost absolut ikke skal bruges her – er det korrekt?
Med venlig hilsen
Jane Lindum, Grøn Guide i Værløse, april 2002
Det er en meget fornuftig holdning, du viser, når du fraråder at bruge sphagnum fra Nordjylland (eller Balticum eller Sibirien for den sags skyld), men det gode alternativ er ikke sådan at fremskaffe.
Det bedste – set fra planternes side – er en blanding af lige dele filtergrus (2–6 mm), fyrrenåle og bladkompost. Vedflis er ikke så heldigt, for det er meget langsomt at nedbryde, og det giver helt forkerte vækstbetingelser til planter med et fint forgrenet rodnet som Alperose. Barkflis er lidt bedre, men egentlig vil jeg anbefale følgende blanding, som består af lige dele bladkompost, filtergrus, mos (afrevet fra plænen!) og bøgeblade. Det skal helst være bøgeblade, men egeblade eller fyrrenåle kan også bruges. Almindelig kompost er alt for basisk til dette formål, og de fleste andre blade omsættes alt for hurtigt, og de giver ikke den nødvendige syre fra sig.
Man kommer næppe uden om at skulle til at lave en særlig – langsom – kompost af blade netop til disse, lidt mere sarte planter. Det havde enhver haveejer førhen, og det virkede aldeles udmærket.
Med venlig hilsen
Sten Porse
Pensioneret faglærer, myrica.dk
Søg i forhandlerguiden:
Rullerenser – hjulhakke – såmaskiner
Bestil kompostorme fragtfrit
Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Jord > Er der et alternativ til spagnum, når man vil dyrke rhododendron?
Kommentarer
Der er 38 kommentarer til denne tekst. Læs kommentarer…