Hvad gør jeg ved min kolonihave under vand?

Jeg er den nye ejer af en 30–35 år gammel misligholdt kolonihave i Odense, H/F Løkkegårdshaver.

Jeg har haft haven i 2 år og har konstateret at haven er sat under vand i det meste af vinterhalvåret og så lige sidste sommer.

Gulerødderne blev kun 5–7 cm. lange da de ikke kunne lide den høje grundvandstand formoder jeg. Jeg har derfor kørt masser af sand og spagnum (fra gartnerierne omkring Odense, der flittigt leverer tusindvis af spaghnum sække, de sparer at køre til deponi), som er fræset i jorden.

Jeg har et problem med mine 2 af 4 hække, det er/var en liguster hæk og disse går ud/dør. Jeg kan i år plukke hele planter af, og det giver jo store huller. Vores vedtægter siger, det skal være en grøn hæk, som jeg også selv foretrækker, jeg er opvokset med stakit/plankeværk.

Min antagelse er, at ligusteren (det gælder for det meste af havekolonien, at ligusteren er døende, og foreningen magter ikke lige at få købt nok planter til udskiftningen) ikke kan tåle at stå i vand?

Hvad skal jeg så vælge istedet for ligusteren?

Hvad er bedst til våde fødder om vinteren.?

De blottede områder bliver gravet og får tilført rigeligt spagnum og/eller sand, som det nu er bedst…

PS: Jeg har som konsekvens af vandet bygget 7+1 højbede til mine krydderurter og andet sårbart, og et stort 15 m² blomsterhøjbed, som jeg netop er blevet færdig med at anlægge. Det er stort og næste år bliver det flot med de hundredevis af blomsterløg, jeg har flyttet derop, og som pragten skal der være 4 Artiskok planter, der forhåbentligt kan overleve i et højbed, men det er et forsøg.

Resten af bedene er tilført rigeligt med sand og spagnum, så de nu er 5–10 cm højere end den omliggende lerjord.

Ca. ½ delen af haven på 400 m² er under plov, indtil jeg får bygget hus og drivhus (der står og venter på sokkel ;-))

PPS: Området er en gammel lergrav til teglværket, og der er rigtig meget ler i jorden, når man kommer 20–30 cm. ned, gul ler, og det holder på vandet. der ikke kan sive ordentligt ned.

Med venlig hilsen
Lars Chr. Christensen, maj 2012

Svar

Tak for spørgsmålene, som er ledsaget af en meget grundig og malende beskrivelse af den triste situation.

Problemet skyldes to ting: dels den forøgede nedbørsmængde, og dels en tung og sandsynligvis komprimeret lerjord.

Det første skyldes denne og de forrige generationers bevidstløse brug af fossile brændstoffer (kul, olie og gas), som har medført en hastigt stigende mængde af CO2 i atmosfæren. Det kan vi ikke ændre på i løbet af nogle få år, og derfor må man tage fat på den anden del af problemet, nemlig den komprimerede lerjord. Det, der er gjort med opbygning af højbede og med tilførsel af sand og kompost, er rigtigt godt, men det batter kun noget i de øverst, få cm af jorden, og det afhjælper ikke oversvømmelsen.

Der må gøres noget ved den stive, lerede råjord. I den del, som er »under plov«, kan og bør der sættes ind med en biologisk grubning. Det kan nås endnu, og det består i at så dækafgrøder ud, som har dybtgående og løsnende rødder. Foretræk en blanding af smalbladet blå lupin, almindelig kællingetand, almindelig boghvede og almindelig cikorie, giv jorden en god portion jordbrugskalk og få frøene sået ud snarest. Derefter skal jordstykket have lov til at ligge urørt hen resten af væstsæsonen. For at blive i sprogbrugen, så må den »lægges i brak« i stedet for at blive holdt »under plov«. Når frosten har dræbt planternes top, skal jorden kultiveres let, så top og jord bringes i kontakt, men lad være med at pløje mere.

De stykker, der er under dyrkning, kan eventuelt sættes i et sædskifte, hvor ét af bedene på skift bliver tilsået med de nævnte dækafgrøder i blanding. I øvrigt må bedene behandles med tilførsel af jordbrugskalk. Kalken har mange, gode virkninger, men her drejer det sig om at udnytte dens evne til at adskille lerpartiklerne, sådan at leret bliver lettere gennemtrængeligt for vand.

Desuden kan man overveje at grave én eller helst flere faskiner. Det er lodrette huller ned i ca. 1 m dybde, som fores med jordtekstil (f.eks. »fibertex«), fyldes op med ral og grus i blanding til ca. 25 cm under den oprindelige jordoverflade. Her lægger man en stump jordtekstil over ral/grus-blandingen, og til sidst lægger man den gode dyrkningsjord ned i de øverste 25 cm. Disse faskiner skaber steder, hvor komprimerede lerlag er gennembrudt, og hvor vandet kan få mulighed for at sive ned i undergrunden og bort fra den dyrkede jord.

Afhjælpning af oversvømmelserne bør om muligt suppleres med etablering af et fælles nedsivningsareal, men det kræver en beslutning i foreningen som sådan, og det betyder givetvis, at én eller flere af de mest lavtliggende haver må opgives og udnyttes til formålet. Når sådan et forsænket område er skabt, vil der være mening i at nedlægge overfladedræn eller lave grøfter langs yderkanterne af de enkelte haver. Disse grøfter eller dræn kan så forbindes med nedsivningsarealet via grøfter eller drænslanger langs vejene i havekolonien. Det skal erkendes, at det alt i alt er et arbejdskrævende og bekosteligt projekt, men som situationen er beskrevet, findes der næppe nogen anden, varig løsning.

Med venlig hilsen
Sten Porse
Pensioneret faglærer, myrica.dk