Jeg har et problem med min efeu. Den vokser op ad et hegn og det er ok, men nu er den begyndt at brede sig ind i min græsplæne. Jeg har klippet en masse stængler over ved kanten af græsplænen, men desværre er der dannet rødder på det, der allerede er i græsset. Jeg slår jo græsset, men er bekymret for, om efeuen breder sig til hele græsplænen.
Er der noget man kan sprøjte med, som ikke skader græsset, eller er der kun den hårde metode at hive stænglerne op, hvilket ikke kan gøres uden at rive græs med op.
Med venlig hilsen
Jette Huneck, august 2014
Jeg kender godt problemet – har lige været i gang med at fjerne efeu i græsset. Hvis man ikke begrænser efeu, så vokser den ud i græsset, og selv om man slår græsset, så fjerner det ikke efeuen helt. Og plænen ser grim ud.
Når den allerede er der, er det kun et at gøre, rive stænglerne op, og sørge for at nye ikke breder sig derud igen. Det er faktisk ret hurtigt gjort at rive dem op, og græsset tager ikke skade på sigt. Er jorden tør, så vand græsset efter oprivningen, så det hurtigt kommer i god vækst. Topdress evt. plænen inden vanding. Kort tid efter ser plænen normal ud igen.
Her på Havenyt anbefaler vi den miljøvenlige tilgang til havens små problemer og fraråder brug af sprøjtemidler. Sprøjtemidler ender i vores grundvand, som vi jo helst skal bevare som rent drikkevand.
Med venlig hilsen
Karna Maj
Tidligere redaktør for Havenyt.dk, Karnas Køkkenhave
Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Græsplænen > Hvordan kan jeg fjerne efeu fra græsplænen?
Kommentarer
Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…