Spørg eksperterne

Hvordan skal jeg forårsklargøre drivhuset?

Jeg har et drivhus, men er usikker på, hvad jeg skal vaske det med og om jeg skal skifte jorden derinde? Eller skal jeg hellere købe nogle plantesække?

Med venlig hilsen
Karen Jensen, februar 2002

Svar

Der er tre ting, som man skal tænke på, når drivhuset skal klargøres: algerne skal fjernes, skadedyrene udryddes og jorden forbedres.

Allerførst fjernes alle gamle planter. Hvis man ikke har fjernet plantedelene i efteråret, er de nu helt overtrukne af mug, og luften vil blive tyk af sporer. Hvis det er tilfældet, så brug en støvmaske for næste og mund, så man ikke risikerer at fremprovokere en allergi. Fjern også de øverste 2 cm jord og selv små plantedele.

Hvis man har planter, der ikke kan tages ud under rengøringen, skal de tildækkes, eller man skal omhyggeligt spule sæbevandet af bladene. Selve afvaskningen af drivhuset foregår bedst på en mild dag, hvor hænderne ikke fryser helt af. Men ikke i solskin, da sæbevandet så fordamper for hurtigt fra glasset. Er der mange alger, starter man at fjerne det værste med en stiv børste og rent vand fra slangen. Til selve afvaskningen bruges der godt varmt sæbevand, pisket af krystalsæbe. Det er vigtigt med en stiv børste at komme ind i alle hjørner og kroge, da det er her og i gammelt plantemateriele, at skadedyrene overvintrer. Når drivhuset er vasket både ud- og indvendigt, spules det rent med vandslangen – også her er det vigtigt at spule i alle revner og sprækker med en skarp vandstråle. En højtryksrenser er ikke nødvendig, men effektiv.

Hvis man ikke har kulturer i drivhuset om vinteren, er jorden ikke blevet vandet i et halvt år, men der er sket en fordampning. Jorden er derfor meget tør. Og hvis man vil dyrke i drivhusjorden, skal den tilføres en meget stor vandmængde, da jorden skal være våd i dybden. Havevanderen sættes til derinde og man lader den vande i ca. et halvt døgn på nedsat kraft, så vandingsområdet netop dækker drivhuset. Vandet må dog gerne ramme glasset. Det giver en langvarig spuling af revner og sprækker.

Efter nogle dage, er jorden fin og smuldrende. Hvis man år efter år stort set kun dyrker tomat og agurker i drivhuset, er man nødt til at skifte jorden (minimum hvert andet år). Men det er kun nødvendigt at fjerne de øverste 15 til 20 cm, og den kan fint bruges til såkasser til kål, porre, løg, tagetes osv. I stedet for den fjernede jord tilføres et godt lag helt omsat kompost. Hvis man ikke har det, kan man i stedet tilføre god muldjord ude fra haven, hvori der ikke har været dyrket kartofler og tomater i de to foregående år. Som gødning kan man tilføre en købt drivhusgødning lavet af lupiner (Farmergødning) eller tørret husdyrgødning.

Dette arbejde kan man undgå ved at dyrke i plantesække, som iøvrigt kan fås i økologisk udgave. Til gengæld har tomater i drivhusjorden et større volumen at vokse i og hente vand fra. Plantesække kræver hyppig vanding eller drypvanding.

Med venlig hilsen
Karna Maj
Tidligere redaktør for Havenyt.dk, Karnas Køkkenhave

Kommentarer

Der er 1 kommentar til denne tekst. Læs kommentarer…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Solsikken

Alt til den økologiske have

Bjarne’s frø og planter

Funktionaliteten eminent.

Gartneri Toftegaard

Dyrkningskurser, smagninger m.m

Hobbydrivhuse.dk

Skabt til det danske vind og vejr

Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Drivhuset > Hvordan skal jeg forårsklargøre drivhuset?

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider