Spørg eksperterne

Skal vi skrælle græsset af eller fræse græsplænen op?

Vi står overfor at anlægge en helt ny have. Vi har en del blomsterbede, vi skal have lagt der, hvor der er græs. Mit spørgsmål er, om vi skal grave alt græsset af der, hvor vi skal have bed og lægge muld på, eller kan vi fræse det eller hvordan?

Med venlig hilsen
Dennis Sørensen, februar 2007

Svar

I skal skrælle græstørven af. Fræsning vil findele græsplanterne, og de vil begynde at gro igen. Når I skræller græstørven af 2–3 cm nede, kommer græsset ikke igen, da I har fjernet vækstpunkterne. Man skræller græstørv af ved at stikke spaden næsten vandret ind under græsrødderne i 2–3 cm dybde. Med lidt øvelse bliver man ganske god til dette arbejde.

Nu kan I grave eller fræse efter eget valg. Og det vil give et fint bed som udgangspunkt for at plante blomster. Jorden fra en omlagt græsplæne vil det normalt ikke være nødvendigt at tilføre muldjord, da de mange græsrødder er med til at give en god jord. Når de formulder i løbet af få måneder, frigives der også en del plantenæringsstoffer.

Hvis der i plænen er meget flerårigt ukrudt som mælkebøtter, skvalderkål m.m., er det en fordel at grave i stedet for at fræse den og undervejs samle ukrudtsrødderne af. Fræser man flerårigt ukrudt, får man rigtig mange rodstykker, som fordeles ud i hele stykket, hvor de kan begynde at gro igen.

Den afskrællede græstørv anbringer I i en bunke – med græssiden vendende nedad. I løbet af det næste år formulder græsset. Når det er helt omsat og blevet til en fin kompostjord, kan I lægge det tilbage i bedet.

Med venlig hilsen
Karna Maj
Tidligere redaktør for Havenyt.dk, Karnas Køkkenhave

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Robinie.dk – SkovTrup

SkovTrup – Miljørigtigt Træ til haven

Land Højbede

Land Højbede og Plantekasser

Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Anlæg > Skal vi skrælle græsset af eller fræse græsplænen op?

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider