I skriver, hvad forskellen er på frugt, bær og nødder. Men hvad er forskellen mellem frugt og grønsager?
På sundhed.dk skriver de, at det der er frugt har kerner man kan så igen og det har grønsager ikke. Men spørger du grønthandler (både foretninger og engrofirmaer) svarer de, at frugt har et højt sukkerindhold (ca. 15%) og at grønsager har under 5% og at en tomat både er en frugt og en grøntsag.
Hvad er egenligt frugt og hvad er grøntsager?
Med venlig hilsen
Jeanett, maj 2003
Det er ikke helt korrekt, hverken dét svar sundhed.dk giver eller det med sukkerindholdet på de 15% hhv. 5%. Skelnen mellem frugt og grøntsager er et almindeligt tilbagevendende spørgsmål. Er en agurk og en tomat ikke netop frugter i traditionel forstand med kerner, mens et salathoved og en porre klart er at rubricere som grøntsager, på grund af bladet eller plantestænglen? Sagen er, at der skelnes på to forskellige planer, hhv. det gastromisk–kulturelle, og det rent botaniske. Det korrekte svar er som delvist givet, at f.eks tomat, squash og agurk er begge dele; frugterne bruges bare som grøntsager.
Grønthandlernes og engrofirmaernes svar med sukkerindholdet er ikke korrekt, for det kommer an på hvilke sukkerstoffer (mannose, glukose, fruktose og andre -oser) der skeles til. Og hvad er nyplukkede ærter og sukkermajs, hvis de ikke er søde og netop har et højt sukkerindhold? Her tænkes på nyplukkede majskolber, der iøvrigt ikke er at sammenligne med de, der har ligget mange timer og omdannet kulhydrat til stivelse, som de man køber. (I friske sukkermajs halveres sukkerindholdet normalt indenfor 6 timer efter plukning alt efter temperaturforhold og modenhedsgrad). Men hvad er forskellen da, mellem frugt og grøntsager?
Grænsen er flydende og det er plantens traditionelle anvendelse, der afgør rubriceringen. Derfor er det svært at skelne præcist og endegyldigt. En grøntsag er en betegnelse, der primært dækker urteagtige planter, som anvendes i større mængder til direkte føde med ernæring for øje; de er oftest uden udpræget sødlig smag. Da krydderier i princippet har samme biologiske struktur (med grønne dele, frø etc.) men anvendelsen her sker i små mængder, er disse ikke at regne som grøntsager. Krydderierne fungerer som smagsforstærkere eller smagsgivere. Mange forskellige planteorganer kan anvendes om grøntsager: bælge med frø (ært/bønne) blade, rødder, stængler, blomsterknopper (artiskok) m.m.
En frugt defineres botanisk som et planteorgan, der indeholder frø; kort sagt, dét der bliver tilbage efter bestøvning, befrugtning og afblomstring. Herefter deles vandene i mangfoldige former, frøstande, farver og strukturer. Gastronomisk kategoriseres frugt endvidere på grund af et traditionelt højt sukkerindhold, kulturel desertbrug eller anvendelsen til småspiseri drevet af den søde tand.
Med venlig hilsen
Henrik Ahlmann
Økologisk Havebrugskonsulent
Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Diverse > Hvad er forskellen på frugt og grønsager?
Kommentarer
Der er 1 kommentar til denne tekst. Læs kommentarer…