Kan jeg bruge træasken i min køkkenhave?

Mange gange har jeg læst og hørt, at træaske skulle være glimrende at strø ud i sin køkkenhave. Jeg har derfor med glæde benyttet mig af (en del af) restproduktet fra vores lille brændeovn, som fyres med birk og kirsebær.

Til min fobløffelse læste jeg forleden i et dagblads havebrevkasse, at træaske indeholder bly og cadmium (fordi det har opsamlet luftens forurening gennem sin levetid) og derfor ikke må bruges i køkkenhaven.

Hvad skal jeg tro på? Har I et bud?

Med venlig hilsen
Hanne Hinz, april 2002

Svar

Spørgsmålet peger på noget meget centralt for os alle, nemlig vores ansvarlighed i den forurenede omverden.

Der kan ikke gives et kort svar, det er mere kompliceret. Hvis man kan sværge på, at der ikke er brugt glittet, farvetrykt papir eller avispapir til optændingen, og hvis man er 100% sikker på, at der ikke er smuttet nogen form for menneskeskabt emballage eller andet affald med i ovnen, så indeholder træaske kun de mineraler, som træet har optaget fra den jord, det stod i. De fleste træer vokser i skove eller hegn, hvor belastningen med tungmetaller er minimal, og i så fald er det en helt korrekt, økologisk praksis at fuldende kredsløbet og lade asken fra disse træer vende tilbage til jorden.

Der findes ganske vist træer, som vokser i jord, der er forurenet med tungmetaller, bytræer f.eks., og asken fra disse udsatte træer (som har bidraget til at filtrere byluften) vil være belastet med et ukendt indhold af disse grundstoffer. Det samme gælder alle former for brænde, som kommer fra nedbrydning eller byggeaffald. Her er det mest sandsynlige, at træet har været malet eller imprægneret på én eller anden måde. Derfor er asken ikke uskyldig, og man bør bruge den med omtanke. Hvis træasken ikke er helt ren, så må man gøre op med sin samvittighed, om den skal bruges i haven. På den ene side er det en grim tanke at føre livstruende tungmetaller ind i havens kredsløb, men på den anden side er det ikke kun godt at sende asken af sted med skraldet til losseplads eller forbrænding. Derved er kredsløbet stadig tilstoppet, og asken vil medvirke til en koncentration af problemer. I givet fald kan man tage sin part af recirkuleringen og bruge asken (eller kompost med aske i, se nedenfor) under ikke-spiselige planter i prydhaven eller i skoven. Men pas så på med bladkomposten fra disse arealer!

Det skal nævnes, at aske i forbindelse med vand danner en meget skarp lud. Det var faktisk opskriften på vaskelud langt op i forrige århundrede. Hvis den lud får lov at virke direkte i jorden, så skaber den problemer for de levende væsner dernede. Derfor er det heldigste, man kan gøre, at strø asken ud i et tyndt lag over kompostbunken. Her kan den så neutralisere den syre, der dannes under komposteringen, og her vil den give et mineraltilskud, som øger kompostens gødningskraft. Det medfører så til gengæld, at komposten må give anledning til de samme overvejelser, som blev nævnt ovenfor om asken!

Hvis man tager tungmetallet cadmium som eksempel på de problemer, som kan være knyttet til brugen af træaske fra en brændeovn, kommer man frem til at 1000 kg tørt brænde (svarende til ca. 800 kg tørstof) giver sådan ca. 4 kg aske. Af denne aske vil 80 mg være cadmium. Fordeler man disse 80 mg på en have med 1000 m², så svarer det til en belastning på 800 mg pr. ha (= 0,8 g pr. ha), hvilket er ca. 1/5 af den belastning, vore landbrugsarealer udsættes for gennem, bla. gødskning, hvert år. Hvis haven i øvrigt har en humusrig jord, og hvis denne mængde ikke skal udbringes på samme jord hvert år, så skulle det ikke kunne volde problemer at bruge ren træaske som tilskud til komposten.

Med venlig hilsen
Sten Porse
Pensioneret faglærer, myrica.dk