Skrevet af: -Kennet-, 16. september 2003 kl. 16.55
Hej derude!
I foråret købte jeg en del poser i Bilka med liljeløg – almindelige og asiatiske. Det var første gang, jeg prøvede at plante sådanne og udover jeg er lidt skuffet over hvor få der kom, var resultatet imponerende flot. Men nu kommer der jo så et par spørgsmål omkring disse liljer:
1. kan det skyldes at de først blev plantet sent (medio maj) at relativt få kom op?
2. Kan/er sådanne liljer flerårige?
3. Kan de overleve i jorden her til vinter, for jeg har plantet ca. 120...
Håber der er en eller anden derude der sidder med et svar på mine spørgsmål...
Mvh. Kennet
Skrevet af: Trine Petersen, 22. september 2003 kl. 13.30
Du kan roligt lade dine liljeløg blive i jorden, de kan sagtens overvintre. Og bare vent, du skal nok få et imponerende resultat ud af det. men husk at løg også skal have noget at leve af, så giv dem noget gødning. Og pas så på liljebillen, for den elsker dine liljer og med så mange skal du nok få arbejde med at pille biller af liljerne!
Men smukke det er de!
Skrevet af: Hopla, 22. januar 2004 kl. 1.17
Hej Liljevenner & Co.
Jeg er do. en lijlefreak og har nu måneder forsøgt at finde Lilium Martagon ''alba''. Men tænk denne allernemmeste lilje som udover at være fantastisk så spreder den sig do. gerne villigt pr. frø! Ganske af sig selv. MEN. som sagt så er det ikke lykkedes mig at støve den op nogetsteds ejheller pr. net. Fandt ét sted men de fortalte dagen efter at de ikke havde den alligevel. NOGEN der ved hvor disse liljer kan købes? Enten rimeligt tæt ved KBH eller fra et sted hvor den gerne sender.
* **Franijeur
Skrevet af: Benthe Bach, 21. juni 2004 kl. 16.49
Er der nogen, der kan fortælle mig noget om liljen stargazer, en smuk, velduftende hvid/lilla lilje, som jeg ellers kun kender fra buketter, men nu også har set på rod til stuebrug? Hvad gør man, når den har afblomstret? Kan den sætte nye blomster inden døre, skal den plantes ud i haven, hvordan passer man den bedst mht. lys/skygge, vand og gødning?
Skrevet af: Torben Nielsen, 16. maj 2005 kl. 19.44
Jeg har lagt en masse liljeløg i kasser inden for.
Nu er mit spørgsmål om jeg kan plante dem uden for når de blomstre eller om jeg skal gøre det før?
De er nu omkring 30–60 cm høje.
Hvor tæt må man plante dem når de skal sættes ud i bedene?
Skrevet af: Mogens Christiansen, 20. juni 2005 kl. 16.37
Kan potteliljer blomstre mere end et år?
Hvad skal jeg gøre for at de gør det;
Skrevet af: Hanne I Glostrup, 21. juni 2005 kl. 0.49
Hej Mogens.
Ja, det kan de sagtens.
Du skal bare pleje og passe dem some andre planter med vand og gødning resten af sommeren.
Jeg overvintrer mine op ad husmuren med lidt gran og fiberdug over. Men jeg ved egentlig ikke om det sidste er nødvendigt. Jeg gør det bare generelt med alle mine overvintrende potter.
Mine laver endda også små nye liljer, men jeg har ikke måttet dele dem endnu, og det er 3. år.
Held og lykke.
Skrevet af: Winnie, 27. juni 2005 kl. 17.52
Hej Franijeur
på www.lundhede.com har jeg fundet den lilje, lillium martagon ''alba'', som du efterlyser. Du kan finde den i deres internetbutik. Brug hurtigsøgning :-)
Held og lykke med det.
Skrevet af: Kaj Wagener, 26. juli 2005 kl. 12.08
Hej.
Jeg har haft mange flotte blomstrede liljer i år. De fleste er nu afblomstret. Mit spørgsmål går på, om den afblomstrede top skal "plukkes"/afskæres ligesom tulipaner og rododendron.
Håber at få svar.
Fortsat go' sommer.
Skrevet af: Birgitte Mortensen, 12. august 2005 kl. 9.52
Hej!
Hvordan får jeg bedst has på liljebillerne på mine smukke liljer?
V.h.
Birgitte Mortensen
Skrevet af: Lilium, 3. september 2005 kl. 22.17
Lidt almen viden:
Lilium er en slægt af en større familie Liliacea. Den sidste er meget stor, mens
Lilium kun har ca. 100 arter (med underarter måske 150).
Liljer vokser kun på den nordlige halvkugle.De har alle blomster med 6 kronblade og et løg, hvorfra en eller flere stængler vokser op hvert forår. Beskadiges denne må man vente et helt år før man igen ser nogen nyvækst.
Ved krydsninger mellem de forskellige liljearter er der opstået mange nye liljer (hybrider) og af disse er der på nuværende tidspunkt omkring 8000 registrerede. Liljer fås i alle farver på nær blå og i højder fra 10cm til 3 m. Blomsternes diameter kan være fra få cm til 30 cm.Mange liljer har en herlig duft og kun få en mindre tiltrækkende aroma.
Af de ca. 100 arter er der kun ca. 5 der ikke kan dyrkes på friland i Danmark.
Nogle liljearter er nemme mens andre er næsten umulige at dyrke og kun for rigtige liljeentusiaster.
De fleste liljer laves i Holland og de har alle opadvendte blomster for at kunne pakkes. Det er derfor også disse liljer der hyppigst udbydes til salg. Ofte er de ikke gode haveliljer.
Efter hvor nærtbeslægtede liljearterne er inddeles de i 9 divisioner.
Ikke alle liljer kan krydses med hinanden f.eks. kan Star Gazer som er en Orientalsk lilje ikke krydses med L.martagon var. album (med mindre man bruger reagensglasmetoder).
Liljer har 2 hovedsygdomme og en fjende.
2 svampesygdomme h.h.v Botrytis (liljegråskimmel) og Fusarium (der giver løgråd) samt liljebillen som gnaver i blade og blomster og larven som optræder på samme måde og er ulækker, fordi den dækker sig med ekskrementer.
Liljebilleproblemet kan delvist løses ved at man på de første forårsdage med solskin og lunt vejr(marts–april) går sine planter igennem for denne lakrøde bille og knuser dem. Det stopper nemlig den første angrebsbølge og forhindrer fortsatte angreb af succesive generationer.
Botrytis er normalt ikke et problem i haver med få liljer, men jeg som har mange tusind får ofte skimmel i august og så taber liljerne deres blade som visner over nogle uger (a la kartoffelskimmel).
Det betyder oftest ikke så meget på den tid af året, men det nedsætter selvfølgelig løgets mulighed for at danne endnu flere blomster til næste år. vejen frem hvad dette angår er avl af resistente sorter. Hvad angår Fusarium er der resistente liljearter (f.eks L.henryi)
Martagonliljer er ret nemme at have med at gøre og liljebillerne er ikke så glade for dem. Sæt dem i halvskygge og planterne kan passe sig selv i en menneskealder.
De Orientalske kan dyrkes på et halvskygget sted i sur jord, men egner sig eminent godt til dyrkning i en stor potte.
Asiatiske liljer er også nemme, men de kræver fuld sol og almindelig havejord.
John Lykkegaard Haslev
Skrevet af: Green, 22. september 2005 kl. 19.55
Det var dog imponerende at kunne gennemgå flere tusinde lilier for biller. Jeg har 10 og selv om jeg er efter biller et par gange om ugen fra vibeægene kommer op til nu kan jeg hver gang finde både larver og biller.
Skrevet af: Green, 22. september 2005 kl. 20.01
Rigtig god artikkel om lilier, meget mere oplysende end almindelige havebøger.
Skrevet af: Alex, 29. maj 2006 kl. 15.23
Hej du kan godt plante dem ud og så kan de blive ude helle året men de skal ha gødning og vand men de må ikke stå og soppe i vand jeg har liljer de står med 15 cm mellem dem men det anbefales at de står med 30 cm mellem
Skrevet af: Alex, 29. maj 2006 kl. 15.33
Hej jeg har ca 300 liljer og ikke en bille jeg er sikker på at det er for jeg har nogle små høns gående imellem mine liljer så er der heller ikke noget ukrut for det bliver også spist så kommer der nogle meget dejlige æg også med orange blomme som bare smager godt hønsene er chabos de flyver ikke op og ødeliger planterne og så skraber de ikke såmeget i joren
Skrevet af: Joy, 14. august 2006 kl. 22.39
Hej
Jeg har købt liljer i en potte men efter den er afblomsteret, har jeg nu klippet den ned, kan jeg få den til at blomster igen næste år, hvis jeg lader den stå? mange hilsner en som elsker liljer
Skrevet af: Helle Nørgaard, 15. august 2006 kl. 13.20
Hej Joy
Sæt knoldene ud i haven, så har du liljer næste år igen.
Helle – www.helleshave.dk
Skrevet af: Joy, 16. august 2006 kl. 20.27
Hej helle
Skal de udenfor og stå de må ikke blive i potter inde for? tak for din hjælp
Skrevet af: Alex, 16. august 2006 kl. 21.38
Du kan godt ha dem inde frostfrit men de må ikke få lys og varme for så vil de starte på at gro fortidligt og det klarer de ikke men det beste vil være at sætte dem i joren i haven.
Skrevet af: Joy, 17. august 2006 kl. 0.04
Hey
Mange tak for jeres hjælp.
mvh Joy
Skrevet af: Helle Nørgaard, 17. august 2006 kl. 12.33
Hej Joy
Jeg har mine gravet ned i haven og de er ude hele året.
Helle – www.helleshave.dk
Skrevet af: Lillian Hjorth-Westh, 22. august 2006 kl. 8.38
Skal liljer klippes med efter blomstringen, eller visner de selv?
hilsen Lillian.
Tak for svar
Skrevet af: Lilium, 22. august 2006 kl. 12.05
De skal ikke klippes ned, men det kan være en fordel at fjerne frøkapslerne.
Lilium
Skrevet af: Henning Thomsen, 11. oktober 2006 kl. 18.42
Jeg har lige modtaget mine lilje løg
igår (10–10–2006).
Skal de i jorden nu eller er det bedre at vente
til foråret?
Skrevet af: Helle Nørgaard, 11. oktober 2006 kl. 19.38
Hej Henning
Du skal da bare lægge dem i jorden nu, Liljer står jo ude hele året.
Helle – www.helleshave.dk
Skrevet af: Sanne Holm Larsen, 11. oktober 2006 kl. 21.25
Hej hej.Blander mig lige.Kan nogen fortælle mig om mine meget skønne hvide liljer vil komme igen næste år selvom de blev totalt barberet og skalperet af de f... liljebiller i år.Jeg var i edn grad efter dem og resten af liljerne har det fint men lige disse.ak og ve.
Skrevet af: Anne Demant, 12. oktober 2006 kl. 8.49
Jo, mon dog ikke, der er ganskevist nogen lilje løg der ikke tåler alt for meget frost, (vistnok dem der hedder kejserliljer) men det er så ikke billernes skyld. Jeg har ikke selv mulighed for at opbevare løg frostfrit, og jeg har mange liljer (jeg altså ikke ved hved hedder) i haven hvert år.
Skrevet af: Alex, 12. oktober 2006 kl. 9.30
Hejsa kejserliljer har jeg også i haven og de har stået der i et par år nu men at de er spist at de små røde kræ sker der ikke noget ved de skal nok komme igen jøg er noget hårført noget så der behøver du ikke at være bange men jeg kender et stid hvor der står lidt om hvordan man kommer de små kræ til livs og der er også liljer og iris som man kan købe til fornuftig pris www.havenyt.dk/skadedyr_og_plantesygdomme/19.html her er siden om hvordan man gør med liljebiller. mvh Alex
Skrevet af: Alex, 12. oktober 2006 kl. 9.36
Har en et sted hvor jeg selv køber mine løg og de er meget fine og de er ikke bange for at give er godt råd hvis man lige mangle et.prøv at se på denher side www.liljeshop.dk/ der køber jeg selv mine liljer og iris.
mvh Alex
Skrevet af: Sanne Holm Larsen, 12. oktober 2006 kl. 11.50
Mange tak for de svarene og henvisningen til shoppenog hjemmesiden.Gælder mig at jeg får nogle af mine yndlinge at se igen.
venlig hilsen Sanne
Skrevet af: Vibeke Poulsen, 31. oktober 2006 kl. 19.26
Hvad med at melde Jer ind i Dansk Iris og liljeklub?I får et blad fire gange om året og har mulighed for at købe frø af lilje og irisfamilien.
Og det er ikke spor svært at så liljer!
Vibeke Poulsen
Skrevet af: Mark Hansen, 1. november 2006 kl. 12.57
Jeg er forholdsvis ny i havehenseende og i foråret plantede jeg nogle løgplanter, som jeg havde købt i kvickly. Her er tale om liljer og iris. Jeg plantede dem et meget lyst og tørt sted – hvilket jeg senere fandt ud af var en dårlig ide. Der kom 3 iris op af jorden og ud af dem blomstrede kun 1. Ydermere kom 4 liljer op af jorden og af dem blomstrede 2, hvoraf den ene meget begrænset. Jeg har lige trukket alle løgene op af jorden i dag og på de to liljer der slet ikke blomstrede var stænglen under jorden spækket med små sideløg, mens der ingen var på dem som blomstrede.
Hvad er grunden til dette og kan jeg med fordel plante de små sideløg ud her inden frosten tager rigtigt fat eller bør jeg vente til foråret?
Jeg er også i tvivl om jeg bør plante selve liljeløget tilbage ud nu eller om det egentligt er bedst at opbevare det indendøre ligesom man gør med nogle andre løgplanter?
Håber der er en der kan svare mig så jeg kan få succes med det til næste år.
på forhånd tak
Skrevet af: Helle Nørgaard, 1. november 2006 kl. 14.08
Du kan have plante dine løg for sent så de kun nåede at danne blade, men så vil de komme til næste år. Læg dem tilbage i jorden igen, ellers står du måske med samme problem næste sommer igen, mine løg blev sat i sin tid sat om efteråret og blomstrede sommeren efter, jeg tager dem ikke op om vinteren, de er i jorden hele året.
Helle – www.helleshave.dk
Skrevet af: Lilium, 26. november 2006 kl. 17.00
Lige for at rette et par misforståelser, så er kejserliljer ikke ægte liljer, men tilhører slægten Fritillaria (med bl.a. vibeæg og kejserkroner som de mest kendte).
Ægte liljer tilhører slægten Lilium.
Man skal ikke klippe liljer ned når de har afblomstret!
Man berøver dem derved muligheden for at opbygge et endnu større løg-der vil give endnu flere blomster året efter.
Jeg har en del liljer på min hjemmeside. Se på
www.flickr.com/photos/16734351@N00/
De fleste er dyrket fra frø eller importerede løg fra Kina.
Lilium
Skrevet af: Helle Nørgaard, 26. november 2006 kl. 17.15
Det var dog nogle fantastiske billeder og Liljer. Hvor lang tid går der fra du har sået frøene og til de er i blomst? Jeg har egentlig aldrig været til Liljer, men der er helt sikkert nogle af dine jeg vil kigge efter, på planteskolerne.
Helle – www.helleshave.dk
Skrevet af: A.M. Lønbæk Planteskole, 26. november 2006 kl. 20.25
Hej Helle
Prøv at se på www.liljeshop.dk hun har også lidt af hvert.
Hilsen Anne Marie
Skrevet af: Lilium, 28. november 2006 kl. 19.46
Hvad angår såning af liljer er det egentlig meget nemt.
Man skal dog lige kende et par grundregler.
Martagon liljer og Orientalske liljer spirer hypogæisk-d.v.s. at frøene spirer og danner et løg (miniudgave) der herefter kræver 3 mdr's kulde før man ser noget grønt spire frem. Man kan sætte lidt fart i processen ved at putte frøene i en frysepose med lidt sphagnum og tilsætte vand og herefter opbevare dem ved stuetemperatur til løgene er dannet. Hvis man gør det om efteråret er de klar til udprikling i februar–marts og vil straks få det første blad når betingelserne er til det-man vil herved se løget blomstre et år før normalt.
Amerikanske liljearter har det på samme måde, men de skal helst sås om efteråret og udsættes for faldende temperaturer fra 15 til 5–10 C og herefter have kulde (frost).
Næsten alle andre liljefrø spirer epigæisk d.v.s. at der fra frøet kommer et kimblad som spirer straks og dette blad giver næring til dannelse af et løg.
Udsåning foregår om foråret for denne type.
Hvis man er dygtig og giver godt med gødning evt. forlænger vækstsæsonen i drivhus (og dyrker dem i potter) kan man være næsten sikker på at løget vil blomstre året efter hvis man får fremtryllet 6 blade på løget (det gælder også for de hypogæiske).
Martagon liljer er dog meget langsomme og det hurtigste jeg har oplevet er 3 år fra de er sået-enkelte har været 8 år om at blomstre.
De almindelige Asiatiske liljer kan man nemt få i blomst året efter, at de er udsået.
Hvis man vil være sikker på ikke at gøre noget forkert er min erfaring at næsten alle frø trives i Pindstrups "røde " sphagnum-der er gødet.
Jeg har sået i tusindvis af frø gennem de sidste 20 år i forskellige medier, men i det medium lykkes det meste.
Brug ALDRIG hønsegødning (eller for den sags skyld andre såkaldte organiske gødninger)-de er ofte så inficerede med Fusarium (en svamp der angriber løgets basale vækstpunkt) at alle løgene dør.
Derimod kan man med stor fordel bruge Animix når man gøder, da jeg af erfaring ved at denne gødning ikke indeholder Fusarium.
NPK er også i orden, men kan være vanskeligt at dosere.
At så sine egne liljer kan være en enorm oplevelse da de alle er forskellige fra ophavet (på nær Lilium regale (kongeliljen)). Kongeliljen har det fænomen at den kan sætte frø der er helt identiske med moderplanten -selv om man har krydset den med en anden plante-dette fænomen kaldes Apomixis -måske kan man oversætte det til jomfrufødsel. Enkelte andre liljer har det på samme måde, men næppe nogen af dem der er i almindelig handel.
Hvis man får lavet en ny lilje der er helt unik kan man indregistrere den og give den et navn.
Det er helt gratis.
Denne registrering skal foretages via det engelske liljeselskab RHS Lily Group (søg på nettet).
Jeg har p.t. kun en enkelt registreret lilje og den hedder Thyra.
Selv om jeg har fremstillet mange tusind liljer siden, er jeg meget kritisk og ønsker kun at registrere nye liljer, der er helt fantastiske f.eks. modstandsdygtige overfor gråskimmel, har nye farvetegninger eller pletter m.m. og der er ved at ske noget på det felt.
Jeg laver ca. 4–500 nye krydsninger hvert år.
Lilium
Skrevet af: Kamilla, 7. marts 2007 kl. 18.09
Hej. Jeg har købt nogle lilje løg. Hvordan planter jeg dem i min have?
K.h. Kamilla.
Skrevet af: Alex, 8. marts 2007 kl. 19.00
www.liljeshop.dk/group.asp?group=203&sub=203 Hej her er en side hvor du/i kan finde svar på næsten alt hvad i har brugfor og i kan også købe lilje løg der og meget andet og det kommer op alt sammen fik selv mange løg sidste år og de kom alle sammen virkelig fine varer til remelige priser husk pris og kvalitet hænger sammen min erfaring mvh Alex
Skrevet af: Jytte H., 5. maj 2007 kl. 22.52
Du kan også få oplysningerne hos Dansk Iris og Liljeklub, www.dils.dk. De udgiver en løgliste om efteråret hvor medlemmerne kan købe løg hos andre medlemmer og en spændende frøliste om vinteren, bl.a. med liljefrø doneret af andre medlemmer.
Skrevet af: Helene, 28. oktober 2007 kl. 16.31
Hej
Jeg har købt et par Madonnaliljeløg. Jeg er nybegynder og aner ikke om de skal plantes ud her i efteråret eller til foråret. Kan kun finde frem til at løget skal stikke lidt op over jorden. De skal stå i krukker. Er der nogen der vil svare mig på dette spørgsmål?
På forhånd tak.
Hilsen Helene
Skrevet af: Lilium, 30. oktober 2007 kl. 22.39
Det er korrekt at lilium madonna skal placeres med næsen af løget lige i jordoverfladen.
Hvis du er heldig vil der nå at komme et par blade op som holder vinteren ud. Til foråret vil der komme en stængel med blomster.
Skal have kalkrig jord i fuld sol.
Det bedste tidspunkt at omplante den er august, men du skal plante den nu, da løget ikke vil være meget værd til foråret.
Er fuld hårdfør.
Iøvrigt er der kun en anden lilje der har bladroset ved basis nemlig Lilium catesbaei-men det er en helt anden historie.
Skrevet af: John Bonnesen, 10. december 2007 kl. 14.56
Jeg er ny og uerfaren ind i liljernes verden, men jeg kunne tænke mig at få nogle af disse dejlige blomster i min have. Jeg har læst en del om dem. Er der nogen der vil sælge mig en " startpakke " (løg) som er gode og lette at få til at lykkes?
Skrevet af: Lilium, 10. december 2007 kl. 20.01
Tjae-du kan få megen information her:
www.dils.dk/dk-pages/news.php
De sælger også løg.
Ellers er der forskellige leverandører på nettet.
Megen nyttig information om liljearter kan du få her :
www.the-genus-lilium.com/main.htm
Ellers må du kontakte mig-evt. søge på Google med mit navn
Skrevet af: Lilium, 13. december 2007 kl. 17.06
Og så er det at man tænker på et responce!
Skrevet af: Gerda Sørensen, 17. februar 2008 kl. 14.50
Hej
Hvor finder man løg af
Lilium Speciosum Gloriosoides
Hilsen Gerda
Skrevet af: Lilium, 19. februar 2008 kl. 7.55
RHS Lily Group Seedlist har den-nok som den eneste i verden.
Her er et billede af min.
m.flickr.com/photo.gne?id=65074107&
Lilium
Skrevet af: Susanne Sleiborg, 14. juli 2008 kl. 12.20
Hej alle
Jeg købte sidste år to liljeløg, det eneste jeg ved om dem er at der stod Pink Perfection på posen. Sidste år blev de ikke til så meget, men jeg mener da at de var pink. I år er de utrolig flotte med 12 store blomster og knopper – MEN i år er de nærmest cremefarvede – hvad mangler de?
Skrevet af: Lilium, 14. juli 2008 kl. 12.55
Pink Perfection er en Strain d.v.s. et krydsningsprodukt, som kan falde lidt forskelligt ud fra næsten hvid til mørkviolet. Temperaturen har også indflydelse på farven -jo køligere jo mørkere.
Endelig er der også virusinfektioner som kan ændre farven på liljer specielt i hvid retning.
Nu lyder det jo som om de trives godt så du kan jo evt. købe endnu en portion og håbe at denne har den mørke farve.
Skrevet af: Susanne Sleiborg, 14. juli 2008 kl. 13.02
Hej Lilium
Tak for svaret – du har ret, det ser ud som om de trives rigtigt fint – jeg var bare i tvivl om om jeg gjorde noget forkert :-)
Skrevet af: Ingelise Sylvest Olsen, 29. juli 2009 kl. 17.25
Hel alle!
Jeg har i min lille have kejser liljer som i toppen har en frøkapsel dem har jeg klippet af, men hvad gør jeg så?.
Skrevet af: Lilium, 29. juli 2009 kl. 20.36
Ja-du kan så dem da-hvis du vil have flere!
Fritillaria har ca. 150 arter,hvoraf den er en af de mest kendte.
Der går 3–6 år før de blomstrer, så dem derfor et sted hvor du ikke luger alt for omhyggeligt...
Du skal være logget ind som bruger, før du kan deltage i forummet på Havenyt.dk. Er du ikke allerede oprettet som bruger, kan du oprette dig som bruger her.