Skrevet af: Bettina, 4. august 2008 kl. 19.27
Vi har i vores have en meget stor og ikke velholdt spireahæk. Vi har fået at vide, at den bliver pæn hvis man klipper den ned. Hvornår på året er det bedst? Derudover vil vi gerne have hækken flyttet ca en ½ meter længer ind på vores grund. Kan man gøre dette samtidig med, at man klipper den ned eller hvornår på aret er det bedst?
Håber at der er nogle der har erfaring med sådan en hæk.
På Forhånd tak.
Skrevet af: Mogens; E., 4. august 2008 kl. 21.28
Jeg har været med til at grave store Spireahæk planter op. Det gør jeg aldrig mere, de har et kæmpe rodnet. Klip den istedet en halve meter ind på begge sider, og godt ned i højden til 1,5 m. over jorden. Så er den nem at klippe fremover. Den bliver ikke køn efter denne omgang men til foråret bliver den hurtigt grøn igen, hvis du klipper nu kan den nå at sunde sig inden vinteren.
Skrevet af: Grethe Iversen, 5. august 2008 kl. 23.15
Jeg ville aldrig gøre som Mogens foreslår, det ville jeg kalde for en Varmemesterbeskæring, og i mine øjne er det ikke kønt.
Hvis I vil have en naturligt udseende hæk, skal I fjerne 1/3 af grenene ca 5 cm over jorden i år, (lige sent nok, men det går nok). Næste år klipper I igen og fjerner denne gang halvdelen af de resterende "gamle grene, det 3die år fjerner I resten af de gamle grene. I har nu en meget flot og total forynget hæk, som efter nogle år igen skal have samme tur. (når den igen begynder at se ranglet ud).
Beskæringerne foretages normalt og bedst lige efter afblomstringen, da det er her den nye tilvækst er størst, og skuddene kan nå at afhære.
Samme metode bruges til næsten alle blomstrende buske, så er de altid flotte at se på.
Hvis I vil flytte hækken i stedet for, skal I vente til den har smidt bladene, grav den op, og tag de bedste skud med rødder og plant dem som barrodsplanter, men det vil blive et kæmpearbejde.
Skrevet af: Hans, 6. august 2008 kl. 19.32
Bettina skriver at det er en meget stor og ikke velholdt Spirea hæk, derfor er "varmemester" metoden at foretrække da det er overstået på en gang. Grethe's fremgangsmåde er nok det pæneste, men det er en 5 års plan eller mere da det er en stor hæk.
Skrevet af: Henrik Olsen, 6. august 2008 kl. 21.07
Hej Grethe- jeg har brugt varmemester metoden på min spireahæk med godt resultat. Når klipningen foregår om efteråret ser det ikke så slemt ud da hækken ingen blade har om vinteren alligevel, og den bliver hurtig grøn til foråret.
Skrevet af: Grethe Iversen, 6. august 2008 kl. 22.23
Hej Jens og Henrik.
Jeg er ikke enig med jer, da der vil komme en del skud fra hvor hækken er klippet, og ikke så mange fra bunden som der ellers ville gøre,og på den måde er man nødt til hvert år at klippe osv. og DET GÅR UD OVER BLOMSTRINGEN.
Men ok smag og behag er jo forskellig.
Jeg har selv lige blevet færdig, (på 3 år), med min egen spiræahæk, (også kaldet snedrivebusk) den er ca. 20 m. lang og ½ m. bred forneden ved grenene, den er blevet så flot, tæt fra neden af og rigtblomstrende, totalt forynget, og nu kan den klare nogle år igen.
Jeg agter derefter at tage nogle grene en gang imellem, så undgår jeg den store foryngelseskur.
Det var en gammel hæk, der ikke var blevet passet i mange år, og som stod her, da vi købte ejendommen for 4 år siden.
Nå, men det er jo op til Bettina, hvad hun foretrækker og vælger.
Skrevet af: Mogens; E., 7. august 2008 kl. 19.44
Til Grethe... Der findes flere typer af Spirea, hvoraf de mest brugte er Vanhouttei, Greifsheim, Arcuta = snedrive og Antony Waterer og Swowmound.
Jeg gik ud fra at Bettinas gamle hæk var Vanhouttei, som tidligere var den mest brugte og den største, derfor foreslog jeg varmemester metoden. Snedrivetypen tåler ikke samme hårde behandling, som du rigtig nok skriver.
Skrevet af: Winnie, 6. oktober 2008 kl. 7.50
Til Grethe
Jeg er meget nysgerrig i din metode. Er det noget du har erfaret eller hvor har du det fra?
Skrevet af: Grethe Iversen, 6. oktober 2008 kl. 22.16
Hej Winnie.
Det er noget de fleste havebøger som omhandler beskæring anbefaler, og ja, jeg har selv praktiseret det i mange år, det virker og det er forholdsvis let at gennemføre.
Som hovedregel fjerner du hvert år nogle af de ældste grene ca. 2 til 3 stk. Hvis det er en forsømt busk fjerner du 1/3 hvert år i 3 år til alle de gamle grene er væk.Du kan kende gamle grene på farven, de er altid mørkere samt mere mosbegroet osv.
Jeg gør det altid lige efter blomstringen, det er også det der anbefales, hvis busken sætter for mange nye skud efter beskæringen, fjerner du bare nogle af dem (de mindste og svageste samt dem der sidder i vejen for en harmonisk vækst) i løbet af sommeren, dem der er tilbage, bliver på den måde kraftigere.
Du vil med denne metode altid have en "ung" og flot busk med en harmonisk vækst, som også vil blomstre flot år efter år.
Held og lykke med projektet.
Skrevet af: Torben Henriksen, 15. november 2008 kl. 17.37
Hej
Jeg ville høre om man kan beskære en spireahæk i november
Skrevet af: Mogens; E., 15. november 2008 kl. 20.01
Hej Torben. Jeg kappede min spireahæk kraftigt ned sidste år ved denne tid, og den kom sig hurtigt i foråret og har været pæn i år.
Skrevet af: Frits H, 16. november 2008 kl. 19.48
Hej Betinna
Vi havde en 20 m lang spirea so efterhånden var 2 m bred, den savede jeg ned til 40 cm med motorsaven, og lod kun de grene som var nye og lodrette blive. Jeg var bestemt på at det nok var hækkens endeligt, men det blev rigtigt flot. Jeg gjorde det om foråret, det er en nem måde at få en flot og blomstrende spireahæk.
Skrevet af: Mads Steen Jensen, 23. oktober 2009 kl. 8.54
Hejsa :)
Jeg har lige plantet en ret stor spireahæk. Manden på planteskolen sagde, at efteråret er et godt tidspunkt at plante den på.
Men nu spekulerer jeg lidt over, hvor meget vand sådan en fætter egentlig skal have!
Jeg har lige købt hus, og det er første gang, jeg kaster mig ud i sådan et projekt, så jeg står lidt på bar bund. Jeg har gravet dem godt ned i ny kompostmuld, men hvor meget vand skal de have.
Jeg håber, I vil dele jeres erfaringer med mig.
Mvh
Mads
Skrevet af: Søren S Duun, 23. oktober 2009 kl. 10.17
Nogle gartnere giver ikke planterne noget vand, når der plantes i efter året. Ofte indholder jorden vand nok. Grunden er at det skal gå så hurtig, at man ikke gider og vande.
Fordelen ved at give lidt vand (ca. 5 liter pr. plante) er at du får vasket jorden ned i mellem rødderne, dette er i sær vigtig, hvis dine planter er barrodet. Hvis planter har stået i en potte er det en god ide at vande potten først og så plante bag efter. Derfor er det også en god ide at bearbejde jorden først inden man planter den til. Man giver sine planter en god start.
Skrevet af: John Johansen, 13. marts 2010 kl. 21.56
Hej
Jeg har selv en spirea, der er mange år gammel. Den er desværre tjavset at se på og nogle steder er grenene helt vandrette pga. vinden. Den er ikke særlig høj nogle steder, og vil ikke blive større. Skal jeg skære den helt ned.?? Og hvordan finder jeg ud af hvilken type spirea jeg har??
På forhånd tak. ;)
Skrevet af: Søren S Duun, 14. marts 2010 kl. 10.33
Du kan sagtens skære den 10- 20 cm over jorden. Dette har jeg gjort med den spirea , der kaldes "snedriverbusk" Spiraea cinerea »Grefsheim. Hvis du tynder ud i den skal du helst gøre det i foråret , da jeg har erfaret at de tynde gren kan blive svidet af frosten eller bliver trykket ned af evt. snemasser. I mange år har det ikke været et problem, men i år har mange planter også fået svidninger .
Du skal huske på at du ikke får blomstre i de første 3 år efter en total nedskæring
Hvis du vil bevare nogle af de blomsterende grene kan du også nøjes med blot at udtynde dem, ved at du fjerner de tykke og ældste grene og lader et og toårige grene sidde tilbage .
Der finde mange forskellige spirea . Søger du på google.dk images.google.dk/images?hl=da&source=hp&q=spirea&rlz=1W1SUNC_da&aql=&oq=spirea&um=1&ie=UTF-8&sa=N&tab=wi Kan du finde mange oplysninger, samt billeder af dem. Når den blomster kan du ligge et billede herind og se óm ikke vi kan navngive den .
I naturen kan man også finde en vildtvoksende en , som kaldes rævehale spirea, Spiraea billardii, rævehale spiræa men den er oprindelig indført og betragtes som "fauna forurening" (også selvom jeg syntes at den er smuk)
Af de lave spirea finde der også en del, f.eks. Spiraea japonica, rødskærm
Mellemstore, 1 – 1,5 m høje buske, som fås i flere forskellige sorter:
’Goldmound’, kun ca. 0,5 m høj, gult løv, rosa blomster i juni-juli måned.
’Little Princess’, kun ca. 0,75 m høj, tæt, rosa blomster i juni-juli måned.
’Red Princess’, kun ca. 0,75 m høj, tæt, røde blomster i juni-juli måned.
’Golden Princess’, kun ca. 0,5 m høj, gult løv, lyserøde blomster juni-august måned.
’Magic Carpet’, kun ca. 0,5 m høj, grøngult løv, røde blomster i juni-august måned.
’Shirobana’, omkring 1 m høj, blanding mellem røde og hvide blomster fra juni-august måned.
Jeg selv har denne spirea, Spirea x vanhouttei
En lidt grov busk, der bliver omkring 2 m høj. Velegnet som uklippet, opretvoksende hæk. Hvide blomster i slutningen af maj eller begyndelsen af juni måned, som hæk omkring mine kompostbeholdere .
Skrevet af: John Johansen, 14. marts 2010 kl. 14.12
Hej Søren
Tak, for svar. Ved som sagt ikke hvilken type spirea, men den plejer at få masser af hvide blomster til forår. Men som jeg forstår på dig er det underordnet, hvilken type spirea jeg har, når jeg skal skære den helt ned???
Hvordan skal jeg behandle den efter den er blevet skåret ned? Skal den ha gødning, og hvordan skal den klippes fremover?
SIdst, men ikke mindst. Hvornår skal jeg skære den ned?? Er tiden nu, passende til det?
Mvh. John
Skrevet af: Søren S Duun, 14. marts 2010 kl. 14.53
Vendt lige til midt i apris , så tror jeg at faren for den værste frost er overstået . Jeg tror at det nok er snedriverbusken du har stående .
Du behøver ikke at gøde den , hvis den har nogle år på bage . Min farmor har to eksemplar af snedriverbusken stående som aldrig får gødning og jeg klipper maget af dem . Ellers kan du give den lidt kompost .
Skrevet af: D. Linderoth, 1. maj 2010 kl. 9.56
Hej
spørsmål - er det forsent at beskærer hæk nu tro det er en spirea men er ikke sikker den får hvide buket lignende blomster i foråret - den er ikke særlig tæt og det vil vi gerne have den bliver - vores ide er at skærer den ned til 70- 80 cm - er det noget hækken kan klarer ???
MVH. Linderoth
Skrevet af: Mogens; E., 1. maj 2010 kl. 17.21
Hvis det er en spirea kan du godt klippe den nu, det kan den snildt klare, men der kommer så ingen blomster i år.
Skrevet af: D. Linderoth, 3. maj 2010 kl. 21.32
Tak for dit svar Mogens
MVH. Linderoth
Skrevet af: Åse B., 21. maj 2013 kl. 10.47
Jeg har også en hæk, som jeg tror er Spirea. Ved I om jeg har ret og i givet fald, hvilken Spirea det er?
Den har visne partier. Sidste år klippede jeg lidt af de visne dele væk, men der er flere. Faktisk er det kun udenpå den er grøn.
Kan jeg mon allerede nu her i maj, lige efter den er sprunget ud, klippe den ind fra ydersiden og også klippe det visne væk i midten?
Jeg har indtryk af, at der hvor jeg klipper skyder der friske skud, men det har været i toppen og siderne, jeg har klippet. Jeg har ikke før skåret den hårdt ind. Den er 18 år gammel.
Du skal være logget ind som bruger, før du kan deltage i forummet på Havenyt.dk. Er du ikke allerede oprettet som bruger, kan du oprette dig som bruger her.