Skrevet af: Anonym bruger, 28. maj 2002 kl. 12.07
I "Spørg eksperterne" læste jeg svaret på spørgsmålet om flytning eller formering af en gul rose. Det var nyt for mig at høre, at man kan nedkroge en rose. Men jeg undrede mig over, at der ikke blev bragt forslag om at tage stiklinger af rosen. Jeg har taget adskillige stiklinger af roser, de kan åbenbart tages i hele vækstsæsonen.
Sidste år tog jeg en stikling af vores klatrerose i gårdhaven i maj, "New Dawn", da den blev beskåret lidt. Denne stikling blev plantet i min kolonihave sidst på sommeren og gror nu fint, ser voksen ud og vil garanteret blomstre. I august, vist, tog jeg en eneste stikling af en fin hvid engelsk rose, den har overvintret i et sydvendt værkstedsvindue med minimal vanding, og er nu plantet ud i rosenbedet. Også en buskrose har jeg i haven, ligeledes formeret fra stikling, taget midt på sommeren. Faktisk er jeg forbavset over, hvor nemt, det er at avle på roser fra stiklinger, den af buskrosen overvintrede faktisk som stikling i haven og blomstrede allerede året efter.
Mon ikke Nini Højby kunne tage stiklinger af sin gule rose, måske nogle stykker, som hun kunne tage med sig og plante et nyt sted?
Jeg tager stiklingerne på sædvanlig vis, nipper de nederste blade af, så der kun er et eller 2 blade + toppen tilbage og hvis de er store, klipper jeg lidt af det yderste. Det stykke, hvor bladene er taget af, stikkes ned i småvådt leca-muld og kommes i en tynd, hvid plastpose med åndehul i og glemmes i ca. 3 uger. Og voila, så overraskes man af et spædt, nyt blad, som næsten straks tåler fri luft.
Venlig hilsen Clara Andersen
Skrevet af: Annemarie Krarup, 30. maj 2002 kl. 14.24
Kære Clara
Jeg er ikke så trænet i at tage stiklinger, så kan du ikke pinde ud hvordan du gør?
Tager du en gren og lader et par blade og spidsen sidde på? Og klipper også i de blade du lader sidde hvis de er store?
Efter de tre uger i småvådt leca – skal man så sætte den i en urtepotte eller i en vase med vand – og hvorlænge går der før man kan plante ud?
Mange hilsner
Annemarie Krarup
Skrevet af: Clara Andersen, 30. maj 2002 kl. 22.44
Kære Annemarie
Tag gerne mere end 1 stikling af rosen, for det er ikke sikkert, at alle slår rod.
Hver stikling består af et afklippet grenstykke med 4 blade på, og du hiver de 2 nederste af – ikke klippe –, for det er her, roden dannes, og det punkt stikkes godt ned i den småvåde leca–muld. Den yderste af de siddende blades 5 flige klippes af. Et topskud kan gøre det ud for et blad, men der må ikke være knop på.
Stiklingene kan sættes i hver sin lille plastpotte med et par bambuspinde el. tynde grill–pinde som værn mod den tynde, hvidlige plastpose, du derpå kommer potten ind i og klipper et lille lufthul i. Må ikke stå i fuld sol.
Du skal ikke tage dem ud, før der er kommet et nyt fuldt udviklet blad frem. Så passes de som potteplante indtil du synes, de er store nok til at plante ud.
Mange hilsner Clara
Skrevet af: Gyda Nielsen, 26. juni 2002 kl. 15.08
Kære Annemarie
Du kan også trække et sideskud af, så der følger et lille stykke af grenen, som den sidder på, med. Det lille stykke af grenen kaldes en "hæl". Den lille hæl gør at rosen lettere slår rod.
På stilken ved hvert blad, sidder der et lille øje. Det er vigtigt, at du ikke beskadiger dette, da det er herfra roden skal skyde ud.
Du skal vente med at trække rosenskudene af til, du har klargjort stedet, hvor du vil stikke/plante dem, ellers tørrer de ud.
Jeg har slået 4 brædder (ca. 20 cm brede og ca. 120 cm lange) sammen til en firkant, som jeg har beklædt med armeret plastic, påsat med hæfteklammer. En fin misbænk, som nu har holdt i 2 år.
Jeg har løsnet jorden inden for det firkantede område, hvor misbænken skal være i ca. 25 cm dybde og iblandet grus, fordi min jord er lidt tung.
Så har jeg hugget spaden så dybt i den løse jord, som den kan komme, trukket spaden lidt tilbage (så der er en rille på ca. 2 cm bredde), stukket en rosenhælstikling ned i hver side, trukket spaden op og trykket jorden let til.
Derefter har jeg vandet det meget grundigt (ca. 3–4 spandfulde vand), lagt misbænken over (rykket den lidt frem og tilbage, så den ligger nogenlunde jævnt), sørget for at jorden uden om misbænken ligger godt indtil misbænken – gerne et par cm over den nederste kant, så misbænken er lufttæt.
Der kan være mange i sådan en misbænk, så husk at skrive ned, hvilken slags, der står hvor, hvis du tager flere arter.
Næsten alle roserne slår rod på den måde og kan flyttes næste forår.
Held og lykke med forsøget!
Venlig hilsen
Gyda
Skrevet af: Andrè Graavett, 26. april 2003 kl. 9.27
På stilken ved hvert blad, sidder der et lille øje. Det er vigtigt, at du ikke beskadiger dette, da det er herfra roden skal skyde ud... skrev gyda
Det er ikke helt rigtigt, roden kan
komme uden knopper, det er ikke
fra eller ved knoppen roden dannes,
det er noget hun har læst i en bog.
Hvis du har noget LERagtig jord i haven,
propper du pinden med eller uden blade
så har du rosen næste år.
Skrevet af: Annemarie Krarup, 21. maj 2003 kl. 15.27
Tak for alle de gode forslag!
Skrevet af: Brian Haurholm, 5. juli 2008 kl. 16.42
Må jeg spørge, selv om det er til et gammelt indlæg, om det samme kan gøres med roser (dem med duft), og at de så stadig har den duft, som den oprindelige rose busk/træ.?
Jeg mener at roser der har duft, ikke får det (duften) med, når man laver en stikling.
M.v.h.
Brian.
Skrevet af: Margit Andersen, 9. november 2012 kl. 10.47
Hvornår på året tager man stiklinger af roser?
Skrevet af: Henry Gregersen, 9. november 2012 kl. 17.30
jeg er altså ikke ekspert - men jeg har haft held med at tage stiklinge midt på sommeren
Skrevet af: Henry G., 9. november 2012 kl. 20.20
Hej Margit rosenstiklinger kan du i princippet, tage fra tidlig forår til ca først i august, hvis du tager dem meget senere, er der ikke lys og varme nok, til at rødderne udvikles nok til vinteren, der er dog undtagelser, når jeg laver stiklinger af bl.a. roser, bruger jeg ofte de grene, jeg klipper af i foråret, og bruger kun dem, som har en blyants tykkelse, jeg bruger stiklinge med 3 knopper, den øverste kan have et blad (ikke nødvendig), lige under den nederste knop, skal grenen skæres af med en meget meget skarp kniv, eller et gammeldags barberblad, når man klipper en træagtig gren over, bliver den trykket sammen, saften forsvinder og der er fri indgang for råddenskab, stiklingerne sætter jeg altid i et hjørne i drivhuset, direkte i jorden så dybt at kun een knop er over jorden, og hele drivhuset vandes med drypvanding, hen på sommeren kan roserne så pottes, dermed får de en god klump til senere udplantning. Hilsen Henry G.
Skrevet af: Margit Andersen, 10. november 2012 kl. 13.10
Hej Henry G.
Tusind tak for de gode oplysninger, har skrevet dem ud og sat på opslagstavlen, jeg glæder mig allerede til at prøve
Hilsen Margit A
Du skal være logget ind som bruger, før du kan deltage i forummet på Havenyt.dk. Er du ikke allerede oprettet som bruger, kan du oprette dig som bruger her.