Skrevet af: Ingeborg Hansen, 1. april 2022 kl. 15.38
Når man skal skære rigtig mange græskanter, bliver der en stor bunket græsrødder med jord tilbage. I tørt vejr vipper jeg det ud på plænen efter at have rystet løs jord af. Når det har tørret i nogle timer river jeg det sammen og lægger det i en stor bunke i baghaven, tildækket med en presenning.
Der må være en nemmere måde at gøre det på.
Forsøgsvis har jeg tidligere vendt det afstukne græs i spadestiks dybde. Det er jeg blevet for gammel til!
Hvordan gør andre? Jeg har nok omkring 250-300 m græskant.
Nogle steder er jeg holdt op med at kantstikke og klipper helt ind til/under bevoksningen.
Ingeborg
Skrevet af: Lene Skelmose, 3. april 2022 kl. 8.07
Jeg står lige nu også med problemet med - ikke græskanter men tørv. Er ved at anlægge insektbede i græsplænen. Har brugt dem som fyld i højbede - lagt nederst og så et lag jord ovenpå. Har forsøgt at lave humlebiboer - ved at stakke dem med tagsten imellem, så der dannes hulrum. Spændt på om det virker! Lavet et pindsvinebo af en halv palle ( set på nettet) - pakket ind i grene og græstørv.
Kunne godt bruge ideer til anvendelse. I vores tidligere store have blev de bare kørt ned i "skoven" og læsset af. Vi er flyttet i andelsbolig med meget mindre, men dog ok have - det skal man lige vænne sig til. Har stadig en "intet må køres væk " politik, men det er blevet mere udfordrende og kræver noget planlægning.
Skrevet af: Ingeborg Hansen, 3. april 2022 kl. 8.17
@Lene- jeg forstår at meget er anderledes i en lille have uden friareal til at lade stå til og være til at holde ud at se på. Jeg er derfor mega glad for den lille “kratskov” med høje træer vi fik anlagt for 50 år siden. Mine græskanter erjo også nærmest græstørv, men jeg kan ryste meget jord af i tørre perioder. Til gengæld er det vanskeligere at stikke af når det er tørt. Årene har dog forvandlet den stive lerjord til mere medgørligjord.
Skrevet af: Doris Møller, 3. april 2022 kl. 8.43
Jeg har også mange græstørv – både fra afstikning af græskanter og fra plæne, der efterhånden bliver nedlagt.
Jeg stakker mine græstørv, overdækker dem og venter, til græsset er totalt gået ud. Denne tørre marts måned har været en stor hjælp, hvad det angår. Derefter bliver de lagt omkring frugttræer og ved roser. Begge dele trænger til lidt ekstra jord og desuden noget gødning. Der var ret meget kløver i tørvene, hvilket skulle forøge gødningsværdien.
Nu ved jeg godt, Ingeborg Hansen, at du ikke har kløver i din plæne og derfor helle ikke udgået kløver i græstørvene. Men det er altså sådan, jeg gør. Jeg er spændt på, hvad disse tørv kan gøre for mine frugttræer og mine roser.
M.v.h.
Doris Møller
Skrevet af: Ingeborg Hansen, 3. april 2022 kl. 9.21
@Doris :-)
Jeg har et lille område i min plæne som har kløver! Det har været der i 50 år og jeg er glad for den lille plet kløver, selvom den forsvinder i græsset. Det er dog ikke der, hvor jeg stikker kanter af.
Ingeborg
Skrevet af: Tom Andersen, 3. april 2022 kl. 11.02
De ryger da i kompostbunken :)
Skrevet af: Ingeborg Hansen, 3. april 2022 kl. 12.58
Ja, så kan de jo blive en selvstændig kompostbunke . Hm….. der er vist forskel på hvor meget der er. Læser jeg dine indlæg ret, går du slet ikke ind for afskæring af græskanter. :-)
Ingeborg
Skrevet af: Tom Andersen, 3. april 2022 kl. 17.03
Absolut bare i den ordinære kompostbunke, jeg har ikke plads, tid og energi eller lyst til at administrere mere end én samlebunke og én kompostbunke.
Hvor de er muligt foretrækker jeg at klippe græsset ind under de planter der står i bedet op til græsset, men det er jo ikke altid tilfældet - jeg får aldrig rettet kanterne før græsset ER groet for meget ind i bedet. Så på en måde retter jeg aldrik græskanter :-D
Skrevet af: Søren Duun, 3. april 2022 kl. 20.45
Hvis man er så heldig at have store høns i haven kan man også give dem græstørv som de i løbet af kort tid får splittet ad. De elsker dem og bruger gerne en masse tid på dem .
Skrevet af: Ingeborg Hansen, 13. maj 2024 kl. 8.32
Vi fik robot sidste år og kablerne blev gravet ned af en profi. Det ville vi ikke selv bøvle med. Det svier lidt til os nu, for kabelmanden bestemte jo selv, hvor langt fra græskanterne kablet skulle lægges.
Lidt forklaring til de der ikke har robot: robotten kan indstilles til at klippe max. 30 cm fra kablet. Er græskanten 40 cm fra kablet, bliver de sidste 10 cm ikke klippet. Sådan er der et par steder hos os. Derfor tager jeg jeg nu og afstikker de sidste 10 cm. Men.... der skal stikkes dybt og græstørvene vendes ned i den afstukne rende. Robotten vil ellers blive hængende i "voldgraven". Det er arbejde liggende på knæ, men hyggeligt.
Skrevet af: Ingeborg Hansen, 21. maj 2024 kl. 19.51
Jeg fik klaret problemet idet jeg havde et stykke jord midt i et bed som var befængt med skvalderkål. Jeg fjernede så meget skvalderkål som muligt, lagde sort plastik på (genbrug fra et byggemarked) og ovenpå det lagde jeg mine græstørv, sluttede af med 10 cm flis fra kværnen.
Du skal være logget ind som bruger, før du kan deltage i forummet på Havenyt.dk. Er du ikke allerede oprettet som bruger, kan du oprette dig som bruger her.