Skrevet af: Maria Jacobsen, 23. august 2012 kl. 17.50
Hej,
Jeg har haft en rigtig fin agurkehøst på mine 2 skoleagurker og 2 alm. agurker. Jeg har forsøgt at beskære ved at fjerne alle nye agurker på stammen og over det 2. blad på et sideskud.
Nu oplever jeg desværre, at de nye agurker visner, og selv større "frugter" visner bort.
Hvad gør jeg galt?
Vh Maria
Skrevet af: Tom Andersen, 23. august 2012 kl. 18.45
Hvordan ser rodhalsen ud? Hvordan har rødderne det? Er det kapillærkasser?
Skrevet af: Maria Jacobsen, 23. august 2012 kl. 18.58
Rødderne er nede i jorden, så dem aner jeg ikke hvordan har det ;-)
Rodhalsen?
Nej, ikke i kasser, de er i jord.
Skrevet af: Tom Andersen, 23. august 2012 kl. 19.16
Rodhalsen = stammen lige i overgangen til jorden...
Er vi på friland eller i drivhus?
Du har beskåret sideskud over andet blad?
Skrevet af: Maria Jacobsen, 23. august 2012 kl. 19.17
Inde i mit drivhus ;-)
Ja det har jeg forsøgt, men ind i mellem er skuddet vokset videre, og så har jeg nippet igen.
Skrevet af: Tom Andersen, 23. august 2012 kl. 19.41
Hvis ikke rodhalsen har det skidt, må vi bede om et billede :)
Jeg går ud fra, at du har set efter spindemider?
Skrevet af: Maria Jacobsen, 23. august 2012 kl. 20.22
Øh, ja de laver sådan noget fint spind ik? Det synes jeg ikke der er.
Her er mine visne agurker... Bladene er fine, bare agurkerne der forsvinder.
Skrevet af: Tom Andersen, 23. august 2012 kl. 22.10
Hvis rodhalsen er OK må jeg melde pas.
Generelt smides afkommet kun i tilfælde af næringsmangel.
Derfor:
Gøder du? Bruger du kun regnvand?
Du kan prøve at fjerne alle de skrumpede agurker - de bliver alligevel ikke gode igen.
Skrevet af: Maria Jacobsen, 23. august 2012 kl. 22.27
Jeg bruger kun regnvand, og har ikke gødet med andet end en gang forholdsvis omsat møg/strøelse fra hønsehuset i starten af sæsonen. Men mine tomater krøller på bladene og det troede jeg skete når de fik for meget gødning?
Skrevet af: Tom Andersen, 24. august 2012 kl. 6.47
Prøv at give en blandingsgødning og brug postevand resten af sæsonen. Og pil de "skæve børn" af ...
Ensidig vanding med regnvand kan give problemer på grund af lav pH i vækstmediet og medfølgende problemer med næringsoptagelse. Værst i kapillærkasser og mindst i jord, da denne har en puffervirkning.
Krøllede tomatblade kan skyldes overgødskning (mørkegrønne blade), for meget varme eller kolde nætter - bortset fra overgødskning har det normalt ingen konsekvenser.
Fortsætter du med regnvand og har / får problemer med griffelråd på dine tomater vil jeg mene, at problemets årsag er ensidig vanding med regnvand.
Skrevet af: Peter Sindrup, 24. august 2012 kl. 7.56
Jeg har et lignende problem med mine "almindelige" agurker. De små agurker visner bare meget tidligere end dine ... Jeg bruger postevand, agurkerne står i kapillærkasser og bliver gødet med universalgødning hver gang de vandes.
Det sjove er, at mine citronagurker og frilandsagurker, som har nøjagtig samme livsbetingelser, har det fint.
Peter
Skrevet af: Maria Jacobsen, 24. august 2012 kl. 16.21
Okay det vil jeg prøve mig frem med... Tak...
Du skal være logget ind som bruger, før du kan deltage i forummet på Havenyt.dk. Er du ikke allerede oprettet som bruger, kan du oprette dig som bruger her.