Fuchsia er blevet en meget populær prydplante i de danske haver. Mange havefolk har opbygget større eller mindre samlinger af denne planteart, som forekommer i tusindvis af krydsninger med en mangfoldighed af blomsterformer, farvekombinationer og vækstformer. Dertil kommer, at dyrkningen er meget enkel.

Vildarter og forædlingsarbejdet

Planten har været kendt siden 1703, og de mere end 100 vildarter, som vi kender i dag, er hovedsagelig fundet i Sydamerika. Botanisk er disse vildarter opdelt i 12 sektioner efter planteegenskaber og fællestræk.

Vildarterne er grundlaget for forædlingsarbejdet, som startede for alvor i forrige århundrede, først i Europa og senere også i USA.

I dag findes der forædlere mange steder i verden, og en del af dem er amatørgartnere, som har fået særlig interesse for krydsningsforsøg og frøformering. Også i Danmark udføres dette pionerarbejde af nogle få amatører.

Fuchsia er flerårige

Fuchsiaplanter er flerårige, hvis de beskyttes mod frost. Der findes dog sorter, som kan overvintre i haven med en let tildækning. Planterne er træagtige, og i naturen findes de fra dværge til kæmper, oprette, hængende, krybende. Alt efter art kan de dyrkede sorter formes til buske, træer, søjler, pyramider, espalier eller hængeplanter. Der er mange muligheder og udfordringer.

Planterne kan anvendes som etårige udplantningsplanter, men for de fleste fuchsiadyrkere er der tale om opbygning af en fuchsiasamling, som kan bevares fra år til år ved frostfri vinteropbevaring.

Dyrkningsvejledning

Fuchsia er en taknemmelig plante at have med at gøre, når man tager visse hensyn til den:

Plantested:

Fuchsia kan dyrkes i potter eller kasser, og planter af en vis størrelse kan plantes frit ud i jorden. Plantestedet bør være beskyttet mod stærk blæst. De fleste sorter trives bedst på steder med skygge i nogle timer hver dag. Nogle sorter kan dog trives fint i fuld sol og andre i dyb skygge.

Pasning og pleje:

Planterne må aldrig tørre helt ud og heller ikke være dyngvåde. Der gødes regelmæssigt sommeren igennem. Visne blomster og frugter fjernes for at holde blomstringen i gang, og samtidig ses planterne efter for evt. skadedyr og sygdomme.

Skadedyr:

Bladlus og hvide fluer findes i naturen og kan angribe planterne. Hvis lusene opdages i tide, kan de fjernes med hånden eller skyldes af med rent vand.

Vinteropbevaring:

Kun hårdføre fuchsia (havefuchsia) kan overvintre i haven. Alle andre skal opbevares frostfrit. Om efteråret skæres planterne tilbage, når jorden er næsten udtørret. Planterne kan placeres i havestuen eller i frostfrit drivhus, og der vandes meget sparsomt, så planterne kun lige akkurat holdes i live. Eller planterne kan opbevares ved 5–10 grader i mørke frostfri rum, i så fald må det dog tilrådes, at alle blade fjernes, og at der kun vandes så lidt, at fuldstændig udtørring undgås.

Forår:

Planterne tages frem i lyset og pottes om i ny jord. Noget af den gamle jord fjernes. Ved ompotningen bruges den mindst mulige potte. Så snart den er gennemvokset af rødder pottes igen om til en lidt større potte. Den nye vækst kan fremskyndes ved let overbrusning daglig. Så snart væksten er i gang, kan man begynde at knibe og forme planten. Ved hver knibning fordobles antallet af skudspidser og dermed antallet af blomster. Knib over 2 eller 3 blade. Planterne vænnes gradvis til det udendørs klima for at undgå svidning af bladene, inden de sættes på deres blivende plads i haven, når der ikke længere er risiko for nattefrost.

Formering:

Stiklingformering kan i princippet ske hele året, men det bedste resultat opnås med forårsstiklinger. En stikling med 2–3 bladpar sættes i en gødningsfattig, fugtig plantejord, overdækkes med et gennemsigtigt materiale (må ikke røre bladene), placeres lyst og lunt (ikke i sol) og tilses jævnligt. Efter ca. 1 uge kan overdækningen løftes lidt og efterhånden fjernes helt. Der pottes op til større og større potte med alm. plantejord efterhånden, som rodnettet udvikler sig.

Flere oplysninger findes på Dansk Fuchsia Selskabs hjemmeside, hvor man kan læse mere om Dansk Fuchsia Selskab, herunder få adgang til debatsiden »Fuchsiaforum«.

Kommentarer

Der er 1 kommentar til denne tekst. Læs kommentarer…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Gamlefrugtsorter.dk

Vi opformerer gerne frugttræer.

Blomstergården

Prydtræer og prydbuske.

Søkjærgård Samsø

Søkjærgård Samsø økologiske Skovlandbrug

Spiroggro

Frø og stiklinger af træer og buske

Primabolig

Se hvor billigt det kan gøres

Bjarne’s frø og planter

ikke bare æbler men også de sjovere ting

Rhododendron-Haven

En verden med rhododendron

Her er du: Forsiden > Prydhaven > Træer og buske > Fuchsia

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider