Asters i stor stil

Asters kan sætte kulør på et staudebed. Her mørklilla asters i forgrunden, lyslilla aters i midten og bagerst kæmpejernurt. Kongens Have. Foto: Karna Maj

Jeg ville ønske, at jeg havde fulgt rådet om at plante mange, mange asters. Det tætteste jeg kommer, er en hel række asters i skærehaven, over to meter høje vidunderlige Aster novi-belgii. Sorten er ukendt, men det betyder ikke meget, de er frodige og dejlige. Der fås en del sorter, og de ser godt ud sammen. Modne saftige bærfarver, som er fine i buketter. Hvis man plukker de visne blomster af kan de holde i ugevis.

Grimme og stive ben

De ser som alle asters rærlige ud forneden, og hvis de står i et bed, skal de stå med noget frodiggrønt foran. Grimme ben kan man leve med, selv de er en plage, også hos blomster.

Der er kun et problem med asters, og det er omgivelserne. De dur ikke som enkelte pletter i et staudebed, eller stående for sig selv og stritte. Der må tænkes, før man planter, kan jeg se af de håbefulde forsøg på indpasse dem, jeg selv har gjort. Mange asters er høje, eller i hvert fald 60 cm. Det ser ikke godt ud alene, netop fordi det faktisk kun er toppen af planten, man gider se på.

De skal stå i store grupper, gerne flere slags sammen, omgivet af noget halvhøjt som perlekurv, salvie, eller funkier, der klæder dem. En anden mulighed er at plante dem bag en hæk, så kun det kønne kommer over hækken. Det har jeg gjort langs en buksbomhæk, og det fungerer. Hvis man har pladsen til det, skal de have et bed for sig selv, med alle mulige slags, og de højeste bagerst.

Næsten alle asters har en stivbenet måde at vokse på, lige op med stive pinde, øverst grønne koste oversået med myriader af blomster. Hos nogle sorter er hver stilk en hel buket, lige til at plukke.

De skal følgelig stå tæt, for at skabe den rigtige effekt, som et indisk brodereret tæppe, når de er mest farevstrålende. Rigtige haveekvilibrister stiver deres høje asters af med pinde, så de ikke vælter, når det blæser. Mine vælter nu aldrig, og slet ikke når de står tæt, eller bag en hæk.

Farvelarm

Nyengelsk asters, Aster novae-angliae, som populært kaldes høstasters med et væld af lilla blomster. Botanisk Have, København. Foto: Karna Maj

Asters larmer så højt i en grøn septemberhave, at de godt må stå langt væk fra vinduerne, man skal nok få øje på dem.

Der er asters, der blomstrer helt fra sommer, og det er helt forkert. det er som at købe krysanthemum i august, eller tulipaner i oktober, dårlig timing. Asters er til faldende dagslys, og gulnende træer, en trøst før vinteren.

Letbenede og med bittesmå blomster

Lyngasters, Aster ericoides, har bittesmå blomster. Botanisk Have, København. Foto: Karna Maj

Men nogle sorter har en anden natur. Letbenede og fetynde med bittesmå blomster, som en pigekjole. De skal stå, hvor de kan falde om og lægge sig som tåge over krydderurter og sene roser. Lyngasters, Aster vimineus og Aster ericoides er meget lidt larmende. Hver enkelt plante er lille med få stilke. Plant mange, mindst tre, sammen for at få nogen effekt. De er i princippet næsten en meter høje, i praksis kaster de sig rundt, så i virkeligheden skal de stå næsten forrest. Aster ageratoides har også fine små blomster og et let sind, men den står stift og lige, og er fin sammen med de andre, men plantet bag dem. Den bliver ikke mere end 70 cm, sorterne endnu mindre. Det er asters til den mere stille og kræsne smag, og de blomstrer længe.

De asters, man kan købe i butikkerne om efteråret, og man lader sig friste af, er næsten alle enten virgilasters, Aster amellus, eller pudeasters, Aster dumosus. De er begge ultranemme at have med at gøre, skrappe i farverne, og solide pudeformede haveplanter. De bliver aldrig særligt høje, men så lave, som de er, når man køber dem i potter, er de nu ikke fra naturens hånd. De har fået en dosis »stråforkorter«, og når man planter dem ud, får man en overraskelse året efter. Regn med, at medmindre man har været i specialplanteskolen og købe meget lave asters, så bliver de små pivskider mindst 60 cm høje året efter.

Flytte og dele

Hvis man har asters, der står og har det dårligt, altid får meldug og er brungrimme forneden, skal de flyttes.

Stik en pind i dem, de er umulige at finde om foråret, og flyt dem hen et mere fugtigt, eller mindre solbagt sted. De fleste asters kan bedst lide sol, men ikke alt for meget, fugt, men ikke for meget. Undtagelsen er lyngasters.

Asters har ikke spor imod at blive flyttet, især om foråret, og her kan man også dele dem i småstykker. Hvis de står i haven i forvejen, er det som regel en høstasters, Aster novae-angliae, eller Aster amellus. De kan blive meget benende og stive i rodnettet. Del dem med en spade og plant dem ud med 25 cm imellem, alle slags sammen.

I buketter

Asters er fine i bukketter, men helst ikke alene, medmindre man har virkelig mange. De er svære at få til at stå smukt, undtagen hvis det er så overdådigt, at de kan nå hele vejen rundt i vasen.

De er bedst sammen med alle de andre bærfarvede blomster, rød og lillapudrede pæonblade, gulnede hostablade,og mørklilla løv fra akelejer. Deres små strålende blomster passer fint inde i huset, på havebordet og ved hoveddøren. Blomsterbuketter ude er en særhed, men en dejlig én.