Primula og aurikler

Primula er en talrig familie med 600 arter og myriader af krydsninger. De spænder over de mest besværlige stramtandede tanter, der kun kan trives under bestemte forhold, til mere medgørlige, og det er sandt for dyden de eneste, jeg endnu har givet mig af med. Det er også rigeligt med dem, der trives i almindelig havejord, enten i sol eller halvskygge.

Kugleprimula, rosenprimula og kodriver

Kugleprimula. Foto: Karna Maj

Den allernemmeste er nok kugleprimula, Primula denticulata, der blomstrer som ret opsigtsvækkende runde kloder i 25–30 cm højde i april–maj. Den fås i alle mulige lilla, lyserøde og hvide nuancer, og hvis den sår sig selv, i endnu flere. Kugleprimula kan bedst lide sol.

Rosenprimula, Primula rosea, er også nem, bare den får vand nok. Den blomster allerede i april meget tæt ved jorden. Der findes en højere form, ‘Gigas’, der bliver 20 cm høj.

Fladkravet kodriver, Primula elatior, findes i en gul form i den danske natur og trives i dyb muld, og helst halvskygge. Den fås i en masse andre farver, og i hybrider.

Primula juliae hybrider har mørke blade, og findes i mange, mange farver, de er nogle af de allertidligste i haven, og er ret nemme at dyrke et fugtigt sted.

Yndigst er næsten hulkravet kodriver, Primula veris, som både findes i en lysegul form, og i en rødorange/brun. Den vokser vildt nogle steder i skovene, og i gamle haver kan den have bredt sig til tæpper. Den kan vokse i græs, det eneste problem er at få den etableret.

Etablering og formering af kodriver og primula

Enten graver man små huller i tørven og sår kodriver direkte i dem, eller man deler en plante, fjerner tørven og planter dem spredt i græsset. Det sidste går hurtigst, men begrænser antallet af primula i plænen. Det første giver efter nogle få år et flor, så man må måbe. Når de først er etableret, sår de sig selv. Det siger sig selv, at man iikke skal slå græsset, før de er døet ned.

Primula er nemme at dele, og det er bedst lige efter blomstringen. Man graver dem op og river rødderne forsigtigt fra hinanden, så hver del har en lille bladroset og nogle rødder. Jeg planter dem direkte i jorden ved siden af den gamle tue med 15 -20 cm imellem og holder dem fugtige, indtil de har fået fat. Først ligner de en ulykke og ser meget trætte ud, men i løbet af en uges tid strutter de igen.

Deling er både godt, fordi man får mange flere planter, og fordi de ellers har en tendens til at forsvinde. Hvis man ikke kan overskue at holde dem fugtige, er det bedre at plante dem i en kasse med jord, og stille dem i skyggen for bedre at kunne passe dem, indtil de er kommet til kræfter.

Haveaurikler

Haveaurikel, Primula × pubescens Foto: Karna Maj

Og så er der haveaurikler, Primula X pubescens, som har et helt andet udtryk end andre primula. De har fede og tykke blade ved jorden og blomster i alle mulige gule, orange og lilla farver. De har et fint, nærmet loddent lag over hele planten, som floret på en blomme.

Aurikler er særligt dejlige. Blomsterne kan købes, ofte dyrt, i navnesorter og de ligner noget en engelsk dame med for meget fritid har malet i 1800 tallet. De gule og hvide er fine, men det er de mørke, næsten sorte blomster, der er de mest særlige og vidunderlige. Midten er oftest gul eller hvid, og som et særligt nummer kan de være prikkede rundt langs kanten, guldrandede, have en anden lilla rundt i kanten,, en mørk rand mellem to andre farver eller de kan være guldmarmorerede, og de er virkeligt fantastiske.

De er ret nemme at så fra frø, så får man hele spekteret, og i en vild blanding er de dejlige. De særligt smukke kan man potte op, så de kan stå fremme i blomstringstiden. De har været brugt som kantplanter i landbohaver, men der er de ret arbejdskrævende, for de har en tendens til at vokse op ad jorden, og de skal deles ofte for at blive ved med at være frodige og smukke.

Primula i potter i foråret

Og så er der de fine primula, man køber i potter om foråret. Mange af dem har meget skrappe farver, som ikke vil se godt ud i en have bagefter, men hvis man tænker lidt over det, inden man falder for de mest hysteriske til påske, kan de sagtens plantes ud et halvskygget sted, hvor der ikke er for tørt. De kommer igen, hvis man husker at dele dem en gang imellem, og de bliver mindre i blomsten og mere haveegnede med tiden.

Jeg køber altid på en planteskole tidligt om foråret nogle stykker af kugleprimula, Primula rosea og nogle Primula juliae hybrider, der findes i mange fine farver, til at stille i potter ved hoveddøren. Det giver lidt mere varme, som får dem i blomst, og så bliver de delt og plantet ud bagefter. De blomstrer meget længere end de store hybrider fra supermarkedet, og er beregnet til at stå ude. De drivhusdrevne kan hverken klare stuevarmen eller en frostnat.

Teksten er venligst stillet til rådighed af Camilla Plum og er et uddrag af Camilla Plums bog »Blomster«, udkommet 4. april 2006 på Politikens Forlag. Den meget inspirerende bog har nogle meget smukke og stemningsfulde fotos af Anne-Li Engstrøm.