Rundfinnet radeløv

Af Jens Thejsen, konsulent, underviser og forfatter, www.jensthejsen.dk

Fra en lille sprække i en mur eller i en fin klippesprække kan der udvikle sig en lille grøn rosetformet bregne. Det er rundfinnet radeløv, som kan trives steder, hvor man skulle tro, at intet kan gro. En lille elegant bregne, som er underlig fremmed, men smuk og spændende.

I naturen

Radeløv er naturligt hjemmehørende i Europa og også i Danmark, hvor den vokser på Bornholm og enkelte steder i Nordjylland. Den vokser på klipper på Bornholm, på skrænter og på stendiger. Det er en bregne, som trives bedst i en kalkholdig jord. Den kan både vokse i halvskygge og i næsten fuld sol.

Tidligere har den været noget mere almindelig over det meste af landet, men de gode voksesteder forsvinder efterhånden, stendigerne fjernes, der sprøjtes mod ukrudt eller stederne overvokses. Der er desværre også folk, som fjerner planterne fra naturen, men skulle man være glad for planten, kan den købes eller bestilles i næsten alle danske havecentre. Den har det botaniske navn Asplenium trichomanes og er i Radeløvfamilien, Aspleniaceae.

En fin lille plante

Rundfinnet radeløv

Rundfinnet radeløv danner en lidt uregelmæssig roset eller tue med sine 10–15 cm lange, fjersnitdelte blade. Foto: Jens Thejsen

Rundfinnet radeløv bliver ikke mere end godt 10 cm høj og danner en lidt uregelmæssig roset eller tue med sine 10–15 cm lange, fjersnitdelte blade. Planten har et helt specielt udseende på grund af de vintergrønne blade, hvor hvert enkelt bladafsnit er rundt, og hvor midterribbe og stilk er næsten sort. På bladenes underside danner sporehushobene et sildebensagtigt mønster.

I haven

Rundfinnet radeløv

Rundfinnet radeløv skal plantes i et stenbed eller ved sten, hvor der er rigelig med sol og varme. Foto: Jens Thejsen

Selv om rundfinnet radeløv er en fin lille plante, er den ikke sart og vanskelig at have med at gøre, når den først er etableret. Den skal plantes i et stenbed eller ved sten eller på skråninger, hvor der er rigelig med sol og varme. Samtidig er det vigtigt, at man vander planten, indtil den har fået udbygget sit rodnet og selv kan forsyne sig med vand.

Det er lille plante, som man næsten altid kan få plads til i selv den mindste have, og særligt i vintermånederne kan man have stor glæde af den fine, lille edderkopagtige bregne.

Har man først én plante, kan man efter et par sæsoner forsigtigt dele den, og man vil efterhånden kunne få etableret sig en lille bestand.

Andre arter

Der findes flere andre arter i denne slægt f.eks.:

Murrude, Asplenium ruta-muraria: med 5–10 cm rudeformede bladafsnit. Den er ikke almindelig i Danmark, men kommer vi lidt sydpå er den helt almindelig på mure og ruiner.

En anden art er nordisk radeløv, Asplenium septentrionale, som har smalle gaffeldelte 5–15 cm lange blade. Den vokser enkelte steder i Danmark, bl.a. på Bornholm. I modsætning til de andre arter kan nordisk radeløv ikke lide kalk.

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Naturplanteskolen

Flerårige spiselige planter til haven

Bjarne’s frø og planter

Eksotiske og specielle er vores liv!

FAUSOL A/S

HORNUM – Stort udvalg af blomsterfrø

Solsikken

Alt til den økologiske have

Blomstergården

Store samlinger af dagliljer og hosta

Staudestedet

Mange forskellige stauder

Staudemarken

Stauder tilltrækker bier, som bestøver.

Økologiens Have

Frø og blomster, også i haven

Her er du: Forsiden > Prydhaven > Blomster > Stauder > Rundfinnet radeløv

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider