Efteråret giver gode muligheder for nye oplevelser i haverne, ikke kun høstfarver og staudernes smukke forfald, men flere græsser viser sig diskret frem. En spændende græs er lampepudsergræs, Pennisetum alopecuroides, en pudsig tuegræs, som står med de fineste små rævehaler fra oktober til begyndelsen af december.
Lampepudsergræs er hjemmehørende i Østasien og bl.a. i Japan. Her vokser den i græssteppelignende områder i lavlandet. Den vokser i fuld sol, eller hvor der er vandrende skygge, og i en jord, som er fugtighedsbevarende og porøs.
Lampepudsergræs er er en bred tuegræs med en bred kræmmerhusformet vækst. Den kan variere meget i højde fra ca. 40 cm til omkring 1 m. Bladene er smalle linjeformede, og de er meget smalle i spidsen. Bladfarven er mørkegrøn, men fra oktober begynder den at få flotte efterårsfarver. Det starter med, at den er helt grøn i bunden, medens spidserne bliver blegbrune, lidt senere bliver bundfarven rødbrun, stadig med blegbrune spidser.
Selv om bladene er flotte i høstfarver, så er det dog blomsterstanden, som er det helt specielle og det, der har givet den det danske navn lampepudsergræs.
I august – september begynder blomstringen, som er mange små blomster samlet i tætte cylindriske aks. Aksene er er fint silkehårede, og de fine hår bliver helt sølvagtige i løbet af efteråret. Det er dog ikke hvert år, de udvikler sig lige flot, en god varm sommer gør blomstringen ekstra flot.
Lampepudsergræs kan bruges mange steder i haven, bare der er lys og sol. Det er meget vigtigt, at der er et godt dræn i jorden, for selv om de kan lide en fugtighedsbevarende jord, kan de godt dø, hvis de står og er konstant våde om vinteren. Med de rette vækstbetingelser kræver lampepudsergræs ikke nogen speciel pleje.
Ønsker man flere lampepudsergræsser, kan man dele planten, når den er kommet godt i gang. Det er også let nok at frøformere planten.
Lampepudsergræs kan være smuk både som solitær prydgræs og sammen med forskellige stauder og småbuske. Den kan virkelig gøre haven spændende selv langt hen i december. Som krukkeplante kan den også være meget dekorativ. Hvis man ønsker at prøve lampepudsergræs, findes der flere sorter og arter som gør det ekstra spændende at arbejde med.
Selv om der findes en del sorter, er der ikke mange på markedet i Danmark, men få evt. planteskolen til at skaffe nye sorter hjem.
Pennisetum alopecuroides ‘Hameln’ er en god stabil sort, som næsten altid vil blomstre i Danmark, blomstringen er fra september. Bliver ca. 50 cm høj, og stråene med aks omkring 70 cm.
Pennisetum orientale er en anden lignende art, som er lidt mere tørketålende. Den blomstrer som regel allerede i juli/august og bliver lidt højere og lidt mere løs i væksten end ‘Hameln’.
Lampepudsergræs står med de fineste små rævehaler fra oktober til begyndelsen af december. Foto: Jens Thejsen
Søg i forhandlerguiden:
Alt til den økologiske have
Frø og blomster, også i haven
Flerårige spiselige planter til haven
Eksotiske og specielle er vores liv!
Store samlinger af dagliljer og hosta
Stauder tilltrækker bier, som bestøver.
HORNUM – Stort udvalg af blomsterfrø
Mange forskellige stauder
Kommentarer
Der er 5 kommentarer til denne tekst. Læs kommentarer…