Ekstra blomstring i sensommeren

Midt på sommeren begynder staudebedet at se lidt kedeligt ud. Katteurt kan klippes ned – eller man kan lade være og lade frøstandene stå. Foto: Inge A. Futtrup

Midt på sommeren begynder staudebedet måske at se lidt pjusket ud – og så melder spørgsmålet sig: Skal stauderne blot passe sig selv, eller er det på tide at gribe saksen og sætte lidt skik på de halvvisne toppe og tunge tjavser, der læner sig hen over naboerne eller flyder ud over græsplænen.

Begge dele kan anbefales, men der er – som med alt her i livet – fordele og ulemper. Det er altså helt op til dig, at træffe det valg, der passer bedst til din lyst, smag og tid, og det er skam tilladt at ændre både stil og prioritering mellem år og dag. Stauderne er ligeglade … eller også er de lige glade.

Stauder der kan klippes ned og give ny blomstring

Hvis du klipper nogle af de afblomstrede stauder ned, kan du glæde dig til endnu et blomsterflor sidst på sommeren. Ganske vist ikke så rigt og flot som ved midsommertide, men ganske nydeligt og forfriskende i en sensommerhave, hvor der ofte mangler lidt farvespræl.

Storkenæb kan klippes ned. Foto: Inge A. Futtrup

Storkenæb er en af de sikreste »gen-blomstrere«, og du kan næsten ikke klippe den for hårdt ned. Det er bare at gribe rosensaksen eller hækkesaksen og pelse stauden for visne blomster og gamle blade. Efter den omgang vil den se vældig forknyt ud i en fjorten dages tid, men så begynder der at dukke nye friske blade frem, og før man får set sig om, står der en tæt og grøn tue med knopper på spring.

Lodden løvefod kan også tåle en temmelig hårdhændet behandling. De tætte blomsterklaser, der lyser så diskret men dejligt op med deres gulliggrønne nuancer, har en rigtig dårlig vane med at læne sig hen over græs og naboplanter i regnvejr. I starten snupper man blot et par stilke eller fem og sætter ind i stuens vaser, men der kommer et tidspunkt, hvor løvefoden overskrider den almindelige grænse for god ro og orden, og så må den store saks frem.

[x]
På det tidspunkt er der som regel allerede skudt nye irgrønne blade op i midten af stauden, og så er det blot at klippe alt gammelt og tungt væk – og glæde sig til de knapt så kraftige blomsterklaser, som muligvis dukker op sidst på sommeren.

Katteurt, der også kaldes for fattigmandslavendel eller blåkant, blomstrer længe og energisk, men midt i juli begynder den at falme og give staudebedet et lettere forsømt look. Så er det blot at studse den lidt i kanterne, og snart dukker nye stilke frem med de små blå blomster, som humlebier og sommerfugle elsker.

Staudesalvie kvitterer også positivt på en lettere studsning, og valmuerne, der jo visner i takt med at frøstandene modner, kan også tåle nærkontakt med saksen. De sætter flotte grønne duske, hvis de bliver klippet i bund efter endt blomstring, og måske dukker der endda et par enkelte blomster op sidst på sommeren.

Det naturlige staudebed uden nedklipning

Du kan selvfølgelig også vælge at lade stauderne passe sig selv. Læne dig tilbage i liggestolen, nyde nuet og glæde dig over naturens til tider kaotiske men forunderlige gang.

Småfuglene vil samle frø og insekter mellem de tætte stauder, sneglene – og her tænker jeg vel at mærke på de søde snegle med hus på ryggen – vil spise sig mætte i henfaldne og halvvisne plantedele i stedet for at forgribe sig på staudernes friske blade. Og alle de små mikroorganismer, der lever i jorden, vil langsomt men sikkert omsætte det forgængelige plantemateriale til næringsstoffer. Dit staudebed vil med andre ord blive mere og mere frodigt, uden at du løfter en finger.

En del af stauderne vil sandsynligvis kaste frø og formere sig, som de lyster. Og så er det, at det begynder at blive spændende. Et staudebed, der langt hen ad vejen får lov at passe sig selv, vil hvert år byde på nye overraskelser. Ofte forstår naturen endda at sætte blomsterne sammen på smukkere og dristigere vis, end vi mennesker ville have vovet.