Den trendy staude – Echinacea purpurea

Af Marlene Muxoll, planteskoleejer, Staudefeen

Du kender den garanteret; set den i havemagasiner, plantecentre, plantemarkeder, på nettet eller måske hos naboen. Purpursolhatten, Echinacea purpurea. Den mest trendy staude netop nu. Det virker til, at de mange haveejere ikke kan få nok af de mange nye hybrider, der hvert år finder vej til havemarkedet. Det gælder både i Danmark, Tyskland, Holland og USA.

Varianter med fyldte eller enkle blomster i gule, røde eller hvide nuancer overgås kun sjældent af andre staudenyheder. Hvis man altså er til det overdådige og pompøse udtryk. Og her tænker jeg på de fyldte sorter. De underspillede enkle typer er nemmere at indpasse i havens bede.

En mangfoldighed

Varianter af purpursolhat. Foto: Marlene Muxoll

Planteforædling

I Holland kan de det der med planter, og netop planteforædling er de specialister i. En af Hollands mest kendte planteforædlere er Marco van Noort, der kan tage æren for mange plantenyheder – blandt andet nye varianter af Geranium, storkenæb, og de her omtalte Echinacea.

Krydsninger af Echinacea purpurea og de andre arter – som E. paradoxa og E. tennesseensis – sker hvert år under kontrollerede forhold, men også i de enorme udendørs bede finder Marco van Noort hvert år spontant opståede hybrider.

Echinacea ‘Hot Summer®’, der er en krydsning mellem E. purpurea og E. paradoxa, var den første, som Marco van Noort i 2007 fik registreret og beskyttet af PBR, Plant Breeders‘ Rights. Den er en forbedring af de første rødorange hybrider og sorter som ’Sunset ™‘og ’Sundown™‘, og siden er der kommet utallige ret enslignende røde hybrider i handlen. ’Hot Summer‘ springer ud med orange blomster, der siden falmer til rød – fantastisk syn!

Iblandt frøplanterne finder den hollandske planteforædler i sjældnere tilfælde tofarvede varianter, og de er usædvanlige og attråværdige. Bedøm selv ud fra billedet af purpursolhatten med sartgule og purpur randkroner.

Når den helt rigtige plante er fundet og afprøvet gennem et par år, bliver den opformeret i laboratorium (meristemformering), og det er naturligvis vigtigt, at formeringsmaterialet er sundt og i god vækst. Man bruger denne metode til adskillige nye planter, da efterspørgslen er stor, og man er på denne måde i stand til at få et stort antal planter ud på markedet inden for kort tid.

De fyldte

‘Mozzarella®’

Den smukke fyldte hvide ‘Mozzarella®’ forædlet af Marco van Noort. Foto: © Marco van Noort.

Det startede med den pink ’Razzmatazz‘, der for længst er blevet udkonkurreret af lavere og mere kompakte fyldte purpursolhatte, som mange af os sukker efter.

Andre bryder sig ikke om de fyldte og sværger til de enkle former, der signalerer ro og stilhed i bedene.

En kollega gik så vidt som at kalde de fyldte varianter for »pornoplanter«. Dette ordvalg gav anledning til mange smil, men det afholder mig ikke fra at beundre nye hybrider som ’Eccentric®‘, ’Secret Joy‘, ’Secret Lust‘, ’Piccolino®‘ eller måske den spritnye hvide fyldte ’Mozzarella®‘.

Piccolino

‘Piccolino’ er en flot rød fyldt sort. Foto: © Marco van Noort.

De enkle

Hvid, purpur, gul, orange, rød og selv grøn er de farver, du finder blandt de enkle Echinacea. Ofte ligner de hinanden, og det kan være svært at skelne, men normalt tilstræbes og arbejdes der hen imod lavere og mere robuste hybrider og sorter. Den lave, hvide ’White Meditation®‘ kan nævnes i denne sammenhæng. Den er kompakt og kridhvid og har en lang blomstringsperiode.

De to grønne, ’Green Envy‘ og ’Green Jewel’, der har været på markedet i godt og vel 5 år, er salgsmæssigt de mest populære, og dette skyldes sandsynligvis den usædvanlige farve for en purpursolhat og dét, at den grønne farve passer ind nærmest hvor som helst og binder de andre (kontrast-) farver sammen.

‘Green Envy’

‘Green Envy’ har tofarvede blomster. Foto: Marlene Muxoll

En smule udskældt

Da de første nye hybrider kom på markedet omkring 2005 og de næste par år frem, blev de udskældt af både haveejere og planteeksperter. Udseendet fejlede ikke noget, for imponerende var de jo, disse nye og modeskabende stauder, men der blev henvist til den tilsyneladende ringe overlevelsesevne. Det viste sig, at de ofte ikke overlevede vinteren, og hvorfor skulle man så give en mindre formue for én plante, hvis ikke man kunne nyde den året efter?

Vi blev alle klogere! Efter et par år fandt de fleste ud af, at de nye hybrider skulle have en tør placering (specielt om vinteren), i fuld sol og have så lidt konkurrence fra andre stauder som muligt. På den måde overlevede de år efter år. Og her i 2013 må jeg bekræfte, at jo, de kan overleve ned til minus 22 grader uden tildækning af hverken dug eller sne, hvis blot de står veldrænet. Dette er absolut vigtigt at huske, og gør du det, er du beriget med skønne farver og lang blomstringsperiode år efter år.

‘Secret Joy’

‘Secret Joy’ har fyldte blomster og en smuk lysgul farve Foto: Marlene Muxoll

Ikke frøægte

Både de enkle og fyldte hybrider og sorter sætter frø, men de er ikke frøægte. Det betyder, at frøplanterne muligvis ikke bliver som moderplanten, du har taget frøene fra, men det gør det blot mere spændende, for tænk hvis du fik en helt ny variant, der ikke før er set!

Frøene høstes omkring oktober, og de tørres godt, inden de opbevares mørkt og køligt. Det bedste er dog efter høst at så frøene i såbakker eller kasser, vande dem let og placere dem i drivhuset. Vand ikke vinteren igennem men igen i foråret, når solen får magt. Sent på foråret pipler det frem med nye små purpursolhatte. Lad dem få en vis størrelse, inden de pottes op i mindre potter. Sidst på sommeren vil de være klar til udplantning i bedene.

Marco van Noort

Planteforædleren Marco van Noort mellem et lille udvalg af de sorter, han har forædlet. Foto: © Marco van Noort.

Kommentarer

Der er 2 kommentarer til denne tekst. Læs kommentarer…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Solsikken

Alt til den økologiske have

Staudestedet

Mange forskellige stauder

Naturplanteskolen

Flerårige spiselige planter til haven

Økologiens Have

Frø og blomster, også i haven

Bjarne’s frø og planter

Eksotiske og specielle er vores liv!

Staudemarken

Stauder tilltrækker bier, som bestøver.

Blomstergården

Store samlinger af dagliljer og hosta

FAUSOL A/S

HORNUM – Stort udvalg af blomsterfrø

Her er du: Forsiden > Prydhaven > Blomster > Stauder > Den trendy staude – Echinacea purpurea

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider