Spinatbede

Af Karna Maj, tidligere redaktør for Havenyt.dk, Karnas Køkkenhave

Bladene af spinatbede, eller evighedsspinat, kan bruges i stedet for spinat.

Spinatbede er en bladbede, men i modsætning til de »normale« bladbeder, hvor det både er de tykke stængler og blade, som man spiser, så har spinatbeden kun tynde stængler, og den dyrkes for de friskgrønne blades skyld, som har tynde ribber, og ligner spinatblade en del. Spinatbede tåler mere frost end bladbeder i almindelighed, og den vil som regel overvintre og sætte nogle små nye fine blade, inden den går i stok 2. år.

Spinatbede kan bruges som spinat, men kan dog ikke konkurrere med spinat i spisekvalitet. Derfor er det efter at spinaten er gået i stok sidst i maj, at den er interessant. I højsommeren kan man som erstatning for spinat bruge enten new zealandsk spinat eller spinatbede. Spinatbedens højsæson er dog efteråret og de nye blade, som planten sætter i det tidlige forår.

Spinatbede høstes normalt ved at man plukker af bladene fra ydersiden, når de er store nok, men den kan også høstes som skær og kom igen-afgrøde, hvilket især er velegnet om vinteren og i det tidlige forår.

Spinatbede indeholder som bladbede og spinat oxalsyre, mindst i nye blade på 1. års planter, mest i blade på planter i genvækst 2. år.

Spinatbede eller perpetual spinach

Bladbeder, Beta vulgaris var. cicla, tilhører salturtfamilien ligesom spinat og rødbeder. Spinatbede kaldes på engelsk oftest perpetual spinach – det er egentlig et sortsnavn. Der findes flere sorter af spinatbede. Spinatbede er toårig, og den vil normalt ikke gå i stok førend 2. år, hvilket har givet den navnet evighedsspinat, da den i modsætning til spinat ikke går i stok det år, den er sået. Såning i kold jord og tørke kan dog fremprovokere stokløbning.

Dyrkning

Spinatbede

Spinatbede vokser hurtigt – disse planter er sået midt i juli og her kan de første blade høstes midt i september. Foto: Karna Maj

Spinatbede kan sås fra det tidlige forår, dog først når jorden er min 8° C. Et hold sået i april giver høst i løbet af sommeren. Et hold sået i sidste halvdel af juli giver efterårsafgrøde med stor bladproduktion. Disse planter vil overvintre og sætte friske blade i foråret, inden planten går i stok og blomstrer.

Man kan forkultivere den i mistbænk eller drivhus til senere udplantning, og den kan dyrkes i drivhus som vinterafgrøde. Til dette brug sås først i august i potter på friland til senere indplantning i drivhus. Man kan også så i kasser først i september på friland og flytte kassen ind i drivhuset først i oktober til overvintring. Det giver masser af småblade i det tidlige forår, som kan bruges i salatskålen blandet med andre grønne blade. Bladene fra denne genvækst kan dog have et højt indhold af oxalsyre.

Spinatbede skal dyrkes i fugtig jord for at få en god udvikling, så derfor er det nødvendigt at vande i tørre perioder. For at nedsætte behovet for vanding, er det en god ide at jorddække under rækker med spinatbede. Spinatbede skal gødes moderat, og det kan evt. tilføres ved at bruge delvis omsat kompost som jorddække.

Høst af frø

Det er let at høste frø af spinatbede, men spinatbeden er meterhøj og fylder som frøplante let 50 gange 50 cm. Den skal bindes op. For at være sikker på at bevare en sort, skal der være mindst 6 planter. Spinatbede krydsbestøver med andre blomstrende beder, herunder rødbeder, bladbeder, sølvbeder, strandbede, sukkerroe og runkelroe. Anbefalet afstand, hvis man skal være helt sikker på, at der ikke sker krydsbestøvning, er mindst 250 meter.

Kommentarer

Der er 4 kommentarer til denne tekst. Læs kommentarer…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Hvidløg og Vin

Øko sættehvidløg, 5 efterårssorter

Økologiens Have

Frø og udplantningsplanter, samt have

The Plant Explorer

Kæmpe udvalg af græskar- og bønnefrø.

Naturplanteskolen

Flerårige spiselige planter til haven

Solsikken

Alt til den økologiske have

Gartneri Toftegaard

Øko planter til den spiselige have

Frøsnapperen

Frø til de mest smagfulde grøntsager

Bjarne’s frø og planter

Alt fra hele verden

Her er du: Forsiden > Køkkenhaven > Grønsager > Salat og bladgrøntsager > Spinatbede

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider