Raps, Brassica napus, blev tilbage i 1980’erne udelukket dyrket som landbrugsafgrøde, men i 1990’erne begyndte man at eksperimentere med at presse miljøvenlig olie af raps til brug i bilmotorer.
Det varede dog ikke længe, før man fandt ud at, at den friskpressede rapsolie var en sund og god olie til brug i madlavningen, selv om husmødrene lige skulle vænne sig den lidt anderledes lugt, sammenlignet med olivenolien. I dag står der en flaske dansk rapsolie i de fleste køkkener.
Næste revolution på rapsfronten er at spise rapsblade i salat, wokmad, supper osv. Men det er ikke de almindeligt dyrkede rapssorter på markerne, der er spiselige.
De moderne rapssorter er forædlet, så de har et ringe indhold af glucosinolater, som er stærkt smagende, men den indeholder tanniner, som smager bittert. Bladene på de almindeligt dyrkede vår- og vinterrapssorter smager bittert og kan ikke spises. Blomsterne smager dog ikke bittert på rapssorter.
Derfor var overraskelsen også stor hos Erik Tybirk, da han ved en tilfældighed fandt ud af, at de hvid- og flødefarvede rapssorter, han forædlede på i virksomheden Knold & Top ApS, havde velsmagende blade, mens almindelige sorter med orange eller gule blomster havde bittert smagende blade.
Forædlingen gik ud på at skabe en hvidblomstrende sort, som tiltrak færre skadedyr end de gulblomstrende sorter. Det er lykkedes Erik Tybirk at skabe en sådan sort, som har fået navnet ‘Lyside’, og som nu er på vej ud på verdensmarkedet. Ofte kan man helt undgå at sprøjte de hvidblomstrende rapsmarker, når man sår fangstriber med gulblomstrende raps, som tiltrækker de insekter, der er på lokaliteten.
Bakke med babyleaves af Colza-raps. Foto: Knold & Top Aps
Bladene på de hvidblomstrende rapssorter i Erik Tybirks forædling smagte mest som en mellemting mellem rucola og spidskål, og snart kom der også gang i at afprøve disse sorter til babyleaf salat, karse og spirer. Rapsbladene kan også bruges letkogte i wokretter, tærter og supper.
Erik Tybirk har valgt at markedsføre den hvidblomstrende rapssort under navnet Colza. Frøene kan man købe flere steder under navnet Colza, hvis man har lyst til at dyrke sin egen rapssalat.
Yding Grønt, som har specialiseret sig i dyrkning af diverse salat og babyleaves, har prøvedyrket raps til babyleaves. I butikkerne vil man sikkert snart kunne finde Colza-salat, Colza-karse og Colza-spirer.
Se folder om Colza.
En bakke »karse« af Colza-rapsfrø. Foto: Knold & Top Aps
Rapsplante med flotte blade. Foto: Knold & Top Aps
Raps er en letdyrkelig plante, så det er bare med at gå i gang med at afprøve den som salat- og bladafgrøde i haven – og i køkkenet.
Planten udvikler sig hurtigt, så det er oplagt at bruge den til såning af en tidlig afgrøde og som en sen afgrøde. Raps er en velkendt plante som efterafgrøde på marker og i haver, og sår man i stedet for den almindelige gulblomstrende raps den spiselige hvidblomstrende som efterafgrøde, vil man have masser af salatblade at høste af hen gennem efteråret. Selv de lidt større blade har en mild smag. Colza-rapsplanten går hurtigt i blomst om sommeren, og hen over sommeren er der så mange andre lækre grønsager, at Colza-salat først er attraktiv igen i efteråret.
Prøvedyrkning på mark til babyleaves. Foto: Knold & Top Aps
Kinesisk raps er ikke den samme art som den raps, vi dyrker i vesten. Den har oprindelig været dyrket til lampeolie i Kina. Den ligner mest den orientalske kålafgrøde choy sum, der dyrkes for blomsternes skyld, men den har mere glinsende blade og er mere kraftig voksende. Den er blevet forædlet for blomsternes og de spiselige blades skyld.
På mandarin er navnet bl.a. You cai, på cantonese Yu choy, Yau tsoi, på japansk Abyrana. Man kan se fotos hos frøfirmaet Asian Vegetable Seeds, som har en række sorter med udviklingstid fra 50–80 dage.
I Japan har man ifølge Joy Larkcom forædlet en blomstrende hybridraps, hvor blomsterstilkene er meget tykkere end på traditionelle raps og har en dejlig smag. Her er det blomsterstilkene, der er det attraktive. Hun har dyrket dem i sin potager i England, bl.a. sorten ‘Bouquet’ F1. Den bliver 45 cm høj og op til 75 cm, når den blomstrer.
Man kan læse mere i Joy Larkcoms bog: Oriental vegetables.
Et rapsblad. Foto: Knold & Top Aps
Colza-raps dyrket til spirer. Foto: Knold & Top Aps
Søg i forhandlerguiden:
Øko sættehvidløg, 5 efterårssorter
Alt fra hele verden
Alt til den økologiske have
Øko planter til den spiselige have
Frø til de mest smagfulde grøntsager
Kæmpe udvalg af græskar- og bønnefrø.
Flerårige spiselige planter til haven
Frø og udplantningsplanter, samt have
Her er du: Forsiden > Køkkenhaven > Grønsager > Salat og bladgrøntsager > Raps – lige til at spise
Kommentarer
Der er 2 kommentarer til denne tekst. Læs kommentarer…