Store eller små kartofler

Af Jens Peter Mølgaard, uddannet i gartneri og frugtavl ved Landbohøjskolen., Friland

Der er en efterhånden gammel anekdote om den nybagte haveejer, der af naboen bliver spurgt om kartoffelhøsten og svarer: »Jooh, der var da mange på størrelse med hasselnødder, en del som valnødder, nogle få som dueæg, men så var der altså også mange små!«

kartofler

Det er fint med lidt varierende størrelse på kartoflerne, da man i husholdningen har brug for flere størrelser. Men kun hvis det er et mindre antal, som er små. Foto: Karna Maj

De fleste haveejere er interesseret i enten tidlige, nye kartofler eller rimeligt store kartofler til optagning i efteråret. I begge tilfælde gælder det derfor om at sikre sig, at der ikke ansættes for mange knolde. Ansættes der mange nye knolde, bliver de nemlig for små, fordi de skal deles om den begrænsede mængde lys, vand og næring. Antallet af nye knolde bestemmes hovedsageligt af tre faktorer: plantebestand, læggeknoldstørrelse og antal spirer pr. læggeknold.

Panteafstand

Kartoffelskud

Mange spirer resulterer i en for tæt plantebestand. Foto: Karna Maj

Plantebestanden er simpelthen antal planter pr. kvadratmeter, som man jo styrer ved hjælp af række- og planteafstand i rækken. En rækkeafstand på 65–75 cm er nødvendig for at kunne hyppe godt med jord op omkring planterne, og i de fleste tilfælde vil en afstand i rækken på omkring 30 cm være passende.

Sætter man kartoflerne tættere, vil det gå ud over størrelsen af de høstede knolde. En større planteafstand vil i nogle tilfælde give større kartofler, men det er ikke altid muligt for planterne at udnytte pladsen. Ofte vil næringsstofferne være begrænsede, og endelig afslutter kartoffelskimmel tit væksten ret tidligt.

Størrelsen af læggekartoflerne

kartoffelspirer

Jo færre spirer, jo større bliver afkommet. Foto: Karna Maj

Størrelsen af læggekartoflerne betyder en hel del for størrelsen af de kartofler, man høster. Tommelfingerreglen er, at store læggekartofler giver mange, små kartofler, og små læggekartofler giver færre, store kartofler. Årsagen er, at store læggekartofler sætter flere spirer. Denne sammenhæng skyldes, at store læggekartofler har en større overflade og dermed flere ‘øjne’, hvorfra spirerne kommer. Haveejere vil altså som regel få størst glæde af sætte små læggekartofler, men dog ikke de allermindste.

Så vidt muligt bør man bruge godt forspirede læggekartofler, dvs. med korte, kraftige og grønne spirer. Her kan man direkte tælle, hvor mange spirer, der er på den enkelte læggekartoffel. Og igen gælder det, at jo færre spirer, jo større bliver afkommet.

Det skal straks tilføjes, at det sjældent er en god idé at brække spirer af, hvis man synes, der er for mange. Sårene kan give adgang for sygdomme, og ofte vil spirerne komme igen – men forsinket, hvilket blot betyder flere små kartofler til høst. Er der flere end 4–5 spirer pr. læggekartoffel, bør de lægges med større afstand end de tidligere nævnte 30 cm.

Spiretemperatur og sort

Antallet af spirer kan man til en vis grad selv styre ved forspiringen, hvis man har et sted med den rette temperatur. Lang tids forspiring ved 6–8 grader giver få spirer, mens en hurtig opvarmning til 10–15 grader får mange spirer til at bryde på en gang.

Endelig skal det nævnes, at kartoffel­sorten har indflydelse på størrelsen af de høstede kartofler, Sava og Ditta, som er de foretrukne hovedsorter til økologisk avl, sætter generelt få store knolde, mens Asparges er kendt for at sætte mange små. Vil man dyrke Asparges og høste store kartofler, må man derfor vælge små læggekartofler med få spirer og evt. lægge dem med en afstand på 35–40 cm.

Egne læggekartofler

Det er jo en nærliggende tanke blot at bruge de frasorterede små spisekartofler som læggekartofler. Men det er ikke nogen god idé. Ofte vil man stå med kartofler, der er angrebet af virus og kartoffelskimmel. Hvis man selv ønsker at avle læggekartofler – og det kan der være mange gode grunde til – bør man reservere nogle få planter til formålet.

I starten af juli måned skal man rykke toppen af planterne for at undgå angreb af virus og skimmel. Det bedste er at stille sig på kammen med kartoffeltoppen samlet mellem fødderne og trække toppen op, derved undgår man at trække kartoflerne med op. En gang i august kan man så grave de små kartofler op.

Har man mulighed for over vinteren at placere dem ved 5–6 grader, gerne i et lyst rum, er der gode muligheder for perfekte læggekartofler.

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Økologiens Have

Frø og udplantningsplanter, samt have

Solsikken

Alt til den økologiske have

Naturplanteskolen

Flerårige spiselige planter til haven

Gartneri Toftegaard

Øko planter til den spiselige have

Hvidløg og Vin

Øko sættehvidløg, 5 efterårssorter

The Plant Explorer

Kæmpe udvalg af græskar- og bønnefrø.

Frøsnapperen

Frø til de mest smagfulde grøntsager

Bjarne’s frø og planter

Alt fra hele verden

Her er du: Forsiden > Køkkenhaven > Grønsager > Kartofler > Store eller små kartofler

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider