Min intensive køkkenhave

For at planter kan vokse og trives, må de have jord, vand og lys. Det ved vi godt. Og så alligevel glemmer vi det af og til i vores iver efter at få så mange afgrøder som muligt. Vi planter for tæt, så den enkelte plante får for lidt lys samtidig med, at den også får for lidt næring med så lille et jordareal. Begge dele gør den mere modtagelig for skimmel og sygdom.

Vi tror også nogle gange, at køkkenhaven kan placeres nede i et hjørne, så den ikke skæmmer prydhaven. Det er vældig problematisk, hvis den oven i købet ligger tæt op ad en hæk, som er først til at tage næring og vand fra jorden, samtidig med at grønsagerne får for meget skygge.

Altid planter på jorden

For at få så meget som muligt ud af køkkenhavestykket, må man sørge for, at der altid er planter på jorden, når vejret er til det. Det lyder indlysende, men det er faktisk langt fra altid tilfældet.

For at planter kan vokse, behøver de en vis temperatur. De, der kan klare sig med mindst varme, skal først i gang om foråret.

Vælger man at så sine løg i -stedet for at købe stikløg, får man adgang til et stort udvalg af sorter. Man skal dog starte tidligt. Her er det nysåede løg midt i februar. Foto: Winnie Poulsen

Enkelte ting vil spire på friland allerede fra marts måned. Persille kan godt sås i marts, for den skal bruge 4 uger om at komme op alligevel. Sås den for sent, bliver det svært at finde småplanterne mellem det hurtigere voksende ukrudt. Vild rucola spirer også godt tidligt – læg mærke til de meget små spirer, hvis der året forinden var blomstrende rucola i haven, for så har de sikkert sået sig selv. Planterne kan da flyttes hen, hvor de skal være, eller pottes op til venner og bekendte. En hel del sommerblomster gør som den vilde rucola, sår sig selv og spirer tidligt, så måske kan der spares på frøposekontoen ved at frelse planterne.

Drivhuset udvider sæsonen

Det gælder om hurtigst muligt at få jorden dækket af grønt, så lyset kan udnyttes, men hvis ikke varmen er tilstrækkelig til bestemte arter, har de ikke en chance. Derfor kan et drivhus udvide sæsonen betydeligt. Netop om foråret tager tomat og agurk ikke al pladsen i drivhuset, så der vil kunne anbringes bakker med småplanter, der senere kan plantes i køkkenhaven. Bruges små jiffypotter – tørvepotter – er det nemt at plante ud uden at forstyrre rodsystemet. Generelt siges det, at man ikke skal plante rodfrugter om, for det hæmmer rodudviklingen, enten ved at roden deler sig, eller ved at den bliver for lille. Det passer også på gulerødder, men med rødbeder har jeg haft gode resultater med at så et frø i hver sin lille 2 × 2 cm-potte og så plante hele potten, når rødderne begynder at gå igennem pottevæggen.

15 kvadratmeter drivhus giver tusinde muligheder. Foto: Winnie Poulsen

Ved at have sået 3–4 uger før planterne kommer i køkkenhaven, vinder jeg 3–4 uger af det bedste lys til gavn for afgrøden gennem hele sæsonen. Allerede efter sankthans går det jo den forkerte vej med lyset, samtidig med at det næsten først er på det tidspunkt, varmen er tilstrækkelig til mange afgrøder.

Og så er der den fordel, at nogle ting bliver høstet i tide til at få afgrøde nummer to i jorden. Særlig hvis den også er startet i jiffypotter, så småplanter er klar til at dække jorden, så snart den foregående høst erfærdig.

Salatplanter er noget af det mest taknemmelige at have klar til at plante ud sommeren igennem. Dels er de rare at have til at spise, dels forstyrrer de ikke sædskiftet. Der er også vældig gode salatsorter, som trives fint i et køligere efterårsvejr – herunder nogle sorter af cossalat, endivie og cikorie. Så dem i juli (på dette tidspunkt ikke i drivhus) et sted i nærheden af en vandkande og beskyttet mod dyr og fugle.

Salat kan med fordel forkultiveres ved løbende at så små hold planter i potter med nogle ugers mellemrum. På den måde har man hele tiden planter klar til udplantning, og i modsætning til at så direkte på friland slipper man for at tynde ud i rækkerne. Foto: Winnie Poulsen

Grønsager, der med fordel, kan forkultiveres

Der er så mange slags grønsager, som hvert år skal forkultiveres eller vinder ved at blive det.

I min husholdning er løg meget vigtige. Ved at så midt i februar og plante ud i maj får jeg fuldt udviklede, høstklare løg omkring begyndelsen af august. Først står de i vindueskarm i huset, så en god måned i drivhus før de ender på blivestedet i maj. Og så har jeg planter, der ikke medbringer sygdomme, som ikke løber i stok og desuden et langt mere varieret sortsudbud. Tit er der 6–8 forskellige slags. At så løgfrø på stedet er ikke at anbefale. De første måneder fylder de såede løg heldigvis så lidt, at de er nemme at have indendøre. Porrerne behandles ligeså.

Drivhuset i maj. Tomater er plantet i tønder, mens andet endnu venter. Foto: Winnie Poulsen.

Peberfrugt skal i gang fra februar, tomat og artiskok fra marts, agurk og melon fra april, squash og bønner fra maj. Har man også krydderurter i køkkenhaven, vil de fleste kunne sås fra sidst i marts og så – ligesom de andre småplanter – efter spiringen inde i varmen have en periode i det lysere, køligere drivhus, inden de plantes ud til det vilde liv. Giv gerne nogle dages afhærdning før de plantes, dvs. lad dem stå ude om dagen, og sæt dem ind i drivhuset til natten. Hvis ikke der tilfældigvis er kommet en masse regn, så vand godt igennem, inden småpotterne sættes i jorden. Tænk på, at den fugt, som er i tørvepotten, kan drænes væk på et par timer, hvis den omgivende jord er mindre fugtig. Jeg vander altid mine planteriller eller plantehuller op med vandkande uden spreder. Hullerne stikker jeg ud med spaden, så det er nemt for vandet at trænge nedad.

Møg

Det er altid godt at kende nogen, der kender nogen. Jeg kender en, der har køer, og han kender en, der kommer med sine store redskaber og muger dybstrøelsen ud en gang om året. Hans vogn er så stor som ladet på en lastbil. Sådan en vognfuld aftalte vi skulle køres ud til mig i stedet for spredes på marken. Jeg lagde en presenning på 24 m² under – det passede nogenlunde – og ovenover lagde jeg et væsentligt større stykke sort markplastik. På den måde kommer der ikke senegræsrødder op fra neden, og der kommer ikke regn ned fra oven og udvander næringsstofferne.

I min tidligere have havde jeg komøget lige for hånden, og det var en fast rutine i løbet af vinteren at grave frisk komøg ned i det stykke, hvor kartoflerne skulle gro, mens resten af haven fik kompost fra de overdækkede bunker af omsat dybstrøelse. Nu, hvor jeg ikke mere har køer, har jeg i uger efter, at vognmanden ved nytårstid kom med møget, gået og glædet mig over, hvor dejligt det bliver at gøre det for jorden, som den allermest trænger til. Jorden er i den grad grunden for al videre dyrkning. Ved at gøre noget godt for jorden, gør man samtidig noget godt for planterne, og hvis der skal være mange af dem – planter altså – skal jorden også være i god gødningskraft.

Når jeg taler om mange planter, er det ikke fordi, de skal stå tæt, men fordi der i store dele af haven vil blive høstet to gange om året. En del af bunken bliver med det samme gravet ned i køkkenhaven række for række. Det er sådan et godt arbejde, lige når frosten er gået af jorden, og det er for tidligt til alt andet. Over hele bredden vendes et spadestik op, så der dannes en grøft på ca. 20 centimeters dybde. Heri fyldes møg. Næste række graves op over møglaget, hvorefter den nye grøft fyldes med møg. På den måde gødskes jorden samtidig med at den gøres klar til at dyrke.

I mit tilfælde er jorden meget stiv lermuld. Til at gøre den medgørlig findes ikke bedre jordforbedring end dyregødning med halmstrøelse. Om det så kommer fra ko eller hest er ikke så vigtigt. Hestegødning brænder hurtigere af. En anden ærgerlig ting med hestegødning kan være for stort indhold af halm. Hvis ikke der er gødning nok i strøelsen, bruges der næringsstoffer fra jorden til at omsætte halmen, og det var jo ikke meningen.

Der, hvor jeg boede før, havde jeg selv køer, og jorden var en meget let sandjord. Sjovt nok er møget også det absolut bedste jordforbedringsmiddel til sandjorden, ligesom det er til lerjorden. Sand, der bliver gødsket med møg, bliver mørkere, mere humusfyldt, mere vandholdende og mere yderigt, mens ler givet den samme behandling bliver mere porøs, mindre skorpedannende, lettere at bearbejde og tydeligvis mere levende.

Færre frø med forkultivering

Hvis ikke man er så fortrolig med at dyrke grønsager, er det normalt en rigtig god idé at læse bag på posen og så gøre, hvad der står. Det vil så f.eks. betyde, at bønnerne sås efter midten af juni, for før er det ikke varmt nok. Hvis de sås inde i drivhuset med et frø i hver sin lille jiffypotte, vil der gå 2–3 uger, før de trænger til at plantes ud. På det tidspunkt er det sandsynligvis blevet varmere udenfor, og bønner elsker varme. Der er nok også blevet et pænt stykke jord fri efter de tidlige kartofler, så bønnerne kan straks fylde den tomme plads. Desuden slipper man for, at en flok skovduer finder bønnespirerne, mens de er på kimbladsstadiet.

Salat kan man så i små spirebakker hver anden uge fra februar. Ikke så mange frø ad gangen, bare 10–20stykker. Når de har fået et hold rigtige blade, prikles de i små jiffypotter, som kan plantes med den rette afstand, når de er vokset til. Det er nemmere at give planterne plads nok i køkkenhaven, når de bliver plantet ud, end hvis man har sået en række, som skal tyndes. Hvem nænner at trække ti planter op for hver, der får lov at blive, og sådan vil det nemt være, selv om der er sået ret tyndt i rækken. Så forkultivering sparer også på frøforbruget.

Selv køber jeg alle mine grønsagsfrø sammen med en veninde, som har endnu mere køkkenhave end jeg. Vi deler poserne og har alligevel aldrig manglet frø. Det giver os begge lidt videre rammer for lige at prøve denne eller hin interessante sort, for vi har jo kun den halve udgift. Og så slipper vi for næste forår at stå med gamle frøposer og ikke vide, om frøene er spiredygtige. Det er så ærgerligt at finde ud af, at de ikke dur mere, når der er gået flere uger over den tid, hvor de skulle være kommet op. For øvrigt spirer friske frø også oftest hurtigere end gamle og gemte.