I annoncer for havemøbler og andre træprodukter står der ofte, at produkterne er FSC-certificerede. Men hvad betyder det egentlig?
FSC-certificering er en global garanti for bæredygtig skovdrift. Forest Stewardship Council (FSC) blev stiftet i 1993 af repræsentanter for miljøorganisationer, træhandlere, skovbrugserhverv, arbejdstagerorganisationer, organisationer som repræsenterer indfødte folk, skovejere og certificeringsfirmaer. Det skete som en reaktion på den negative udvikling, som verdens skove er inde i.
FSC har til formål at fremme skovdrift, der opfylder de sociale, økologiske, økonomiske og kulturelle krav for bæredygtig skovdrift. Alle punkter vægtes lige meget.
Gennem bæredygtig skovbrug sikres, at man opretholder skovens biodiversitet (biologiske mangfoldighed), produktivitet og økologiske processer. Samtidig skal driften foregå, så den giver lokale og indfødte befolkninger i området mulighed for at få gavn af skoven. Skovdriften skal sikre et økonomisk afkast, men det må ikke overskygge hensynet til natur og mennesker.
FSC har i dag på verdensplan 461 medlemmer fordelt på 54 lande. Og 24 millioner hektar skov er til dato FSC-certificeret verden over, og arealet stiger måned for måned. FSC er indtil videre det eneste globale miljømærke for træprodukter, som sikrer, at træet er bæredygtigt produceret.
Der er efterhånden en del firmaer, som forhandler FSC havemøbler, og der kommer stadig flere. Men vær opmærksom på, at de skal være mærket med FSC-logoet. Der sælges mange havemøbler af oversøisk træ, hvor firmaet oplyser, at de er produceret miljøvenligt, og at der er sket genplantning, men her har du kun importørens ord herfor. FSC-mærkningen garanteres af bl.a. miljøorganisationer.
Havestol af FSC-certificeret træ. Foto: Udlånt af Gjern Tømmerhandel
FSC-logo
Her er du: Forsiden > Inspiration > Havemøbler > FSC-certificerede havemøbler
Kommentarer
Der er 1 kommentar til denne tekst. Læs kommentarer…