En kold vintermorgen ankommer jeg til en tæt lav bebyggelse i Albertslund. Her bor Jens Thejsen, efter han har forladt sit smukke Jylland. Bare fordi den store have er skiftet ud med et lille frimærke, er det ikke ens betydende med, at naturen og økologien ikke længere har en stor plads i hans liv. I dag er han selvstændig økologi- og plantekonsulent primært for kommuner og tegnestuer.
Egetræer er noget helt særligt, og det er de i mange kulturer. Foto: Manfred Antranias Zimmer
Allerede i Jens barndom voksende glæden ved naturen, faktisk så meget at han og en kammerat i 10 års alderen startede en klub – naturklubben. De havde et optagelses ritual, der er lige til en film; begge nøgne fødder skulle plantes i en dampende varm kokasse – hvis det var klaret, var medlemmet også klar, til de naturoplevelser der ventede! Allerede dengang var der planter, der havde en speciel status, til trods for, at Jens ingen faglig viden havde at binde det op på. De store gamle egetræer var hellige, og drengene kunne tilbringe timer på de grove grene langt oppe i kronerne. De kunne drømme, se på myrer, finde fuglereder eller når de havde siddet der længe og stille nok kom der måske en ræv listende. En anden plante der havde en særstatus var agertidslen, dens vækstkraft, størrelse, popularitet hos insekterne og skønhed gjorde den til noget særligt.
Jens fascination og glæde ved naturen gik ikke i sig selv, men blomstrede op og blev en profession. Både Beder Gartnerskole og Jordbrugets Uddannelses Center Århus har haft glæde af Jens og hans passion i over 35 år, hvor han har givet videre til de næste generationer.
Mennesker i alle aldre har fundet nyt viden og inspiration til at gå hjem og prøve nye dyrkningsmetoder i den Økologiske have i Odder. Foto: Karna Maj
Den Økologiske have i Odder blev fra starten præget af Jens, siden den blev anlagt på en 7 ha stor bar pløjemark i 1991 med det formål at skabe en demonstrationshave for økologiske dyrkningsmetoder. Her har Jens kunnet vise og eksperimentere med alt fra kvashegn til grøngødning, sammen med andre medlemmer af Landsforeningen Praktisk Økologi, de frivillige og folk i aktivering samt projektansatte. Haven er i dag en åben demonstrationshave, som hvert år besøges af mange tusinde, der finder inspiration i praktisk økologisk dyrkning og dyrehold.
I haven er der blandt andet lavet en »brændemur« for at øge biodiversiteten. I den vil træet langsomt rådne væk og danne bolig og fødegrundlag for mikroorganismer, svampe og en masse dyr og insekter. Men Jens har flere fif til at øge bredden og brugen af »brændemur« Ved at indsætte store sten i bunden af den, kan der nemlig leveres vand til nogle af de herboende dyr. Da sten har en anden densitet end træet, vil der samle sig kondens på stenen – voila! Ovenpå træet lægges et tyndt lag jord, hvor der kan vokse mosser og husløg. Brændemuren som landskabeligt virkemiddel og som redskab til at øge biodiversiteten, går ikke af mode.
Her er det er engelsød Polypodium vulgare bregne der vokser i den smule jord der er kommmet ovenpå træet. Foto: Jens Thejsen
Fra 1992–2007 var Jens medredaktør på Praktisk Økologi’s blad, og kunne der øse ud, ikke bare af sin erfaring, men også af de projekter han kunne prøve af og observere i den Økologiske have. Han har skrevet en del bøger bl.a. Den vilde have, Græsser og Bytræer – ikke alle om økologisk havebrug – for han interesser sig også for byens planter, jord, vilde haver, træer og græsser. Inspirationen har Jens bl.a. fået gennem undersøgelser af planters natur ved at se på plantesamfund – hvad vokser sammen og i hvilken jord. Der hvor de vokser naturligt, for at se helheden. Ud over rejser i Norden og Europa, er der også undersøgt plantesamfund i Nordamerika, De Pontiske Bjerge, Nepal, Bhutan og Bjerget Emei Shan i Kina som regnes for et af de botanisk set mest rige og varierede bjerge på den Nordlige halvkugle siger Jens
… Mens der skrives på endnu et par i Albertslund bl.a. en naturvenlig havehåndbog sammen med Mia Stochholm, så er der ikke lukket ned for hverken aktivisme eller haver – dels familiens store skovhave i Sverige dels et lille køkkenhavelod i Hyldespjældet hvor han bor og er engageret i stedets miljø og natur. Et sted som mere ligner en landsby end en moderne bebyggelse.
Jens har skrevet mange artikler og svaret på næsten 300 af vores læserspørgsmål som ekspert; så brug vores søgefunktion og se på planteportrætter, fortællinger om frugt og græsser.
Her er du: Forsiden > Inspiration > Haveliv > Forfatter portræt: Jens Thejsen
Kommentarer
Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…