Lykken ved formering

Af min svigerfar lærte jeg at samle frø af alting, fra grankogler til tomater. Alt skulle prøves, og hans succesrate var meget høj. Hver gang vi besøgte familien på Samsø, havde den lille vejbod flere ukendte frø i små plasticposer, og til min forundring stoppede min mand lommerne, længe før vi selv fik have. Den havetilgang smitter jo af, så min ægtefælle er storsamler om en hals, og har igennem årene lært mig glæden ved at forsøge med alskens små selvsåede pinde og vækster, der titter op af jorden.

Jeg laver frøkuverter om vinteren, mens jeg hører radio. Foto: Kirsten Dietrich

Begejstringen greb om sig, og pludselig en dag løb vi begge rundt og rodede i jorden efter dette og hint. Forandringen skete gradvist, men når resultaterne viser sig, øges nysgerrigheden jo. Hvad sker der, hvis man putter en valnød i jorden, kan man så lave et valnøddetræ?

Ekspertise kontra videnskab

Nu er der forskel på ekspertise og videnskab, et tema, vi her i huset, aldrig holder op med at diskutere. Jeg er kunstner, vant til at eksperimentere med mange ting og har lært, at der kan komme god kunst ud af legen, når man opgiver at styre efter forudbestemte resultater. Jeg har for eksempel lavet mange af mine Artist Books – groft oversat er det unika »bøger« med et tema – med bagepapir brændt i ovnen. Første gang brugte jeg en hel dag på at spæne op og ned ad trappen for at tjekke, hvor længe og hvor høj temperatur, papiret skal have for at frembringe bestemte farvenuancer.

Jeg er en hvad nu hvis type, min mand er en kreativ, videnskabelig uddannet person, der bare ved så meget, at det i mine øjne af og til glipper lidt med bare at iagttage. Så kan man lave et valnøddetræ ved at putte en valnød i jorden? Yes! Et af mine vanlige argumenter er, at alle lærebøger jo er skrevet på erfaringer, for pokker.

Modertræet er næsten 100 år gammelt. Foto: Kirsten Dietrich

Kan en enkelt valnød blive til noget stort?
Under anden verdenskrig blev vores valnøddetræ sat en del tilbage på grund af kulde, og vi har indtil flere gange beskåret det, for kronen er enorm, valnødderne ligeså. Eksperterne er vist enige om, at valnøddetræer har meget vanskelige forhold i vores klima, men det ved vores træ ikke.

Valnødder på størrelse med babynæver. Foto: Kirsten Dietrich

For en del år siden lagde jeg en nyplukket ægte kastanje i jorden, bare for lige at tjekke ud. Det kunne man også, selv i vores nordlige klima. For dem, der elsker ristede kastanjer om efteråret, vil jeg nævne, at der overhovedet ingen sammenligning er med dem, man selv kan snige sig til at samle op fra jorden i en park, hvor skallen sidder endnu og kastanjen er spejlblank, og så købekastanjer sydfra.

Det ældste barn er 4 meter højt med 25 år på bagen. Foto: Kirsten Dietrich

Det ville være smart at være forudseende

Alle de selvproducerede træer skal jo plantes ud og sættes et sted på grunden, hvor der er plads, lys og luft. Det kniber det til gengæld med efterhånden, så stor er vores grund altså ikke. Så træer i pæne størrelser står placeret hist og pist, ikke nemme at flytte mere, og hvad gør en klog? Vi lader dem stå og håber på det bedste.

Et bøgetræ blev til en forårsaften i maj, hvor vi gik tur i skoven, totalt udmattede efter fødslen af vores første barnebarn. I lutter glæde samlede jeg en bog op, gik hjem og puttede den i jorden. Træet er nu højere end barnet, og ikke bare lige sådan at grave op og flytte.

Hvorimod den hasselnød, vi også tog med fra en skovtur, ret hurtigt blev stor, giver nødder til kager, og klogt blev placeret et sted, hvor den skal forblive.

Det yngste træ er dukket op i år, fordi en valnød sidste efterår dumpede i køkkenhaven. Foto: Kirsten Dietrich

hasselnøddebusk med høst – måske er den 5 år gammel? Foto: Kirsten Dietrich

Ligeledes med den lille pind af en syrenbusk, som nu er groet til hækkestørrelse, og hvert år giver sideskud, der plantes som hæk andre steder på grunden.

Foto: Kirsten Dietrich

En syren, gravet op hos venner som små tynde pinde på 30 cm. Foto: Kirsten Dietrich

Vores lavendelbuske, der omkranser gårdspladsen, er hentet hos genboen som små kviste, der blev stukket i jorden og vandet. Min kloge mand siger, at man kan flytte hvad som helst, når som helst, bare man husker at vande!

Og så er der de skønne, svære roser

Stiklingeformering af roser har min særlige opmærksomhed, hvorfor ved jeg ikke, udover at jeg jubler, når det lykkes, hvilket det langt fra altid gør. Jeg har haft succes med New Dawn, Westerland og Freude. Hvert år gentager jeg processen, og ca. hvert tredje år er der gevinst. Jeg har sågar et år haft nogle virkelig flotte eksemplarer, som jeg i forårssæsonen ikke tog mig kærligt af, så de døde. Min surt tjente erfaring med roser (for jeg har slået indtil flere sorter ihjel) er to ting – gødning og vand. Under de betingelser kvitterer de med blomstervæld og grønt løv, der ikke visner, får bladlus, stråleplet eller andre gebrækkeligheder.

Roser bliver hurtigt modtagelige for alskens angreb, hvis man ikke holder øje med dem. Nu har jeg ikke en Ghita Nørby have, langt fra, men dem, jeg har, elsker og forkæler jeg mindst lige så meget som drivhuset og køkkenhaven. Jeg klipper alle visne blomsterhoveder af for at fremme væksten på de remonterende. Og så stiklingeformerer jeg glad og gerne.

Efter nogle år bliver de pænt høje og buskede, med smuk bladvækst og store skønne blomsterhoveder. I april får alle roser hestemøg fra naboen, vandes godt igennem et par timer nogle gange i løbet af måneden i tørre perioder. Gødes sommeren igennem nogle gange med brændenældevand og fortyndet hønsegødning, og vandes igennem under tørke.

Glæden skal man ikke kimse af

Glæden ved at formere træer, buske og roser er ikke mindre end glæden ved at grave kartofler op, plukke agurker eller hive gulerødder op af jorden. Selvom det føles som om, jeg udfører miraklerne selv, ved jeg da godt, at jeg bare er en af Vorherres kulier. Men det er faktisk ikke mindre spændende end at skrive en bog, stable en udstilling på benene eller oh fryd: betragte mit lille nye forrådskammer spækket med fyldte sylteglas. Selv vores forhenværende kulturminister, Jytte Hilden, kunne ikke skelne imellem kunst og godt håndværk, og som udøver af begge dele, vil jeg sige, at det såmænd er svært af føle forskellen.

Jeg tror, vi alle bliver lykkeligere mennesker af at være kreative. Hvorvidt man egentlig skal tilskrive hele resultatet sin egen indsats eller ej, føles selve processen altid lidt magisk. Nogle gange lykkes det, og andre gange slet ikke. Ikke alt kan forklares, men nærvær i tilblivelsen er under alle omstændigheder en meget vigtig ingrediens.