Fra mosset græsplæne til frodig køkkenhave

En julidag i 2018, da det meste i haven var tørt og lysebrunt, stod jeg på den strittende græsplæne og hoppede op på en spade. Jeg havde fået et kald. Jeg skulle skabe en »mark«, så vores familie kunne begynde at dyrke jorden. Min længsel efter at komme tilbage til naturen havde fået fat i mig, og vi brugte alligevel ikke den store græsplæne til noget. Den lå bare i baghaven til ingen verdens nytte.

Vores have i Hvidovre, hvor jeg flyttede sammen med min kæreste, Morten, er min første egentlige have, efter jeg flyttede hjemmefra. Ellers havde jeg boet i lejlighed på Nørrebro, Frederiksberg, Odense, Århus og i Cairo.

Jeg havde dog én gang før boet i hus med have i en kortere periode, da jeg var i praktik på FN’s regionale hovedkvarter i Nairobi. Det var i regntiden, og regnen plaskede ned, og alt det grønne voksede og voksede. Når jeg åbnede havedøren om morgenen, blev jeg mødt af en duft af fugtig, frugtbar jord, et syn af ubeskrivelig frodighed og et lydtæppe af fugle og nogle gange aber i trækronerne. Havens avokadotræ gav frugter så store som meloner, alt trivedes i den rødlige jord. Det var en helt anderledes sanseoplevelse at slå øjnene op til vores kortklippede græsplæne.

Efter at have set Søren Ryges dokumentarserie »Far, mor og børn« om en familie som sammen dyrkede jorden, virkede drømmen indenfor rækkevidde. Dét matchede alle mine drømme om at få et nyt fællesskab derhjemme, få livet flyttet udenfor, komme i samklang med årets rytme og igen kunne åbne havedøren til frugtbar jord, frodighed og dyreliv.

Fra at modarbejde til at samarbejde med naturen

Vi behøvede ikke at flytte på landet for at leve sammen med naturen. Vi skulle bare stoppe med at holde naturen nede og i stedet samarbejde med den og indgå i dens geniale kredsløb.

På græsplænen i Hvidovre kunne jeg ikke sanse naturen. Kun parcelhuskvarter og forstad. Det nagede mig. Når vi går ud i haven nu, er vi vidner til naturens vækstkræfter. Foto: Thomas Howalt Andersen

Begejstringen over at dyrke vores egen jord giver os følelsen af at være bønder med en jordlod mere end byboer med en køkkenhave. Derfor kalder vi den dyrkede jord for »marken«. Ligesom vi kalder forhaven med uslået græs for »engen« og bruger den til picnic. Bagenden af haven kalder vi for »skoven« og bruger skovbunden til højtlæsning. En lille jordhøj med vilde blomster er »bjerget«, der med sine skrå sider er velegnet til at sove middagslur på, ligesom vi har gjort på vandreture i den vilde, uspolerede natur.

Lige udenfor vinduerne foran terrassen ligger der nu en køkkenhave på ca. 100 m², og længere nede i haven er der høns, tamme moskusænder og kaniner. Og vi har ovenikøbet glæden af, at naturen er kommet tilbage med vilde planter og et summende liv af insekter og fugle.

Jordforbindelse

Mit ønske var at forbinde mig med planeten, så jeg ville arbejde tættest muligt på jorden og derfor dyrke i jordhøjde frem for i højbede. At dyrke i jordhøjde har også den miljømæssige og økonomiske fordel, at fugten i jorden ikke fordamper lige så hurtigt, som den gør i højbede, og der skal derfor vandes mindre.

Vi valgte det mest solbeskinnede sted til køkkenhaven, da grønsager trives i sollys, og så begyndte vi ellers som det mest naturlige i verden at grave græsklumperne af med vores spader. Senere lejede vi en fræser og findelte jorden. Jorden var leret, kompakt, tør og næringsfattig, og det var tydeligt, at det ville være meget svært at dyrke noget. Så første tanke blev at efterligne, hvad landbruget gør i den situation, og de vender jo og findeler jorden. Heldigvis fortalte en ung kvinde mig om fordelene ved den gravefri have, som hun havde lært om på et kursus i permakultur hos Karoline Aaen. Aiah Noack, ejer af Naturplanteskolen, instruerede mig kort efter i at anlægge resten af køkkenhaven oven på græsplænen. Vi stoppede med at grave (hvilket var en stor lettelse), og jeg læste et par bøger om permakultur. Det blev soleklart: Selvfølgelig skulle vi lade os inspirere af mesteren over dem alle: naturen.

Naturen kan på naturlig vis skabe en frugtbar jord helt uden at grave. Naturen tilfører organisk materiale på jordoverfladen, som bliver omsat til humus og plantenæringsstoffer af dyrelivet og mikroorganismerne i jorden. På denne måde skaber de levende organismer i jorden en ægte frugtbar, porøs og iltrig jord, som endda er god til at holde på fugten. En ideel jord til at dyrke grønsager i.

Gravefri metode

Vi ændrede derfor strategi til gravefri dyrkning. Om vinteren lagde vi 5 cm hestemøg på græsplænen og derefter et lag med
5 cm jord eller kompost – alt efter om vi ville så frø direkte i jorden eller udplante planter i komposten. Mange steder blandede vi det også. Jorden fik vi fra en økologisk gård (Toftegården i Albertslund), og komposten hentede vi på genbrugsstationen.

Det samlede lag på 10 cm hindrer græsset fra plænen i at gro på grund af mangel på lys og luft, og græssets rødder og græsstrå omsættes til humus og næringsstoffer. Hvis du har mælkebøtter eller tidsler i græsplænen, bør de fjernes inden. Og er græsplænen fuld af flerårigt og kraftigt voksende ukrudt, bør den dækkes over med pap, før møg og jord lægges på.

Metoden kan bruges på alle tider af året. Du kan begynde med ganske få kvadratmeter og udvide efterhånden. Hvis det er blevet forår, når du vil i gang, så læg bare kompost blandet med lidt jord ud i et 10 cm tykt lag, hvor der skal sås. Hestemøget kan tilføres det følgende efterår. Til sidst i køkkenhavens tilblivelse bør du forkæle både livet i jorden og dig selv og fordele et jorddække bestående af grønt afklip, blade eller halvt omsat kompost på dine nye bede. Et lag på minimum 6 cm jorddække vil holde jorden fri for ukrudt. Du skal dog vente med at lægge jorddække ud, til planterne er kommet godt op efter såning, eller til de er blevet plantet ud.

Kompost og jorddække

Ligesom vi fandt en nem gravefri måde at skabe køkkenhaven på, fandt vi også en nem luge-, kunstgødning- og giftfri måde at dyrke grønsagerne på. Mange gange i livet har jeg indset, at jeg virkelig skulle aflære en holdning eller opfattelse, jeg havde tillært. Så har du også lært, at en køkkenhave er utroligt tidskrævende, hårdt arbejde, en kamp mod ukrudt og fuld af problemer, så er dette måske én af de gange, hvor gammel viden skal aflæres.

Vi graver ikke, luger ikke, vander sjældent og sprøjter aldrig. Vi tilfører bare jorden kompost og jorddække og gør dermed vores jord mere og mere frugtbar. Det er en anderledes måde at dyrke på i forhold til den gammeldags metode med at vende jorden.

Kombinationen af køkkenhave og husdyr er genial, da husdyrenes efterladenskaber bidrager til en næringsrig kompost. Hver uge kommer vi udmugningen fra vores tre moskusænder, syv høns og to kaniner op på kompostbunken sammen med organisk materiale fra haven. Det bliver omsat til en næringsrig kompost, som vi bruger som gødning hele vækstsæsonen. En håndfuld naboer med giftfrie haver, leverer også deres græsafklip, hækafklip og nedfaldne blade til os i stedet for at få det afhentet som haveaffald. Vi har nemlig brug for ekstra organisk materiale for at producere nok kompost og for hele året at kunne holde vores jord dækket. Det giver et hyggeligt sammenhold på vejen, at vi sammen forvandler haveaffald til grønsager.

Køkkenhavens størrelse, form, kanter og stier

Vores grund er ca. 1000 m², så der var plads til i alt 100 m² med køkkenhave og et drivhus på knap 10 m². Vores køkkenhave består af »marken« på 70 m² med enårige afgrøder, »langmarken« på 20 m² med flerårige afgrøder samt »Sophias mark« på 10 m² med grønt til dyrene. Bedene er ca. 80–100 cm brede, og stierne ca. 40 cm brede. Stierne og bedene er permanente, så vi ikke betræder og forstyrrer den jord og de dyr og mikroorganismer, der i deres nedbrydning af organisk materiale opretholder den næringsrige og dyrebare muldjord.

Haven er et familieprojekt. Alle hjælper til og nyder godt af det nye frodige fristed. Her samles frø af morgenfrue. Foto: Thomas Howalt Andersen

Stierne er belagt med en dobbelt ukrudtsdug med barkflis, som er behageligt at gå og sidde på og ikke kræver andet vedligeholdelse end et nyt lag barkflis hvert tredje år. De er anlagt, så det er nemt og indbydende for børnene at løbe igennem køkkenhaven og ned til gyngerne, bålpladsen, havedammen og dyrene. Kanterne omkring køkkenhaven har ikke fået nedgravet en barriere, som holder græsset ude og kræver derfor vedligeholdelse, for at græsset ikke breder sig ind i køkkenhaven. Vi har fået den vane, at når vi fylder en stor kurv med frisk græs til kaninerne, hønsene og ænderne, så tager vi det fra kanten af køkkenhaven i stedet for midt på græsplænen. Græskanten er dermed en resurse, som forkæler dyrene, og vi anser den ikke som et problem. Vil du gerne have vedligeholdelsesfrie kanter, kan du grave en rodbarriere ned, som kan fås i byggemarkedet, og som forhindrer græssets rødder i at brede sig ind i køkkenhaven.

Langs med »langmarken« ligger træstammer, som fungerer som en god barriere mod græsset, og som holder jorddækket på plads. Desuden har det vist sig, at træstammerne er en effektiv sneglefælde. Om morgenen triller vi med en fodsål hver stamme ud på græsset, og så kommer moskusænderne vraltende og spiser de nyankomne snegle, som har lagt sig under det fugtige træ om natten. Dette er blot ét af mange eksempler på, at alle elementer og handlinger i haven har flere gavnlige funktioner. Synergierne skaber en høj energi, og der hersker en inderlig glæde over at få lov at være en medarbejder i et genialt skaberværk.

Få meget mere inspiration

Vil du have mere inspiration til at dyrke din have på en bæredygtig og økologisk måde, så kan du finde det i bladet »Praktisk Økologi nr. 06–2021«, hvor artiklen her er fra. Bladet kan lånes på biblioteket, men du kan også blive medlem af Landsforeningen Praktisk Økologi og læse det i medlemsportalen.