Det linnéske landskab i Råshult

1707 lød der skrig i præstegården i Råshult i Småland. Præstenfruen havde født en søn. I det fattige Småland fik man mange børn, så det havde ikke behøvet at være nogen særlig begivenhed, men det skulle blive startskriget for en dreng, som ikke bare blev til glæde for familien, men skulle udvikle sig til en af Sveriges største videnskabsmænd.

Carl von Linné er manden, der for alvor satte gang i forsøget på at systematisere dyr og planter. Han og det linnéske system er mere levende end nogensinde, og hans tanker og ideer udvikles stadig. Hvis man er natur- og økologiinteresseret er det interessant at besøge museumslandskabet ved Linnés fødested Råshult.

Linnés barndomslandskab

Stynede lindetræer og stendiger. Foto: Jens Thejsen

Den unge Carl von Linné voksede op på præstegården i Stenbrohult i samme del af Småland som Råshult. For 300 år siden var dette landskab helt anderledes end i dag. Naturen var præget af store skove med rydninger omkring gårde og landsbyer. Bønderne brugte skoven så meget som muligt til jagt og fiskeri og til græsning for husdyr, og samtidig forsøgte man at udnytte jorden i de skovrydninger, som var lavet. I løvenge høstede man både hø og stævnede træerne til bl.a. løvfoder og redskaber. På de stenede marker kæmpede man med at dyrke korn, og omkring husene var der haver, hvor der blev dyrket kål og andre grønsager. Det var en hård og sej kamp at fravriste landskabet nok til at kunne opretholde livet. Men i naturen og i kulturlandskabet herskede der stor artsdiversitet.

Hvorfor Linné kastede sig over plante- og dyreriget med så stor iver, kan vi ikke vide med sikkerhed, men han havde de bedste forudsætninger for at komme til at interessere sig for planter. Hans far, der var præst, var en ivrig havedyrker, som ikke kun interesserede sig for det spiselige. Ikke alene kastede han sig over lægeplanter, krydderurter, tobak, humle til øl, frugt og bærbuske – han holdt også af planter, som ikke bød på meget andet end skønhed, og det var usædvanligt i det fattige Småland, hvor der som regel ikke var tid eller plads til at dyrke noget, der ikke var nyttigt.

Natur under pres

De smålandske skove omkring Linnés barndomhjem er i dag et rigtigt kulturlandskab. Skovene drives forholdsvist intensivt med store maskiner. Der er konventionelle bøndergårde, og mange steder ligger landsbylivet i dvale, fordi landbefolkningen er flyttet til byerne. Landskabet er under stadig forandring, og naturen er hårdt presset af den moderne effektivitetskultur med sine stadigt større gårde, brug af fremmedstoffer og monokulturer, og set ud fra en økologisk synsvinkel går det ikke i den rigtige retning.

Men der er stadig mange, smukke steder, hvor man føler sig hensat til Ronja Røverdatters dybe skove. Her kan man stadig høste kantareller og blåbær og finde søer med eventyrlige, små øer. I det hele taget er der fortsat meget at komme efter for naturelskere.

Landskabet har en stor artsdiversitet. Foto: Jens Thejsen

Levende natur- og kulturhistorie

Ved Linnés Råshult har man gennem mange år arbejdet på at genskabe landskabet, som det så ud for 300 år siden. Udgangspunktet for tilbageførelsen af landskabet er Linnés egne optegnelser over, hvordan landskabet så ud og hvordan og hvad, man dyrkede.

Det er blevet et smukt og spændende eksperiment på 42 hektarer. Markerne dyrkes som for 300 år siden. Jorden bearbejdes med hest og primitive redskaber. Man har samlet sten i dynger og dyrker mellem og omkring stendyngerne, og kornet høstes med segl og le. På markene dyrkes der bl.a. vårrug, sort havre og hør. Engene bliver slået i juli–august, efter at de vilde blomster har kastet frø, og træerne bliver stynet eller stævnet, dvs., at man klipper vanris med 3 og 5 års mellemrum. De arter, som man stævner og styner, er fortrinsvis lind.

Alt dette betyder, at landskabet i dag har en meget stor artsdiversitet både mht. insekter, fugle og større dyr. Særligt planterne har fået enorme udviklingsmuligheder, så der er i dag er registreret over 220 planter på området, og flere steder er der op til 40 arter pr m².

300 år gammel haveplan

På Råshult findes der smukke, gamle træbygninger med tørv på tagene. Det er dog ikke de oprindelige bygninger – de nedbrændte i 1730. Men de bygninger, som derefter blev opført, er velbevarede.

Tæt ved bygningerne ligger haverne, hvor man dyrker urter, som var almindelige i 1700-tallet. Her er der omkring 60 forskellige arter og sorter af bl.a. lægeurter, krydderurter, grønsager, frugttræer, bærbuske, tobak, humle og prydplanter. Der er både opbygget en mindre urtehave, sådan som man ud fra optegnelser fra samtiden har ræsonneret sig frem til, at en have må have set ud for 300 år siden, og en urtehave med typiske gamle svenske hegn.

Og som noget vigtigt, når man har gået rundt i det levende museumslandskab, kan man få sig en kop kaffe og købe et par planter, bøger og kort med smukke billeder.

Råshult har flere gange har været et af udflugtsmålene på vej hjem fra Landsforeningen Praktisk Økologis Ölands-ture, som Jens Thejsen har været turleder på.