Tag hånd om dit vand

Meget tyder på, at vi fremover vil få flere og kraftigere skybrud som følge af menneskeskabte klimaændringer. Det vil betyde oversvømmede kældre, veje og kloakker. At tage hånd om det kræver en fælles indsats, og det må vi selvfølgelig som forening og miljøbevidste enkeltpersoner gøre en politisk indsats for. Men vi kan også selv gøre noget med vandet i vores haver, og i det følgende vil jeg forsøge at give nogle ideer til, hvad vi kan gøre, så det bliver både praktisk og æstetisk anvendeligt.

Det er altid forbundet med arbejde at bruge vand i haven. Vandbeholdere skal tømmes, pumper tages op for vinteren, og slanger og filtre skal renses. Men det er også noget af det mest givende havearbejde, for vand tiltrækker mange slags dyr i haven, og lyden af rislende vand virker beroligende. Og så er der simpelthen noget dybt tilfredsstillende ved at vande med eget regnvand.

Denne artikel tager udgangspunkt i figuren nedenfor, hvor vi starter med opsamling af brugsvand og ender med nedsivning.

1. Brugsvand

Hvorfor bruge rent drikkevand til at skylle ud i wc’et? Hvis man samler regnvand sammen, så slår man to fluer med ét smæk. Man sparer på vandværksvandet og undgår kalkrande, som skal fjernes med krasse rengøringsmidler.

I 2000 blev det langt om længe lovligt at bruge regnvand som brugsvand til vask og toiletskyl. Kravet er dog, at man bruger et godkendt anlæg, og at det skal sættes op af en autoriseret vvs’er, så man er helt sikker på, at man ikke ved en fejl kommer til at forurene det offentlige vandforsyningsnet med regnvand. Det kan man læse mere om i pjecen Fra taget til toilettet – om brug af regnvand fra tage i wc-skyl og vaskemaskiner, som er udgivet af Erhvervs- og Boligstyrelsen i samarbejde med Miljøstyrelsen. Her kan man bl.a. også læse om hvilke tagtyper, der egner sig til at opsamle brugsvand. Tegl, beton og skifer er godt, hvorimod tagpap er dårligt, da det misfarver vandet og dermed også tøjet. Hent pjecen.

2. Åben vandrende

Vandet kan ledes videre fra et overløb fra brugsvandsbeholderen eller fra nedløbet via en åben rende, gerne muret op i et materiale, som svarer til husets.

Hvis renden konstrueres i 50–75 cm højde, kan den bruges som en lav læmur langs terrassen, samtidig med at den fungerer som vandkunst og et sted, hvor mindre børn kan sejle med pinde og pjaske uden at være i fare for at drukne. Man kan også lave vandrenden af en udhulet træstamme. Vandrenden kan kombineres med traditionel vandkunst a la løvehoved, hvis det støder op til en mur. Pumpen kan passende være solenergidrevet.

3. Vandbassin

Der er ikke noget, som gør så meget for dyrelivet i haven, som et vandbassin – selv et lille et. Det kan udformes naturligt eller formelt, men en afdeling med lavt vand og sumpplanter giver levemulighed for masser af dyr og drikke­muligheder for både insekter og pattedyr.

Hvis bassinet har stejle sider, er det vigtigt, at der er et sted, hvor det er muligt at klatre op for dyr (f.eks. pindsvin), som falder i vandet.

Her fungerer det på den måde, at vandet fra vandrenden plasker ned i bassinet, når det regner nok til, at brugsvandsbeholderen er fyldt. Fra bassinet fører en kanal vandet videre til næste opsamlingsbeholder. Det er derfor vigtigt, at bassinets kanter er helt vandrette, så vandet løber over det rigtige sted.

Vandgennemstrømningen ilter vandet og sørger for, at der fyldes nyt vand på bassinet til at erstatte fordampningen.

4. Grøft

Fra vandbassinet ledes vandet videre gennem en grøft. Grøften er tætnet med f.eks. bassinfolie eller støbt i beton, da det ikke er meningen, at vandet skal sive ned endnu.

Det kan være et fif at slutte grøften af ved at lade den gå under en klippet hæk eller en tæt busk, så det ser ud som om, at den fortsætter videre ud. Det får haven til at virke større.

I grøften lægges sten og grus – ikke jord, som vil blive skyllet med til næste opsamlingssted.

Det betyder, at der ikke er så mange muligheder for beplantning, da det skal være planter, som tåler at stå under vand i regnfulde perioder og til andre tider helt tørt. De eneste gode muligheder, som jeg kender til (men der er sikkert flere) er den almindelige gule iris, Iris pseudacorus, som gror vildt i kanten af søer, samt kattehale, Lythrum spp.

5. Vandtårn

Har man en køkkenhave, er det en stor fordel med et vandtårn midt i haven, så der kan vandes med regnvand gennem slange.

I eksemplet kommer vandet fra grøften, hvorfra det ledes ned i en nedgravet beholder. Ovenpå denne står en anden beholder, hvor vandet pumpes op fra den nederste med en pumpe, som selvfølgelig bør være solcelle­drevet for ikke yderligere at belaste COc-regnskabet. Husk at pumpen skal have tørløbssikring, så den ikke løber tør en solskinsdag. Allerbedst er selvfølgelig en hånddrevet pumpe.

Gode beholdere er nye eller brugte palle­tanke, som rummer 1000 liter vand. Husk at få oplyst, hvad den brugte palletank har indeholdt før – det er ikke sikkert, at det er noget, vi ønsker spor af i haven.

Palletanke er ikke kønne, men deres gitter udgør et glimrende fæste for slyngplanter. Da den øverste tank skal kunne vippes, så pumpen kan tages op om vinteren, skal man kun plante på én af siderne. Derefter kan man lede slyngplanterne rundt om palletanken, uden at de bliver ødelagt, når man skal til pumpen.

Man kan også plante planter, som kan klippes helt ned om vinteren – f.eks humle eller den type klematis, der hører til beskæringsgruppe 3 – dvs. klematis, som blomstrer efter midsommer, og som kan skæres helt ned vinter eller tidligt forår, uden at det går ud over blomstringen, f.eks. Clematis viticella.

6. Reservebeholder(e)

Man kan på strategiske steder i haven anbringe flere beholdere, som kan forbindes med hinanden, så man har adgang til vandingsvand flere steder. Blot må man huske på, at vandet altid vil være vandret. Så overkanten af beholderne skal være i nogenlunde samme højde, hvis de alle skal kunne fyldes, når de er forbundne.

Hvis de står tæt på hinanden, kan man måle sig frem til det med et vaterpas. Hvis de er længere fra hinanden, kan man fylde en haveslange med vand og stille to personer ved hver beholder. Slangens ender er i vater, når vandet fylder slangen uden at løbe ud af nogen af enderne.

7. Vandpost

Børn elsker at lege med vand, og legen bliver ikke mindre morsom af, at man selv skal pumpe vandet op med en gammeldags pumpe.

Grav en vandbeholder ned, og lad overskudsvand ende dér, og anbring en vandpost med pumpe ovenpå.

8. Nedsivning

Det vand, som vi ikke har nået at bruge undervejs, skal ende et sted. De fleste steder i landet kobler vi tagvandet på kloakken, hvor det blandes med alt fra wc-skyl til industrispildevand. I tilfælde af skybrud er det desuden med til at overbelaste rensningsanlæggene. Derfor gælder det om at sive vandet ned på sin egen grund, så det kan bidrage til grundvandsforsyningen i stedet for at belaste rensningsanlægget.

Den lovlige måde at gøre det på er at etablere en faskine, der i princippet bare er et hul i jorden, foret med vandgennemtrængelig fiberdug og fyldt med sten og dækket med fiberdug og jord på til sidst.

I dag bruger man gerne specialfremstillede plastikelementer (gamle plastikølkasser kan også fint bruges) i stedet for sten.

Gentofte kommune har lavet en letlæst pjece om faskiner.

Størrelsen af faskinen afhænger af størrelsen på tagfladen, som skal afvandes. Hvis man har et tag, som dækker et grundareal på 100 m², giver det 100 liter vand for hver mm regn, som falder. Så ved et skybrud kan det blive ret store mængder, som skal ledes væk.

Nedsivningsområdet vil naturligt blive på den laveste del af grunden, og hvis der ofte er fugtigt, kan det jo være, at her er gemt en lille dam, som blot mangler at blive gravet ud.

Man kan også beplante området med vandtålende planter. Ofte anvendes pil, men der er andre muligheder. Hvad med f.eks. solbær?

Lige meget hvad man gør, må vandet under ingen omstændigheder kunne komme til at oversvømme nabogrunde – så er det bedre at lave en rigtig og rigeligt stor faskine.