Stenkløver

Toårig, kraftigvoksende plante med opret vækst, som i 2. år når en højde på omkring et par meter. Hvid (-blomstret) stenkløver, Melilotus albus, krydser let med de gulblomstrede: høj stenkløver, Melilotus altissima og mark stenkløver, Melilotus officinalis. De to sidstnævnte arter siges at have større tørkeresistens og bedre tilpasningsevne end hvid stenkløver.

Jordbund

Som vild plante trives stenkløver på tørre, stenede og ofte også kalkholdige jorder. Den er almindelig, hvor der er foretaget jordarbejder, f.eks. langs veje.

I kultur trives planten på alle jordtyper – fra lette, tørre og til tunge, fugtige jorder. Den foretrækker rigelig kalk i jorden og trives ikke på stærkt sure jorder.

Klima

Stenkløver tåler både tørke og nogen vandmætning af jorden. Den overvintrer med stor sikkerhed.

Vækst

Stenkløver og lucerne ved stranden på Farø. Foto: Karna Maj

Stenkløver spirer villigt og har relativ hurtig ungdomsudvikling. Planten danner i ungdomsstadiet mange blade og skygger effektivt.

Sået før sankthans vil planterne blomstre i udsædsåret ved en højde af 60–80 cm. Under blomstringen lysner vegetationen moderat. Senere udsåninger går ikke i blomst. Stenkløver konkurrerer effektivt med de fleste andre bælgplanter, undtagen lucerne, perserkløver og ande bladrige, lave arter, som f.eks. hvidkløver og sneglebælg. Den forenes godt med rødkløver.

Udsået før midten af juli danner den vinterdække af oprette, forveddede, seje stængler fra blomstrende skud samt overvintrende, grønnne skud. Senere udsåninger overvintrer som grønne. I 2. leveår blomstrer stenkløver ivrigt fra juli til september.

Stenkløver har meget kraftige og dybtsøgende rødder. I den vegetative fase dannner den mange finrødder på den opdelte pælerod. Roden gennemvokser hele pløjelaget, trænger gennem spalter og sprænger sig vej gennem jorden, hvor finrødderne omspinder jordklumper. Under blomstringen aftager rodaktiviteten, men rodsystemet genopbygges om efteråret.

De grove rødder løsner jorden dybt, og planten har tilnavnet Den biologiske »jordgrubber«.

For at få maksimal glæde af denne plante, skal den have lov til at gennemføre hele sin livscyklus. Endvidere skal den have følgeskab af planter med overfladisek rodsystem og stor grønmasse i juli–september. Disse arter vil hjælpe på krummedannelsen, som ikke er overvældende hos stenkløver. Konkurrenceforholdet må reguleres ved udsædsmængden.

Hvid stenkløver er ikke så tørketolerant som de gulblomstrede stenkløver. Foto: I. Estormiz

Anvendelse

Planten ædes i ungdomsstadiet om foråret ved en højde på 15–20 cm. De almindelige sorter anses dog ikke som egnede til grønfoder, da planten indeholder et bitterskarpt smagsstof (miloénsyre). Der findes dog bitterstoffattige sorter forædlet i Tyskland. Som hø ædes planten af alle husdyr.

På stukturskadet jord kan stenkløver udsås i blanding om foråret og løsne jorden rimeligt i løbet af en sæson. Som overvintrende grøngødning kræver den udsåning inden udgangen af august. Den vil ikke syne meget på jordoverfladen, men producerer stor rodmasse. Stenkløver egner sig ikke til undersåning.

Som efterafgrøde kan den i blanding med græsser udsås i begyndelsen af august sammen med sneglebælg eller perserkløver.

Dyrkning

Det store rodsystem med stort lager af næringsstof kan gøre stenkløver besværlig, hvis den skal afbrydes i vækst. Er planterødderne ikke overskåret tilstrækkeligt dybt om efteråret, vil der kunne komme genvækst næste år. Den skal helst ombrydes om foråret, hvor grønmassen afklippes et par gange, før planten indmuldes. De kraftige rødder nedbrydes relativt langsomt.

Planten dufter stærkt i tørret tilstand. Den siges at holde mus væk, og der er erfaring for, at den holder utøj væk fra hønsereder.