Etablering af grøngødning

Grøngødningsfrø

De fleste frøfirmaer fører et udvalg af de almindeligste arter af grøngødningsfrø.

Priserne på frø varierer meget. Det kan evt. betale sig at indhente tilbud fra flere frøfirmaer. Ved køb af større partier er forskellene mindre, men hvor der er brug for blot et kilo eller to, kan der spares en del penge ved at vælge den rette leverandør.

De fleste af de afgrøder og grøngødningsplanter, som findes i handelen i dag, er forædlet med henblik på stor produktion af grønmasse og tilførsel af kunstgødning. Der er derfor stor variation i de enkelte arters og sorters evne til rodudvikling og rodproduktion. En undersøgelse af et par hundrede ærtesorters rodformåen viste f.eks. store forskelle i rodlængde, rodtørstof og røddernes evne til at danne samliv med svampe, som fremmer fosforoptagelse. Desuden fandtes store forskelle i fosforbehov og tørketolerance.

Sammensætning af blandinger

Normalt er det en fordel, at grøngødningen består af flere arter. Det giver en variation i påvirkning af jorden, og der opnås en vis sikkerhed i forhold til skiftende klimabetingelser.

Jo flere arter der indgår i blandingen, jo vanskeligere bliver det at vælge rette udsædsmængder. Oftest vil en eller nogle få arter udkonkurrere andre plantearter i blanding, og den botaniske sammensætning i plantedækket svarer derfor ikke til det mængdeforhold, som er udsået. Det vil derfor være klogt at starte med 2–3 arter. Efterhånden kan man så udbygge disse blandinger.

Som en tommelfingerregel gælder, at man kan tage den andel af udsæd til renafgrøde, som man ønsker, at den pågældende art skal udgøre i den etablerede vegetation. Se mere i tabellen Etablering af grøngødningsplanter.

Her dækker efterafgrøden godt, og de fleste planter kan komme til at udvikle sig, selv om de står ret tæt. Efterafgrøden består af havre, vintervikke og honningurt. Foto: Karna Maj

For at opnå en god etablering af en grøngødning bør den indeholde hurtigspirende arter med store kimblade, f.eks. korsblomstrede eller boghvede. De må kun udgøre en lille del af blandinden. Disse »ammeplanter« (gul sennep, ræddike, raps, rybs, honningurt, boghvede, havre og rug) kan beskytte mere sarte arter, som f.eks. kløver.

Eksempler til 100 m²:

• 600 g fodervikke + 15 g vinterraps
• 250 g westerwoldisk rajgræs + 15 g vinterraps
• 1000 g hestebønner +30 g ræddike

Blandingen bør endvidere være sammensat af arter med dybe rødder og arter med overfladisk rodsystem. En blanding, som indeholder bælgplanter, skal helst indeholde græs eller andre ikke-bælgplanter. Endvidere er det vigtigt, at arterne har ensartet udviklingshastighed.

Her er der udsået for mange frø – og de er spiret godt. Den tætte bestand betyder at planterne ikke vil vokse optimalt. Planterne med de store runde blade er kimblade af boghvede, som ofte bruges til ammeplanter. Foto: Karna Maj

Såning

Før man går i gang med tilsåningen, må man nøje vurdere jordens egenskaber. Har man fået en god humus- og krummetilstand, er det måske mere et spørgsmål, om, hvad man skal undlade at gøre, for at give planterne gode spiringsbetingelser. Biologisk jordbearbejdning er at foretrække frem for en mekanisk bearbejdning.

Jorden undersøges ved spadediagnose, og man beslutter sig for, hvor dybt man skal løsne. Dårlig jordstruktur og forekomst af ukrudt – særlig rodukrudt – kan gøre det nødvendigt med en grundig bearbejdning. En omfattende og dyb jordbehandling bør kun finde sted i vækstsæsonen, hvor den mekaniske løsnen hurtigt kan befæstes ved udsåning af dybrodede planter.

Ved en mere overfladisk jordbehandling bør man, hvis jordstrukturen er dårlig, vente, til jorden er sunket sammen til naturligt leje, før man begynder såning. En tromling af jorden kan fremme denne proces. Herefter løsnes jorden til sådybde, og frøet udsås. Afhængig af jordens tilstand kan det være formålstjenligt med en tromling efter udsåning.

Hvis jorden er humusfattig og jordstrukturen dårlig, kan man modvirke skorpedannnelse ved at udstrø findelt kompost eller andet plantemateriale i et tyndt lag efter udsåning.

I et godt såbed er jorden så porøs, at de spirende frø er sikret tilgang af ilt, vand og næringsstoffer. Jorden skal være fugtig, men ikke vandmættet, da dette udelukker ilt til spiringen. Overfladen skal være så tilpas løs og ensartet findelt, at frøene får god kontakt med jordpartiklerne. Herved kan den vandhinde, som under optimale forhold omgiver jordpartiklerne, sørge for tilstrækkelig vandtilførsel til frø og kimrødder.

Den gunstige jordlejring til spirende frø er så fast, at den bevarer sin struktur, mens planterne spirer. De spæde rødder kan nemt lide skade, hvis jorden omkring dem synker sammen. Ved dårlig krummestruktur kan skorpedannelse ligeledes beskadige rødderne, eller jorden slemmes til og hindrer lufttilgang til planternes livsprocesser. Jorden under de udsåede frø skal være så tilpas porøs og løs, at rødderne uhindret kan fordele sig efter behov. Hvor jordbundsorganismerne har bearbejdet jorden biologisk, vil disse forhold være til stede.

Fugtighed og næringsstoffer i jorden dybere lag kan ved »vægevirkning« trækkes op til planternes rodzone. Denne ubrudte forbindelse mellem jordens dybere og øvre lag må bevares.

Såbedet skal have en jævn overflade, og frøene skal placeres i den rette dybde. Ved fremspiring dannes hurtigt et effektivt jorddække, som yder god konkurrence mod ukrudt. Kun en sammenhængende vegetation danner et beskyttende dække, som fremmer jordbundslivet og plantevækst.

Ukrudtsbekæmpelse i det udsåede

En del grøngødningsarter tåler en let ukrudtsharvning. I modsat tilfælde kan man evt. udså med en rækkeafstand, som tillader radrensning. Ved slåning kan man hindre frøsætning hos ukrudtet, svække dets vækst og efterhånden opnå, at grøngødningen overgror ukrudtet. De fleste græsser og kløverarter har en god genvækst, og i længerevarende afgrøder kan gentagne slåninger reducere mængden af rodukrudt, f.eks. agertidsel.