Koriander er en ret ny krydderurt i danske nyttehaver. Den er meget let at dyrke, men skal sås med 2–3 ugers mellemrum sommeren igennem for at sikre en frisk forsyning af grønne blade. Koriander begynder nemlig hurtigt at vokse i højden, og fra det øjeblik sætter den ikke længere de trelappede blade, men fine trådformede blade, som ikke er nær så gode. Normalt hakker man planterne om, når de begynder at vokse i højden.
Hvis man lader planten vokse videre, bliver den 50–80 cm høj og kræver støtte, hvis den ikke skal lægge sig ned over de andre afgrøder. Den blomstrer med de yndigste hvidlige, næsten kniplingeagtige blomster, som insekterne er helt vilde med.
Sidst på sommeren modnes de grønne frø, og man kan høste dem til brug i madlavningen – og til at så næste forår. Hvis man vil satse på at dyrke korianderfrø til høst, skal det være fra det først såede hold, da man ellers risikerer, at frøene ikke når at modne, inden efteråret sætter ind. Frøene er normalt først helt tørre, når planterne også er visne. Hvis fuglene begynder at spise frøene, må man enten dække med insektnet eller fiberdug, indtil de er modne nok til at høste, eller man kan hive planterne med de næsten modne frø op og hænge/lægge dem til eftermodning et luftigt og fuglefrit sted.
Nedenfor kan du se, hvordan man får frøene høstet og renset.
Frøene er fra sidst i august modne og klart til høst. Foto: Karna Maj
Koriander selvsår, så det er en god ide at sørge for mindst muligt frøspild under høsten. Hele planten høstes og de lægges på f.eks. et stykke plast. Foto: Karna Maj
Man kan hurtigt nulre de tørre frø af med fingrene. Foto: Karna Maj
Nu er stænglerne væk, men der er meget fnuller tilbage. Det kan man få væk ved at tage en håndfuld af gangen op lade det falde ned en dag med lidt vind. Det lette fnuller vil flyve væk, mens de tungere frø falder ned. Der bliver nogle lidt grove stykker tilbage, som man kan fjerne ved at sigte frøene igennem en sigte eller dørslag, hvor frøene netop kan passere igennem og resten bliver holdt tilbage. Foto: Karna Maj
En flot høst af korianderfrø. Her er både til at så næste år og til at bruge i maden. Foto: Karna Maj
Korianderblomsterne besøges flittigt af insekter – her er det en svirreflue. Bemærk det fine løv nederst i billedet, som slet ikke ligner de blade, som vi høster som krydderurt. Foto: Karna Maj
Søg i forhandlerguiden:
Økologiske frø
Alt til den økologiske have
Grundige såvejledninger til alle frø
Flerårige spiselige planter til haven
Rullerenser – hjulhakke – såmaskiner
Frø af foderplanter
Her er du: Forsiden > Dyrkningsmetoder > Frø og såning > Høst dine egne korianderfrø
Kommentarer
Der er 3 kommentarer til denne tekst. Læs kommentarer…