Æbleforædling i praksis

Æblet er en dejligt frugt, som gennem målrettet og velplanlagt kombinationsforædling kan gøres endnu bedre – og det helt uden brug af nogen form for genmanipulation. Har man lysten og evnerne og et vist areal til rådighed, så kan man opleve stor spænding og en interessant beskæftigelse i at udvikle sine egne æblesorter. Målet bør være at skabe letdyrkelige, miljøvenlige kvalitetssorter, som er tilpasset de nordiske vækstvilkår og har forskellige modningstider.

Norden er et marginalt område for dyrkning af æbler, og det er en stor udfordring at udvikle sorter til vores korte vækstsæson og lave temperaturer. I dag forædler man æblesorter ved Sveriges lantbruksuniversitets afdeling i Balsgård og i Norge ved Graminors afdeling i Njøs. Ved Universitetet i Ås er sortsforædlingen af æble under udfasning.

I Danmark afsluttede man forædlingsarbejdet ved Blangstedgård forsøgsstation ved Odense i 1950’erne. Den sidste nummersort, som de havde til afprøvning, blev aldrig lanceret som sort, da den viste sig at være meget modtagelig for Gloeosporium-svampe. I dag er der ingen forædling af æbler i Danmark.

Gamle, vigtige æblesorter som Filippa og Ingrid Marie opstod fra frøformerede træer med ukendte forældre. Begge blev opdaget på Fyn af personer, som havde evnen til at se og forstå den store dyrkningsværdi, som disse to sorter besidder. Da svenskerne udviklede sorten Aroma, var det med danske Filippa og Ingrid Marie som forældre.

Ved sortsforædling forstås fremstilling af frøplanter, dyrkning af dem og udvælgelse af de mest egnede til privat og/eller kommerciel æbleproduktion. Hvis man derimod på en eksisterende sort opdager en gren, som ved en mutation giver f.eks. mere røde æbler, regnes det normalt ikke for sortsforædling.

Lidt botanik

I naturen rådner de modne æbler på jorden. Året efter vil kernerne spire og vokse op til såkaldte frøtræer. Disse er alle genetisk forskellige og vil variere meget med hensyn til en række egenskaber. I praksis er alle vilde frøtræer af dårlig kvalitet. Dyrkede æblesorter er derimod blevet udvalgt og videreforædlet siden romertiden. De er kloner, som formeres vegetativt. Indenfor en klon (sort) er alle træer som udgangspunkt genetisk identiske.

Æbletræer har hun- og hanorganer i samme blomst, men er normalt ikke selvbestøvende, dvs. at sorten ikke kan sætte frugt med sin egen pollen. Et æbletræ må derfor have pollen fra en anden æblesort i nærheden.

Midt i æbleblomsten sidder hunorganet, som består af en frugtknude med fem grifler og støvfang. I en ring udenom i samme blomst sidder hanorganet, som består af støvtråde med støvknapper.

Fri bestøvning

Den mest enkle form for sortsforædling er at så en større mængde kerner fra en god, kendt sort, som er frit bestøvet. Vokser modertræet tæt ved en samling af nyere, avancerede sorter, kan man være heldig at finde afkom på sortsniveau, men det vil være usikkert, hvem der er faderen. I et effektivt avlsprogram er det vigtigt at have fuld kontrol over begge forældre. Arven fra faderen er lige så vigtigt som arven fra moderen, og man bør vælge faderen blandt de allerbedste af de aktuelle fædre. Metoden med fri bestøvning kan derfor ikke anbefales.

Kontrolleret bestøvning

Planlagt kombinationsforædling, dvs. forsøget på at kombinere det bedste fra to kendte forældre, er den anbefalede metode til forædling af æbler. Indsamlingen af støvknapper fra en udvalgt fadersort, tørringen af dem og udførelsen af en ­kontrolleret bestøvning er meget mere enkel, end man tror.

Indsamling og tørring af støvknapper

Pollenet kan indsamles på forhånd. Man plukker den midterste blomst i en klase på ballonstadiet, skraber støvknapperne af og tørrer dem på en tallerken ved omkring 20 grader i ca. 2 døgn – dvs. til støvknapperne er tørre nok til, at man kan knuse dem med den flade ende af en blyant. Derefter føres pollenet med en pensel over i små glas, som er fyldt til en centimeter fra kanten med syltevoks. Det er bedst at fordele pollenet i flere glas. Husk at skrive navnet på fadersorten på glassene. Glassene lukkes med plastiklåg, som man har lavet et lille hul i. Det tørrede pollen er spiredygtigt i flere dage, når det lagres i tør atmosfære ved temperaturer ned mod nul grader.

Emaskulering af modersorten

Når man har valgt et egnet modertræ, skal man fjerne bæger- og kronblade samt hanorganerne (støvdragere og støvknapper) fra de blomster, som man vil bruge til krydsningen. Man starter med at knibe midterblomsten af, når den åbner sig. Sideblomsterne, som skal emaskuleres, er da på ballonstadiet. Blomster, som er begyndt at åbne sig, kan være besøgt af insekter, og kan ikke bruges.

Man skærer nu forsigtigt rundt om blomsterknoppen med en skalpel, og kronblade, bægerblade og støvdragere vippes af i en samlet operation. Der skæres i en højde svarende til godt og vel midt på frugtknuden, som ikke må beskadiges. Blomster, som har mistet deres blikfang, besøges ikke af insekter, og isolering er derfor ikke nødvendig. Som regel emaskuleres to blomster i en klase. Resten fjernes.

Bestøvning

Afhængigt af temperaturen går der gerne en til tre dage fra emaskuleringen, til støvfangene er klæbrige og klar til at modtage pollen. Bestøvningen udføres på tørre planter og helst ved vindstille. Blæser det under bestøvningen, må man sørge for at holde glasset med pollen mest muligt i læ. Låget på glassene erstattes af en tommeltot over åbningen. Den løftes, hver gang en eller flere grifler med klæbrige støvfang dyppes i pollenet. Er man hurtig nok, kan denne bestøvningsmetode også bruges ved svag vind.

Det kan være godt at starte øverst på en større gren og så gå systematisk ned ad alle smågrene. Under sidste sidegren sættes en etiket med navn på moder og fader og antal bestøvede blomster. Man skriver altid navnet på modersorten først.

Høst af kerner

Det er let at genkende de krydsede æbler, da de mangler resterne af blomsten i bæger­enden (modsat stilkenden). Æblerne høstes fuldmodne, og kernerne er da brune.

Skærer man et æble over, som har ligget i kælderen hen over vinteren, kan man opleve, at nogle af kernerne er begyndt at spire. Det bedste er dog at høste kernerne om efteråret, komme dem i en sigte og skylle dem med vand, for derefter at lægge dem i let fugtigt sand i en plastikpose mærket med forældresorternes navne. Kernene kan lagres i et almindeligt køleskab ved 3–5 grader. Poserne skal tilses og sandet tilsættes nogle dråber vand, hvis det bliver for tørt. I januar – enkelte år tidligere – vil de første kerner være i fuld gang med spiringen.

Forcering af frøplanter i væksthus

De spirende kerner tages med jævne mellemrum ud af sandet. De prikles med 5–6cm afstand i bakker, som i en kort periode står dækket med klar plastik. Nogle foretrækker at fjerne frøskallerne, som holder kimbladene sammen, når plastikdækket fjernes. Andre gør ikke. Holder man planterne fugtige ved gentagen overbrusning, klarer frøplanterne det selv.

Når planterne har 3–4 blivende blade, plantes de over i 8–10-cm-potter i gødsket, middelgrov spaghnum. Ved efterfølgende omplantninger er en grovere spaghnum at foretrække.

De første uger klarer planterne sig med de næringsstoffer, som er i den gødskede spaghnum. Derefter tilføres gødning ved vandingen hver tredje uge. I den sidste periode i drivhuset hver anden.

Planterne pottes om og gives mere plads, efterhånden som de vokser til.

En passende temperatur i drivhuset er ca. 18 grader og op til 25 på solrige dage i maj–juni. Kunstigt lys 24 timer i døgnet er helt nødvendigt i januar–marts, og frøplanterne vokser klart hurtigere ved brug af kunstlys om natten og på mørke dage i april–juni. Tilrettelægger man dyrkningen med henblik på hurtigst mulig vækst, kan frøplanterne fra januar til midt i juni nå en højde på 2 meter.

Behovet for opbinding stiger. Til sidst bliver planterne bundet fast i tre højder til 2,5 meter høje bambusstokke og er nu klar til at blive flyttet ud af væksthuset.

Udplantning

En overgangsfase på en plads i det fri med læ for kraftig vind vil mindske tabet af blade efter udplantning.

De 2 meter høje frøplanter udplantes derefter direkte på deres permanente voksested i rækker med 1,6 meters afstand og 1 meters planteafstand i rækken. De plantes så dybt, at potteklumpen dækkes med 6–7cm jord. Jorden trædes til, så rødderne hurtigt opnår god jordkontakt.

Det er kendt fra Biblen, at nyplantede oliventræer beholder deres blade bedre i stærk vind, hvis de kan bøje sig i vinden, hvilket ikke er muligt, hvis de tidligt bindes stramt til en pæl. Dette gælder også for de unge æbletræer. At lade de høje, unge træer stå og svaje i vinden, før toppen af bambusstokkene fastgøres til en tråd, som er spændt hen over rækkerne, kan reducere tabet af blade. Flest muligt intakte blade er vigtigt for hurtig etablering og god vækst.

Frøtræer skal igennem en ungdomsfase, før de er i stand til at blomstre. Træer, som er modtagelige for skurv, fjernes omgående – de fleste i året efter udplantning.

Vanding

Lige efter udplantning er rødderne kun i kontakt med jorden i potteklumpen. Særligt i de første fire til seks uger skal de efterses og vandes med et drypvandingsanlæg eller spredere monteret på rør i helst tre meters højde. I tørkeperioder må der også vandes senere.

Frugtbæring

Fordelene ved forcering af unge frøtræer i væksthus er størst i områder med kort vækstsæson. Når man udplanter en til to meter høje frøtræer i juni, forkorter man tiden frem til frugtbæring med to til tre år. Allerede i planteåret vil de første træer danne nogle få blomsterknopper i løbet af sensommer og efterår, og nogle af frøtræerne er dermed i stand til at bære de første æbler allerede den anden vækstsæson efter spiring af kernen.

Frøtræer er genetisk forskellige – også mht. hvor tidligt de kommer i frugtbæring. Nyere æblesorter er forædlet med henblik på en kort ungdomsfase, da denne egenskab hænger sammen med en kortere tid frem til frugtbæring for sorten som klontræ.