Springpadder i haven

I maj bliver æggene klækket, og haletudserne kommer frem. De ligner sandt at sige ikke landlevende dyr, men de er også bare den første løsning på det problem, at al yngel skal leve i vand – også selv om det voksne dyr lever på land.

Den lille tudse bevæger sig sindigt afsted. Foto: Bolette Crossland

I løbet af kort tid forandrer haletudserne sig dog en hel del: gællerne forsvinder, halen skrumper ind og benene viser sig, først bagbenene og til sidst forbenene. Kort efter at det er sket, er haletudserne blevet til miniudgaver af de voksne dyr, og de skifter levested og går på land. I skygge og hvor der er fugtigt ganske vist, men dog på land.

Frø eller skrubtudse?

Allerede på æggene kunne man se, om de skulle blive til frøer eller tudser. Frøæggene lægges i store klumper, mens tudseæg ligger som lange perlekæder i vandet. Når de små dyr går på land, kan man også let skelne dem fra hinanden. Frøerne bevæger sig i spring, mens de unge tudser allerede har lagt sig efter de voksnes sindige kryben hen ad jorden.

Den grønne frø er meget vandlevende og derfor velegnet til havebassiner og vandhuller, hvis man foretrækker, at frøerne blive mest muligt i vandet. Foto: Karna Maj

Nyttige dyr i haven

Fra nu af skal de unge dyr leve af det samme som de voksne, nemlig af alt det, de kan magte, begyndende med myg og småfluer og sluttende med spyfluer, biller, snegle og orme. Her er det, at padderne gør os store tjenester: de æder forbavsende mængder af det kryb, som generer vores planter. Det skal f.eks. nævnes, at frøer og tudser æder unge »dræbersnegle«, og at de med stor lyst æder sneglenes æg.

Samtidig skal de lære at kende deres egne fjender: slanger, kragefugle, gedder, mårer, pindsvin osv. Nogle når det aldrig, og i løbet af sommeren dør stør­stedelen af dem. Tudserne er i bedre sikkerhed end frøerne, selv om de kan hoppe. Tudserne kan nemlig udskille en stinkende og (må man tro) ildesmagende væske fra kirtler i den vortede hud.

Om vinteren er der ikke noget at leve af, og den tynde hud giver ingen beskyttelse mod udtørrende frost. Derfor går padderne i hi. Frøerne i dyndet på bunden af søer og damme (eller havebassiner), og tudserne i stendiger og -bunker og i bunden af tykke kvasdynger. Først varmen i april lokker dem frem igen, og på det tidspunkt bliver de optændt af en voldsom brunst, der får dem til at søge mod selv de mindste vandhuller for at parre sig og lægge æg.

Springfrøen er overvejende skovlevende og ikke specielt knyttet til haver (foto: K. Maj)

Frøer og tudser er i tilbagegang

Det store antal opfyldninger af vandhuller og mergelgrave er én af de væsentligste grunde til, at disse harmløse og nyttige dyr er i stærk tilbagegang. En anden årsag er, at de ofte er nødt til at krydse vores livsfarlige veje, som kan blive helt »smattede« på de strækninger, hvor padderne må over. En tredje grund skal søges i bekæmpelsen af in­sekter. Dels udrydder giftmidlerne paddernes føde, og dels forgifter det de in­sekter, der trods alt overlever og bliver ædt af padderne, som så tvinges til at ophobe giftene i deres fedtvæv.

Der ligger en stor opgave i at skabe og vedligeholde små og mellemstore vandhuller, så padderne kan yngle i fred. Her er det vigtigt at huske, at mindst én af bredderne må være meget flad, så dyrene og deres unger kan krybe på land.

Det bør måske for en ordens skyld slås fast, at samtlige padder og krybdyr – uden undtagelse – er totalfredede. Det er altså hverken tilladt at indfange voksne dyr til havebassinet eller at opsamle æg eller haletudser til brug derhjemme. Nyd dyrene der, hvor de er, og vent bare: de skal nok selv finde en nyanlagt havedam.

Skrubtudsen dukker før eller siden op i drivhuset eller i haven. Foto: Bolette Crossland