Rådyrene ud af køkkenhaven

Tro nu ikke, at jeg ikke kan se, hvor yndige rådyrene er, når de springer afsted med elastik i klovene. Det kan jeg. Jeg slæber bare ikke jord sammen med møje og besvær for at opbygge en køkkenhave, hvor jeg sår, luger og vander i måneder, for derefter at klappe i hænderne, når rådyrene på en nat tager min afgrøde lige før høst. Nej, jeg prøver at tænke mig om. Jeg prøver at finde en overkommelig måde at undgå, at det samme sker til næste år.

Jeg bor på Helgenæs. Et sted hvor Skov- og Naturstyrelsen har store arealer med et meget lille jagttryk. Det giver rådyrene ekstra gode muligheder for at formere sig, og det gør dem nok lidt mindre sky, at de ikke jages så meget. Der er så mange herude, at de ikke alle kan holde sig ved godt huld vinteren igennem, så sult er også en grund til, at de bliver ekstra nærgående i årets første fire måneder, indtil det nye græs begynder at gro i slutningen af april.

I begyndelsen var der ingen rådyr

Jeg har haft fire havesæsoner her på stedet, og der er ikke to af dem, der har været ens.

Første sæson kørte jeg aldrig afsted uden trailer. Jeg skulle altid ind om genbrugsstationen for at tage kompost med hjem, så jeg havde noget at opbygge køkkenhaven af. Her er kun sten med et tyndt, tyndt lag jord – eller nærmere græsrødder – over, og grunden går helt ned til stranden. Denne første sæson troede jeg, at mit største problem i køkkenhaven ville være havgus og stærk vind. Det var det i og for sig også dengang, for rådyrene havde endnu ikke opdaget haven. Den ligger bag et en meter højt stakit.

Anden sæson brugte jeg erfaringerne fra første og plantede en del salat, en del kål, mange løg, porrer, en lille smule rodfrugter og godt med timian og andre krydderurter. Gulerødder og rødbeder kunne dårligt klare sig med så lidt jord, som jeg havde fået bygget op i mine højbede, og at dyrke kartofler var helt umuligt. Derfor skulle jeg kun lige have lidt sommergulerødder til at spise som små og et par rækker babyrødbeder til at sylte. Det så frodigt og fint ud hen på sommeren. Næsten så man kunne gå og tænke: »Det var så det. Nu har jeg lært det nye sted og kende, og selvfølgelig kan der da også blive en køkkenhave her.«

Og så kom rådyrene. De bruger ikke det princip, som vi andre lærte som børn: først noget grovfoder, derefter måske en delikatesse. Nej, de spiser altid det, de bedst kan lide, først. Er der ikke nok af yndlingsspiserne, må de tage noget, som ikke smager dem så godt. Men nogle planter finder de så afskyelige, at de hellere sulter end får dem i maven.

Rådyrenes smag

Salat er altid eftertragtet af rådyr – også de finere kål. De mere grove kål kan vente til efterår eller vinter. Rødkål bliver først spist efter jul. Almindelig og bredbladet persille tages i september/oktober, og da ryger også toppen af rødbede og gulerod. På den tid tog de også alle bladene af mine artiskokker, som netop var blevet dejligt fyldige og meterhøje, og det betød, at artiskokkerne ikke kom igen næste forår.

Løg og porrer rører de derimod aldrig. De er åbenbart for stærke i smagen. De fleste krydderurter får også lov at stå i fred. Timian, salvie, karryplante og citronverbena er der aldrig så meget som blevet nippet af.

En strategi bliver lagt

Tredje år havde jeg forskellige planer. Der, hvor vi boede før, havde jeg en stor påfugleflok gående frit omkring. Det sætter sig også sine spor i køkkenhaven. Påfuglene elsker grønne, sprøde, små planter så som salat, kål, aspargesskud og tulipanknopper – meget lig det rådyrene holder af. Påfuglene kunne jeg snyde med rødbladede planter. Det skulle afprøves over for rådyrene. Og så bestilte jeg rigtig mange forskellige bitre salater det år: endivie, rucola, cikorie og salatsennep.

Måske er rådyr farveblinde, jeg ved det ikke, men det hjalp i hvert fald slet ikke med hverken røde salater eller rød grønkål. Det blev alt sammen spist. Også de bitre salater tog de før eller senere, på nær den vilde rucola.

For at de ikke skulle tage aspargesskuddene, lavede jeg nogle tipier af fire sammenbundne pinde og lagde et stykke bionet, der var syet i facon som et kæmpekræmmerhus, over. Disse tipier kunne jeg så resten af sommeren flytte rundt med for at beskytte lidt salat her og lidt kål der. Også mine nypodede æbletræer fik tipidækning. Det var ikke til at bære, hvis de fik bidt toppen af. Det var også dette år, hvor jeg havde sået ekstra mange løg, for dem kunne jeg jo have i fred, og løg er det helt umuligt at få for mange af. Men så kom løgskimmelen og gjorde det af med halvdelen af dem. Det er en evig kamp. Er der ikke den ene fare, så er der den anden.

Det sikre værn

Der er naturligvis et probat middel mod rådyr: Et 2meter højt hegn. Måske kan 1,80 meter endda gøre det. Hvis hegnet er gjort med eltråde, skal de sidde med 30 cm imellem. Sådanne hegn er der nogle havefolk, der har sat op her i nærheden. Og de virker. Men, men, men. For det første må jeg nu slet ikke sætte hegn op overhovedet her lige ved kysten, og for det andet kunne jeg ikke forestille mig selv at gå bag et 2 meter højt hegn.

En anden sikring, som de (endnu) ikke har forceret, er bionet spændt ud over buer. Med denne metode kan man forholdsvis hurtigt dække et bed af. At det ikke ligefrem pynter, og at det er besværligt at komme til for at hakke eller luge, må man finde sig i.

Næste køkkenhave

Sidste vinter gik der mange dage for mig med anlæg af en køkkenhave mere. Det kom sig af, at vi havde byttet vores fyrtårn med et nabohus. Vi bor selv i fyrmesterhuset, og nu er så fyrpasserhuset blevet lagt til. På den anden side af fyrpasserhuset har der tidligere været køkkenhave, og det ses på græsset, at her har været kørt jord på før. Jeg valgte denne gang at købe mig til et lag jord i stedet for at hente kompost i trailer. Seks lastbilfulde fed lerjord blev lagt i et mindre bjerg.

Afgrænsningen mod græsset blev lavet af en stensætning af store kampesten. Det blev til en have på 120 m². En rigtig god størrelse til ikke bare at småpille på knæ, men også med mulighed for at bruge en hakke og kultivator.

Min mand undrede sig over, at jeg ville gøre så meget ud af at fodre rådyrene. Men selv gik jeg i andre tanker: Hvor langt kunne jeg komme med at lave en have af giftige planter?

Kartofler i drivbænke

Den første og meget savnede afgrøde i de seneste år, kartoflen, skulle selvfølgelig med. Jeg satte tidligt ‘Solist’ til forspiring og satte de spirede knolde ud i marts med nyindkøbte plastikdrivbænke over. Drivbænkene skulle senere være med til at afholde rådyrene fra at tage de helt små, nyudplantede grønsager, og de kunne også lette overgangen fra drivhussmåplante til det stormomsuste liv under åben himmel.

Når det blæser her, er det ikke for sjov. Så er der store kræfter på spil. Selv om jeg hele tiden har lagt sten oven på drivbænkene, og ikke kun troet at jord­ankrene kunne holde dem fast, har jeg flere gange efter en storm måttet finde dem både 10 og 15 meter væk, halvt blæst i stykker og kun stoppet af træer eller buske. De er trælse at få limet sammen igen, men de har faktisk vist sig så nyttige, at jeg alligevel synes, det er besværet værd. Men de er bestemt ikke pæne. Desværre. Hver bænk er ca. 60 cm × 100 cm.

Bare tre rækker kartofler a 4 meter holdt os med nye kartofler i over 2 måneder. Derefter er det sorten ‘Nicola’ i andre tre rækker. ‘Nicola’ passer godt til lerjord, og når den lige er blevet lagret lidt, er den fin som pillekartoffel. De varer til ud på efteråret.

Rækker af rabarber

En anden giftig plante, som skulle have plads, var rabarber. I foråret skulle jeg holde et urtemøde med lutter gartnere med og uden svendebrev. I indbydelsen efterlyste jeg stykker af rabarber, og det blev til den dejligste række med meget forskellige planter. Der er de velsmagende, tynde rødstilkede vin- og jordbærrabarber, nogle kraftigvoksende med tykke, lysrøde stilke, og så er der en slags, som har de mest charmerende krøllede blade og grønne stilke. Måske det er sådan nogle, som passer bedre i middagsmad end i kager. Det får jeg se til næste år, når jeg nænner at trække dem. Fælles for alle rabarberne er, at de har oxalsyrefyldte blade, som ingen dyr bryder sig om. Dem kan jeg have helt i fred og uden dækning.

Artiskokker i skjul

Artiskokker var jeg ikke færdig med. I foråret såede jeg tre forskellige slags, men samtidig købte jeg nogle stikløg og lagde på rækker på hver sin side af artiskokrækkerne. Normalt bruger jeg kun selvsåede løg, fordi jeg får et meget større udvalg og ikke eventuelle sygdomme med materialet. Stikløg bliver imidlertid hurtigere store end løg sået fra frø, og jeg skulle bruge store løg i en fart, for de skulle bruges som skjul for de små artiskokplanter. Ved at gemme artiskokkerne mellem planter, som rådyrene afskyr, håbede jeg, at de kunne klare sig. Her midt i september ser min strategi indtil videre ud til at have virket. Der er overhovedet ikke blevet spist af artiskokkerne. De står urørte med de nydeligste blå blomster. Løgene er både høstet og tørret for længst. Jeg tror egentlig ikke, at artiskokbladene er interessante at spise mere. Det friske går af dem, når de blomstrer. Måske bliver der store planter at høste fra næste år. Her ved kysten er vinteren aldrig så hård som inde i landet, og en figen klarer den hvert år, så mon ikke også artiskokkerne gør?

Tomater med stærk duft

Frilandstomater skal der også være i min rådyrfri køkkenhave. De er giftige i bladene, foruden at de dufter så stærkt, at alene duften er nok vil holde rådyrene væk. At der så kom en brandstorm med havgus dagen efter, at jeg plantede ud, var bare så ærgerligt. Det satte planterne tilbage til nul. De skød fra stilken, men der var først røde tomater i august. Jeg hverken nipper eller binder mine tomatplanter op, for så er de for udsatte i stormvejr. Jeg har i år lagt et lag træflis rundt om dem, for ikke at få frugterne alt for fedtede af lerjord og vandsprøjt. Høsten er mindre end den, jeg plejer at have. Jeg bruger sorten ‘Stupice’ på friland. Den er ellers meget robust.

Ikke alle strategier virker

Med en ny køkkenhave havde jeg god plads til at tage mange forskellige blomster med ind. Også som en slags rådyrtest. Morgenfruer, brudeslør, dragehoved, kongekommen, Helipterum (en evighedsblomst), sommerskabiose, fattigmandsorkide, tobaksplante og birkesvalmue – alle fik de lov at stå i fred.

Til gengæld havde jeg en god række af den radise, hvor man spiser de umodne skulper, ‘Rat’s Tail’. Den havde jeg slet ikke forestillet mig, at rådyrene turde prøve, for den er noget stærk i smagen. Men da planterne netop havde foldet de første små, lysrosa blomster ud, blev de en nat skåret 10 cm tilbage. Ups. Hvad nu? Men det var kun denne ene gang, der blev spist af dem. Planterne står nu og danner en hæk på mere end en meter i både højde og drøjde, og jeg kan stadig finde små, friske skulper til at snitte i salaten.

Nu hvor der endelig var et ordentligt lag jord, ville jeg have nogle flere rødbeder. Allerede da de var 5–10 cm høje i juni måned, blev de græsset af første gang, og siden har de været høstet af rådyrene 4–5 gange. De har ikke fået lov at komme over 10 cm, og der er selvfølgelig ikke noget under jorden, der er værd at høste. Se, det havde jeg jo ikke ventet. De andre år er mine rødbedetoppe først blevet taget sidst på sommeren, og så er det ikke noget problem.

Som at kæmpe med bind for øjnene

Der er altså ikke nogen helt entydig facitliste over, hvad rådyrene tager og hvornår. Måske også fordi der kan være ret store forskelle fra individ til individ. Det er garanteret ikke de samme dyr, jeg har nu, som for nogle år siden.

F.eks. havde jeg i flere år det yndigste forårsblomsterflor af tre forskellige våriris, Iris reticulata, der afløste hinanden fra februar til april. Det var sådan en fornøjelse. De 300 hvide tulipaner, jeg havde i potter lige op ad huset, blev spist hver eneste en, og derfor besluttede jeg at gå over til irissen som hovedforårsbebuderen og købte 500 iris mere – bare for at se, hvordan rådyrene dette forår konsekvent fandt hver eneste knop, når den lige havde fået farve. Så er det, at det kan være lidt svært at nyde de yndefulde dyr på tæt hold.