Skrevet af: Randi Lauridsen, 25. april 2015 kl. 12.18
Er der andre der oplever at duerne spiser blomsterne på frugttræerne ?
Så en due der hakkede rundt i blommetræet og fandt en masse afstumpede blomsterstilke på den gren hvor den sad.
og den bliver ved, kommer tilbage 5 minutter efter den er jaget væk, så det ender jo med at der ikke kommer nogen blommer.
træet er for stort til at pakke ind i net, og jeg er jo ikke hjemme til at hold øje hele tiden.
så jeg ved ikke helt hvad jeg skal gøre ved det.
Skrevet af: Claus K Madsen, 25. april 2015 kl. 13.12
Det har jeg aldrig hørt om, men hvad med at fodre den med noget andet mens træet blomstrer?
Skrevet af: Tilde P., 25. april 2015 kl. 13.24
Den barske realitet er, at du ikke kan gøre noget.
Skovduer lever om foråret og sommeren af plantedele, og de går efter de mest næringsrige.
Der er så én der har fået smag for de knopper. Det er ærgerligt, men jeg tror ikke, der er noget at gøre ved det.
Jo, skyd duen, men det må man heller ikke.:-)
Skrevet af: Tom Andersen, 25. april 2015 kl. 13.26
Som Claus er inde på: Har duen anden føde i din have?
Skrevet af: Freya Grossmann, 25. april 2015 kl. 13.49
Prøv at hænge cd-skiver i træet som fugleskræmsler. Eller måske nogle plastikstrimler, som vel kan virke på samme måde?
Eller er rovfugledrage?
Skrevet af: Randi Lauridsen, 25. april 2015 kl. 13.54
jeg vil nødig ud i at fodre duerne. Jeg har gjort meget for at småfuglenes foder ikke er tilgængelig for duerne, er der for meget godt til duerne i haven er vi nemlig hurtigt oppe på en flok på 30-50 duer + alliker og andre grovædere..
Jeg ved der ikke er så meget at gøre, ville egentlig bare høre andres erfaringer.
Jeg synes på den ene side at det par der bor hos os er hyggelige, men når de spiser alle blommeblomsterne eller parrer sig i vores lille kirsebrtræ så alle de umodne frugter falder af, så er jeg lidt træt af dem.
Det er, heldigvis, ikke nemt at styre den kære natur :-)
Plastik strimler, siger du Freya, det var måske værd at overveje.
Skrevet af: Tom Andersen, 25. april 2015 kl. 14.10
Sjov opfattelse af natur - altså, at duerne er i vejen og sangfuglene er OK...
Vi bor lidt uden for byen og har i mange år haft nogle få duepar i haven. Kun når deres kurren vækker mig kl. l... om morgenen har jeg haf geværet i tankerne.
De kan også være en udfordring, når rækken med spirende bønner eller ærter ryddes en tidlig morgen, men det hindres let med et net eller noget fiberdug.
Jeg kan ikke tro på, at lidt supplerende korn under træet i den kritiske blomstringstid, skulle føre til en dueplage.
Skrevet af: Randi Lauridsen, 25. april 2015 kl. 15.38
Nu ved jeg ikke hvad det er for en naturopfattelse jeg får skudt i skoene fordi jeg synes at 30-40 duer og en tilsvarende mængde alliker er for meget i en villahave...... ?
og det supplerende korn under blommetræet ville nok blive spist af hønsene inden duen nåede til det.
Og jo med en stor bestand af duer i nærområdet ville der hurtigt komme en dueplage (og alliker) hvis jeg begynder at fodre på dem. Jeg har boet her i 10 år - jeg ved det.
Men nu ville jeg jo også bare høre om det var normalt, så skal vi ikke holde os til det ?
Skrevet af: Tom Andersen, 25. april 2015 kl. 16.00
Sniksnak Randi, der findes ingen villahave med 60 - 80 så store fugle. Hvad er der i vejen med Alliken? Er der andre fugle der ikke må være i din have?
Nu er det sådan, at villakvarterer på grund af den intensive landbrugsdrift udgør en vigtig biotop for bl.a. fugle og så er det da synd, at de ikke må være i haven hos et ledende medlem af Praktisk Økologi. Jeg skyder dig ikke noget i skoene, men reagerer blot på dit indlæg.
Skrevet af: Randi Lauridsen, 25. april 2015 kl. 16.18
Uhh Tom, nu udtaler du dig om noget du ikke ved noget om. Da jeg startede med at fodre kom der så mange, og de spiste sig gennem 2-3 kg fuglefoder på en formiddag mens de ved samme lejlighed trampede alle mine bede med nyspirede grøntsager ned (det var mest duerne) .
Hvis du er interesseret så er du velkommen til at komme forbi og ved selvsyn inspicere min have i forhold til biodiversitet.
Min havelåge åben fra marts til oktober, giv et ring inden du kommer, så du ved jeg er hjemme.
www.oekologi.dk/oekohaver/15.html
Ses vi ?
Skrevet af: Tom Andersen, 25. april 2015 kl. 16.55
Randi, tak for invitationen - selv om der er langt, vil jeg da have det i tankerne, hvis jeg kommer på de kanter :-)
Skrevet af: Anne Jensen, 26. april 2015 kl. 8.41
Hej Randi! I min have har jeg oplevet præcis det samme. Duerne overfalder de blomstrende mirabeller. Jeg er heldig for det drejer sig kun om 5-6 duer og jeg har 7 træer i skellet. Jeg håber derfor at der bliver lidt tilbage til mig også:). Du er noget mere plaget!! Jeg har prøvet med ophængte CD'ere mod fugle i kirsebærtræ med nogen effekt. Held og lykke.
Mvh Anne
Skrevet af: Peter A., 26. april 2015 kl. 9.44
Hva" med et godt gammeldags fugleskræmsel........
Skrevet af: Freya Grossmann, 26. april 2015 kl. 11.17
Randi: Tom er hurtig til at "prædike", tag dig ikke af det. Det er jo ikke sikkert at alle duer og alliker bor i haven, men hvis de allesammen opfatter det som "suppekøkken" et par timer om dagen, kan det jo også være træls.
I vores villahave er der 2-3 par. De parrer sig på naboens garagetag og bygger rede i det store grantræ og fyrretræ, så ingen problemer. Men 30 par ville jeg også betakke mig for!
Hvis du kan finde nogle plastikstrimler, der lige som cd'er har spejlrefleks, så synes jeg da, det er forsøget værd. Men ellers bare en halv meter lange strimler af fx en bærepose.
Du må også have set de drager, der nu vajer over mange virksomheders tag. Tænker, at de skræmmer duerne væk?
Skrevet af: James F., 26. april 2015 kl. 11.20
Jeg har også forsøgt med ophængte CDere som skræmmemiddel. Det virkede i 5-10 min... Derefter var solsorter og skader ligeglade med de blanke skiver.
Måske kan man få en CD med falke eller høgeskrig? Den slags lyde kan skræmme de fleste fugle. Det vil jeg selv undersøge lidt nærmere :)
Kan du ikke invitere en hund på besøg Randi?
mvh JR.F.
Skrevet af: Tom Andersen, 26. april 2015 kl. 11.44
Freya, nu giver dårlige, desparate råd, som længe er fundet uvirksomme eller er urealistiske at gennemføre i en parcelhushave:
www.dpil.dk/dpil2005/HTML/duer.htm
Hvorfor bruger du ikke din akademiske indsigt i økologi til at vejlede andre i den retning?
Skrevet af: Freya Grossmann, 26. april 2015 kl. 14.02
Fordi jeg ved, at Randi allerede er på den rette side af hegnet, Tom!
Den meget dogmatiske tilgang til økologi, du til tider udviset er meget uforeneligt med mit økologiske standpunkt. Det var noget, jeg brugte i mine MEGET unge år, Tom.
Folk HADER at blive dunket i hovedet med, at de fx har et forkert natursyn, fordi de er trætte af 50 duer i deres have.
Jeg er blevet pragmatiker efter 22 år i den økologiske branche. Med mit ret indgående kendskab til økologiske græsrødder og professionelle - byrødder og landrødder - har bare bekræftet mig i, at der ikke findes en rigtig indgang til økologien. Det er en af økologiens allerstørste (!!!) styrker at den altid er til diskussion - i modsætning til biodynamikken.
Skrevet af: Randi Lauridsen, 26. april 2015 kl. 20.04
Ak det skrevne ord er fattigt og kan forstås smalt eller bredt alt efter hvem der læser og hvilken tolkning de vælger at ligge på.
Debat er godt, det går jeg meget ind for, men det her er ikke en debat.
Jeg har nu et meget balanceret niveau af duer i min have med 2-4 skovduer og et par tyrkerduer. De er hyggelige (som jeg også skrev tidligere til dem der var interesserede og ikke blot ville pege fingre) og selvom de kurrer udenfor mit soveværelses vindue kl. alt for tidligt om morgenen, overvejer jeg ikke at række ud efter geværet.
Da jeg startede i haven var der ingenting. Jeg var heller ikke interesseret i haven som sådan, men fugle ville jeg gerne have besøg af, og vi hang derfor adskillige foder automater op. Det resulterede i de nævnte mængder af duer og alliker.
Da så interessen var vagt og haven var i gang, skulle grøntsagerne have plads til at vokse frem og det blev til et problem, som jeg løste ved at sætte fuglenes foder bag tremmer der tillod drosler små skader og mindre småfugle at komme igennem, men altså ikke duer og alliker.
Det hjalp. Allikerne kom ikke mere og duebestanden begrænsede sig til det 1-2 par der er nu. I mellemtiden er tyrkerduerne kommet til, og de hygger med deres kurren.
Forøvrigt var det eneste problem med allikerne, at de spiste alt foderet for næsen af alle andre fugle, god hjulpet af duerne naturligvis.
Hvad der ikke står noget om i det oprindelige indlæg (det var ikke emnet) er at jeg på alle måder muligt forsøger at styrke biodiversiteten med grenbunker, stendynger og vilde hjørner. Der er kommet høns og honningbier til, og der komme ikke en eneste plante ind i haven der ikke har en nyttevirkning i form af mad for os eller andre levende væsener.
Mit nuværende problem med duer der spiser blommeblomster, er et irriterende problem, når man nu gerne vil have blommer, men det var også en kilde til undring, da det ikke er noget jeg har hørt om før.
Og at være økolog (ledende medlem af PØ eller ej) betyder jo ikke at man sætter sig ned og kigger betaget på de kræ der spiser af høsten, man forsøger at gøre noget ved det. Enten ved at dække Ærter, Bønner og Kål med net eller kviste eller ved andre metoder der blokerer eller distraherer uden at skade miljøet eller helbredet.
På landet kan man have 10 blommetræer og få rigeligt med blommer, selvom duerne tager sin del, men ak jeg har kun et enkelt blommetræ og når duer tager blomsterne får jeg ingen Blommer, og det vil jeg så gerne have.
------------------------
Tak for alle de gode råd, jeg har fået hvad jeg kom efter, hvilket vel egentlig blot var en bekræftigelse af, at det ikke er helt normalt, men dog ikke uhørt at duerne spiser blomsterne.
Invitationen til at komme forbi og besøge mig og min mælkebøttebefængte have står åben for alle, og her skal da også lyde en opfordring til at man åbner havelågen og lader alle se at en dejlig have ikke behøver være snorlige, ukrudtsfri og kontrolleret med sprøjtegift. Men kan dyrkes og nydes uden at forårsage skade.
Slut fra mig i denne tråd :-)
Fortsat god søndag
Du skal være logget ind som bruger, før du kan deltage i forummet på Havenyt.dk. Er du ikke allerede oprettet som bruger, kan du oprette dig som bruger her.
Her er du: Forsiden > Forum > Skadedyr og plantesygdomme > Duerne spiser blomme blomster