Skrevet af: Jakob B., 6. maj 2018 kl. 13.21
Inspiration, kritik og saft og kraft søges til dette projekt:
Den Lille Grønne bog for skoleelever
www.klimadebat.dk/forum/den-lille-groenne-bog-for-skoleelever-d33-e2985.php
Skrevet af: Ayoe B. P., 6. maj 2018 kl. 15.19
Det er et skide godt indlæg Jakob! ;)
Skrevet af: Lone Brems, 6. maj 2018 kl. 15.24
Hej Jacob B
Nu får du det, jeg på jysk kalder et "hestespark".
Du får det ikke for at du skal føle dig ramt og argumenterer videre fra den position, men for at du skal blive helt vågen og se kritisk på, hvad der er din vigtigste og egentlige mission....
Derfra bliver du handlekraftig og ikke tøvende og hjælpsøgende !
Jeg forstår godt, du søger inspiration, kritik og saft og kraft - men når du på dit link viser frem til et udgangspunkt, der er
simplificeret og fyldt med klicheer og påstande - ja så må du indse, at det nok er meget få, der vil forsyne dig med noget nyttigt.
I en kompliceret og informationsfyldt nyhedsstrøm er der ikke brug for flere men for færre "Den lille ....." - bøger !
Det er vigtigere for skoleelever og for alle os andre (!) hver eneste dag at træne skelneevnen, så det bliver muligt at sortere i den løbende nyhedsstrøm. Dertil kræves en nøgtern forståelse af økologiens grundprincipper og en redelig information om, hvordan disse grundprincipper er blevet og bliver udfordret.
Det allervigtigste er, at grundsamtalen i samfundet om etik og mål for menneskelige fællesskaber bliver videreført (eller startet) i alle mulige sammenhænge. Dertil er der brug for redelighed og ordentlighed, ikke for udskældning, ikke underbyggede påstande og ensidighed.
Venlig hilsen
Lone
Skrevet af: Jakob B., 6. maj 2018 kl. 18.33
Mange tak for jeres kritik.
@Lone Brems
Den skal jo være grøn, men kan du give mig nogle konkrete eksempler på de påstande, som du ikke finder underbygget.?
Hvad er det mere præcist, du betegner som 'uredeligt'.?
Der skulle nødigt stå noget, som beviseligt ikke er sandt.
@Ayoe B. P.
Jeg synes, at det vil være endnu mere skide godt, hvis du også har lyst til at deltage med eller i et kapitel eller to. :-)
Måske har du allerede selv noget i tankerne.?
Skrevet af: Jakob B., 6. maj 2018 kl. 19.19
@Ayoe B. P.
Ellers har jeg lidt her til inspiration.
Det kunne evt. begynde noget i denne stil om dansk landbrug:
"Næsten alt, hvad du hører i medierne taler godt om økologisk landbrug.
Men sandheden er, at mennesker skal dømmes på deres handlinger, og de fleste voksne både politikere og befolkning er fløjtende ligeglade med, om dansk landbrug er økologisk eller ej.
I mere end 40 år har vi hørt på en forløjet optimisme, og i skrivende stund er det endnu ikke engang lykkedes at omstille sølle 10% af dansk landbrug til statskontrolleret økologisk drift.
Og spørger man en konventionel (kemisk) landmand, så kan han ofte slet ikke få øje på alle de ødelæggelser og risikomomenter, som hans industri påfører Danmark og de kommende generationer.
Men den kemiske landmand og hans politiske hjælpere forsømmer at fortælle dig noget, som du bør vide."
Og så substansen ...bla bla... du giver den hele armen råt og kort og uden pulle pulle snak, nærmest som om du skriver det til den tungnemme kemiske landmand.
Mulig afslutning:
"Og når alt det er sagt, så husk også, at økologisk bæredygtighed kan gradbøjes, og der findes endnu bedre og endnu højere mål for økologisk bæredygtighed, end vi ser det i det nuværende statskontrollerede økologiske landbrug. ( f.eks. skal der gødes mindre og anderledes, hvis drikkevandet skal beskyttes ordentligt ). Men skal man op af en stige, så går det som regel bedst, hvis man tager det første trin først. Når du får stemmeret og ønsker at bruge din grønne stemme, så stem på et parti, som ikke lider af økologisk højdeskræk."
Skrevet af: Jakob B., 6. maj 2018 kl. 21.16
Jeg minder lige om, at emnet både her og i det andet forum er åbent for alle.
Der er endnu heller ikke lavet en disposition, og udkastet til forord er som beskrevet kun et udkast.
Jeg skriver det, fordi ingen skal tro, at det hele allerede er lagt fast på forhånd, så kritik og inspiration kan være ligegyldig.
Men for min del vil jeg ikke lægge fingre imellem. Jeg synes, at de unge fortjener den usminkede sandhed om alt det griseri og den dumhed og uforsigtighed, de gamle har ansvar for.
Jeg elskede min morfar for hans klogskab. Jeg hjalp ham også med at genne billister væk, som kørte i hans lyng, fordi han sagde, at det fik lyngen til gå ud. Senere undrede jeg mig over, at lyngen alligevel gik ud også på bakkerne, hvor ingen biler kørte. Jeg plejede at kunne plukke sortebær fra lyng og spise dem til morgenmad med mælk på, men det ebbede ud, og det hele blev til marehalm.
Senere så jeg på TV, at man afbrændte lynghede, fordi det var vigtigt pleje af lyng, hvis den skulle overleve. Den historie kunne jeg så tygge på i nogle år, mens jeg overvejede at blive pyroman for at få lyngen tilbage. Jeg elskede stadig min morfar, men nu var det i lyngforbindelsen mere på trods af hans manglende viden om lyngen.
Ialt er der gået mange årtier, hvor jeg er blevet vildledt, og først i går fandt jeg en troværdig forklaring endda i dette forum. Jeg er endnu rystet og har svært ved at finde ord for min mening om, at jeg som borger i et oplyst samfund har kunnet gå så længe, uden at nyhedsformidlingen har dækket det i et omfang, så sandheden også blev hørt af mig. Jeg forstår det ikke, og jeg mener, at vi alle har en pligt til at hjælpe med at oplyse de unge om sådan nogle ting uden omsvøb, før de får valgret.
Fortsat god søndag ønskes til alle herfra. :-)
Skrevet af: Ayoe B. P., 7. maj 2018 kl. 9.21
Beklager Jakob - men jeg stod af, da der stod "forløjet".
"Den lille....." må på ingen måder være negativ ladet, når vi snakker om kommunikation til børn og unge.
Faktum er, at langt hovedparten af Danmark's befolkning ikke reelt ved hvordan landbruget fungerer eller hvor deres mad kommer fra. Og det er det som "Den lille grønne" skal formidle på en oplysende måde. Den skal oveni også oplyse om fordele og ulemper ved de forskellige produktionsmetoder samt om problemerne i forhold til erhvervets, landets og verdens fremtid.
Der er jo emner nok. Man kan selvfølgelig nævne pesticiderne og svineproduktionen, man kan også snakke om ødelæggelse af landbrugsjorden, om forureningen med giftige og kræftfremkaldende tungmetaller, om klimaforandringer, om eksporten i forhold til landets udgifter, om problemerne med at støtte et erhverv så massivt osv.-osv. Det mest centrale skal derfor være, at alt skal være faktuelt - og helst formidlet på en måde, der er humoristisk, uden at gå på kompromis med vigtigheden. ;)
Skrevet af: Lone Brems, 7. maj 2018 kl. 9.54
Hej Jacob B
Svar på dit spørgsmål i indlæg nr 3:
Jeg har ikke påstået at du har skrevet uredeligt - jeg er optaget af at den grundlæggende samtale skal være redelig...
Jeg vedstår, at dit udgangspunkt i "Udkast til forord" er simplificeret og fyldt med klicheer og påstande (og det gælder også dit indlæg nr 4).
Eksemplerne er mange:
Det er ikke rigtigt, at der siden afslutningen af anden verdenskrig har været grøn revolution.
FAO iværksatte i FN-regi i midten af 1960'erne "Den grønne revolution".
Det skete 3 - 4 år efter at Rachel Carson i 1962 havde fremlagt dokumentation for skadevirkningerne af pesticider og ensidigt landbrug i bogen "Det tavse forår". Bogen er omdiskuteret, men ikke tilbagevist som videnskabelig vederhæftig.
Så det tilbageviser din påstand om, at "man ikke vidste bedre og troede, at råstoffer var ubegrænsede og at naturen selv ville nedbryde alt gift".
Der er i årene justeret meget på metoder og bistandsprogrammer og sideløbende hermed er der opnået en erkendelse af, at mad ikke løser grundproblemerne med godernes fordeling. Det er tillid til at de basale livsbetingelser også er en realitet om 20 - 50 år, som sammen med prævention skaber grundlag for en reduceret befolkningstilvækst.
Det er en basal politisk, etisk og religiøs diskussion, som endnu ikke har fundet den varige, gode konklusion. Altså må samtalen føres videre.
Det meget simplificeret, at de mennesker, der var reddet fra sultedøden "blot avlede videre og skabte den ene sultkatastrofe efter den anden"
"og denne gang er vi oppe i en skala, hvor det tilmed i værste fald ser ud til at kunne blive fatalt for hele det globale økosystem og for menneskeheden" - næste linie: "ingen ved, hvor det ender, når først klimaet er blevet destabiliseret"
En simplificering af en omfattende historik med mange, dokumenterede klimaforandringer på kloden (årsagerne her usagte)
At omtale forskere, du er uenige med, som "tåber" er en uunderbygget påstand.
"Den forvoksede grådige menneskehed presser råstofreserver og økosystemet imod kollaps"
Jeg regner mig - sammen med masser af folkeskolelelever formodentlig - ikke til den grådige menneskehed.
Kliche, som ikke fremmer en kritisk debat.
I indlæg 4 (som tjener til inspiration til Ayoe B.P.) fremlægger du ganske grove synspunkter og klicheer:
"Den tungnemme kemiske landmand"
"de fleste voksne både politikere og befolkning er fløjtende ligeglade med, om dansk landbrug er økologisk eller ej"
"et parti der ikke lider af økologisk højdeskræk"
Jeg er enig med dig i, at rammerne for økologisk jordbrug i Danmark - og sikkert mange andre steder også - med fordel for grundvand, ressource-udnyttelse og biodiversitet mv kan skærpes.
Jeg afslutter hermed min deltagelse i denne tråd.
Venlig hilsen
Lone
Skrevet af: Jakob B., 7. maj 2018 kl. 11.22
@Lone Brems
Du skriver, at samtalen skal fortsætte, og så laver du selv en "hit and run". Hvordan hænger sammen, kan jeg så kun selv gætte på. Men troværdigt virker det ikke på mig.
Du skriver:
"Det er ikke rigtigt, at der siden afslutningen af anden verdenskrig har været grøn revolution"
Nej, kun indtil 1970'erne, som det står skrevet.
Er du uenig i dette, så bør du nok diskutere det med Københavns Universitet, som er min kilde. Det er mere dem end mig, du går i rette med.
Jeg mener, at det er korrekt, at man fik frasorteret nogle grimme pesticider, da man så nogle uheldige konsekvenser i 60'erne. F.eks. DDT, som blev akkumuleret i fødekæden, så rovfugleæg ikke kunne danne skal. Det var da også til at tage og føle på, må man nok sige. Og havde man vidst bedre, så havde man nok ikke brugt det i samme omfang. Men man var ikke klogere på det tidspunkt.
Om sprøjtemidler efter 70'erne sammenlagt er blevet mildere og mindre farlige, tror jeg desværre ikke. Men den kemiske industri er blevet langt dygtigere til at undgå de pludselige skader, som alle kan se i en fart. Og opstår der mistanke om uheldige virkninger, så kommer der hurtigt et nyt middel, som i følge industrien er meget mere sikkert end det foregående.
Jeg mener, at der i dag på den måde er udviklet og anvendt mere end 700 forskellige, og det gør det ganske uoverskueligt at vurdere de enkle stoffer og eventuelle cocktaileffekter. Vi kan ikke engang overkomme at teste, om de findes i drikkevandet.
Skrevet af: Jakob B., 7. maj 2018 kl. 12.06
@Ayoe B. P
Jeg tror heller ikke, at mit forslag var særlig godt. Kom med et bedre.! :-)
Men det ser ud til for mig, at du undervurderer de økonomiske interessers magt i forhold til at skabe forløjet optimisme, og hvis heller ikke børnene erkender det, så vil de miste kritisk sans, og i den brogede verden bliver de gang på gang ført bag lyset.
De groveste tilfælde af "geenwash" er ombudsmanden endda gået ind i og har dømt.
Vil du holde sådan noget hemmeligt for de unge i en miljøbog, fordi budskaber til børn og unge altid skal være positivt ladet..?
Hvis jeg var ung og fik den fornemmelse af forfatteren, så ville jeg næppe gide at læse mere. Jeg ville se klar tale, der afdækker tabuer, løgne og dumheder, så det klodser.!
Jeg mener, at det oftest er misforstået omsorg at skåne børn for den grimme sandhed, og denne omsorg bunder som regel i de voksnes frygt for alle de uddybende spørgsmål, der kan komme fra purken. Og den lille grønne skal vel ikke skives for at beskytte de voksne imod børn, vel.?
Skrevet af: Ayoe B. P., 7. maj 2018 kl. 14.01
@Jakob
Det er havedag for mig i dag, så er ikke så meget online, at jeg vil gå ind i de store tanker og diskussioner lige nu. ;)
Når det så er sagt, hvor er det lige at du læser, at det skal være positiv kommunikation, selv om jeg blot har omtalt den negative kommunikation? Det kunne (og er) lige så vel være den neutrale kommunikation, krydret med humor til begge sider, fx. i form af eksempler der påpeger en svaghed i netop det eller det system. Trods alt har økologien og permakulturen også hver deres svagheder, som vi også er nød til at forholde os til. ;)
Skrevet af: Jakob B., 7. maj 2018 kl. 15.08
@Ayoe B. P
Ja, gradbøjning og klassificering af økologisk bæredygtighed er et meget vigtig og vanskeligt emne, som må høre med.
Angående humor, så kan jeg pt ikke lige komme i tanke om andet end ( sort humor ) historien fra "Cradle to Cradle", hvor de fortæller om jorden, der møder en anden planet i rummet, og de har følgende dialog:
Jorden: "Puha.. jeg er bare så syg og skidt og ked af det...."
Planeten: "Ja, du ser vel nok dårlig ud, hvad fejler du.?"
Jorden: "Jeg har fået homo sapiens..."
Planeten: "Nårh.. det skal du ikke være så ked af, det har jeg også haft, men det gik hurtigt over igen."
--
Jeg trænger også til en tur i haven. ;-)
Skrevet af: Jakob B., 7. maj 2018 kl. 23.51
Forordet har nu fået et udkast til et appendiks:
www.klimadebat.dk/forum/den-lille-groenne-bog-for-skoleelever-d33-e2985.php#post_68501
Jeg håber, at det kan hjælpe med at afklare eventuelle tvivlsspørgsmål, som forordet kan have givet anledning til.
Skrevet af: Jakob B., 20. maj 2018 kl. 17.54
@Ayoe B. P
Når du kommer ind fra haven, så er det min tur til at udfordre dig. :-)
Hvad vil du svare din lille nevø eller et andet barn på 12 år, som kommer hjem til dig og siger:
"De fortæller nede i byen, at det er løgnagtigt, når vores Statsminister siger, at vi har den grønneste regering nogensinde. Er det virkelig rigtigt, at han lyver.?"
www.klimadebat.dk/forum/alternativet-stoetter-venstre-d7-e3423.php#post_68670
Du skal være logget ind som bruger, før du kan deltage i forummet på Havenyt.dk. Er du ikke allerede oprettet som bruger, kan du oprette dig som bruger her.